Atrieflimmer (forkammerflimmer)

Atrieflimren i et eller begge af hjertets forkamre er i sig selv ufarligt, men kan føre til blodpropper og hjertesvigt. Læs her om årsager, symptomer og behandling af atrieflimmer.

Atrieflimren er i sig selv som udgangspunkt en ufarlig rytmeforstyrrelse i et eller begge af hjertets forkamre. Sygdommen optræder sjældent før 60-årsalderen, men ses hyppigere med alderen. Omkring 10 procent af 80-årige har atrieflimmer.

Hvis man har atrieflimmer, har man øget risiko for at få blodprop i hjernen eller hjertesvigt. Ofte bliver sygdommen opdaget ved en tilfældighed i forbindelse med et sundhedstjek hos lægen. Har man mistanke om atrieflimmer, er det vigtigt at gå til sin læge.

Definition af atrieflimmer

Atrieflimmer er en forstyrrelse i hjertets rytme, der får det til at slå meget uregelmæssigt. Forstyrrelsen skyldes fejl i de elektriske signaler i hjertets forkamre, der får de koordinerede sammentrækninger mellem forkamrene (atrierne) og hjertekamrene (ventriklerne) ud af takt, så hjertet ikke kan pumpe blod effektivt rundt i kroppen.

Når hjertet slår normalt, starter det elektriske signal sinusknuden (SA-knuden) i højre forkammer. Sinusknuden får forkamrene til at trække sig sammen, hvorved blodet presses ind i hjertekamrene. Herefter løber det elektriske signal videre gennem atrioventrikulær-knuden (AV-knuden) og ind i hjertekamrene og får så hjertekamrene til at trække sig sammen, så blodet pumpes ud i lungerne og kroppen.

Hvis man har atrieflimmer kommer de elektriske udladninger i sinusknuden meget hurtigt efter hinanden, og det får forkamrene til at trække sig sammen ukoordineret. Det betyder, at forkamrene ikke bliver tømt ordentligt, og det bliver hjertekamrene heller ikke. Hjertet kommer til at pumpe hurtigt og uregelmæssigt.

Atrieflimren kan komme som korte anfald, der var fra minutter til flere timer, eller som længerevarende anfald og vare dage eller uger. Sygdommen kan også være kronisk, så man har atrieflimmer hele tiden.

Årsager til atrieflimmer

Der kan være flere grunde til, at man får atrieflimmer. Højt blodtryk kan påvirke hjertets muskulatur og give flimmer. Andre forklaringer kan være åreforkalkning, angina pectoris, hjertesvigt, fejl ved hjerteklapperne, nedsat lungefunktion, højt stofskifte eller alkoholisme. Atrieflimmer kan også skyldes høj alder, idet risikoen stiger med alderen.

Symptomer på atrieflimmer

Det er meget forskelligt, om man har symptomer, og hvor kraftige symptomerne er. Man kan have få eller ingen symptomer. Eller man kan være så plaget af symptomer, at det forringer livskvaliteten.

Typiske symptomer, hvor det er vigtigt at søge læge:

• Hurtig uregelmæssig puls
• Hjertebanken
• Svimmelhed
• Åndenød
• Brystsmerter
• Uro- og angstfølelse
• Mathed
• En fornemmelse af mæthed

 Behandling af atrieflimmer

Ved valg af behandling ses på symptomer, type af symptomer, og om man har atrieflimmer som anfald eller kronisk. Hvis man har mange symptomer, vil behandlingen bestå i at forsøge at fastholde den normale hjerterytme.

Typisk behandling:

1. Blodfortyndende behandling.

Denne medicin har til formål at forebygge blodpropper, især i hjernen. Kan bruges både ved anfaldsvis og kronisk atrieflimmer. Ved stillingtagen til om blodfortyndende medicin skal anvendes, og hvilken type der kan være relevant, opvejer man risikoen for blodprop i hjernen mod risikoen for at få alvorlige blødninger som følge af medicinen. Afgørende for valget er blandt andet alder, højt blodtryk, tidligere alvorlige blødninger, tidligere blodprop i hjernen, diabetes, hjertesvigt, åreforsnævring i hjerte eller ben og lever- og nyrefunktion. Herudover ser man også på køn, fordi kvinder har øget risiko for at få blodpropper ved atrieflimren.

2. Frekvensregulerende behandling

Denne form for behandling er medicin, der skal hindre pulsen i at blive for hurtig ved atrieflimmer. Ved kronisk atrieflimmer vil man kun få frekvensregulerende behandling. Man kan også få pulsregulerende medicin for at undgå for høj puls under anfald med atrieflimmer. Der findes flere forskellige typer medicin, og nogle har brug for flere typer samtidig.

3. Rytmeregulerende behandling

Denne behandling skal forebygge flere anfald ved at genoprette og bibeholde den normale regelmæssige hjerterytme. Hvis man har atrieflimren som anfald eller har mange plager, er rytmeregulerende behandling første valg. Behandlingen kan være både medicinsk og ikke-medicinsk. Medicinsk behandling er dog mest almindeligt.

Hvis anfald af atrieflimmer ikke stopper af sig selv, kan man gøre det med medicin på hospitalet. Her kan man alternativt få et strømstød (DC-stød) under kortvarig fuld narkose. Denne form for hospitalsbehandling forudsætter som udgangspunkt, at anfaldet ikke har varet over 48 timer, medmindre man har været i fast blodfortyndende behandling i tre uger før. Det anbefales derfor, man går til lægen i god tid, før de 48 timer er gået.

Andre behandlingsformer kan komme på tale, fx hvis man ikke kan tåle medicinen, eller den ikke virker godt nok. Det kan fx være radiofrekvensablation, hvor man fører et specielt kateter ind gennem lysken via en pulsåre for at opsøge forskellige punkter i hjertet. Katetrets lille metalspids opvarmes gentagne gange med højfrekvensstrøm, og derved påføres hjertemusklen små sår, som kan begrænse den uhensigtsmæssige spredning af elektriske impulser i hjertemusklen. Behandlingen kan svie lidt i brystet, så man får smertestillende medicin under indgrebet. Før og efter indgrebet får man blodfortyndende behandling, som eventuelt afbrydes efter kontrollerer hos lægen, hvis det er hensigtsmæssigt.

Hjerteoperation kan komme på tale i tilfælde, hvor hverken radiofrekvensablation efter gentagne forsøg eller medicin virker godt nok, og man er meget plaget.  

Langtidsudsigterne ved atrieflimmer

Atrieflimren i sig selv er ufarligt. Hvis man har kronisk atrieflimmer, har man øget risiko for at få små blodpropper i hjerne, arme eller ben, fordi blodet løber så langsomt gennem forkamrene, at der kan dannes små klumper størknet blod, som kan føres ud i kroppen og blive til blodpropper. Blodfortyndende medicin kan dog nedsætte risikoen for blodpropper.

Kilder: hjerteforeningen.dk og sundhed.dk