Myelomatose kan måske afsløres tidligt af ændringer i knoglemarven

Det er muligt at spore forandringer i miljøet i knoglemarven lang tid før, at myelomatose udvikler sig til en behandlingskrævende sygdom.

Det viser resultater fra et nyt studie offentliggjort i Nature Cancer.

Viden om de tidlige immunologiske forandringer kan muligvis være med til at bestemme patienternes risiko for progression, og herved bidrage til udviklingen af en mere personaliseret behandling af myelomatose.

"Resultaterne giver et omfattende overblik over de immunologiske forandringer, der finder sted i præ-malign myelomatose. Konstateringen af, at det immunologiske mikromiljø er under forandring allerede i de meget tidlige sygdomsstadier, kan bane vej for nye strategier til at targetere myelomatose, før sygdommen bliver malign," udtaler professor Irene Ghobrial fra Dana-Farber Cancer Institute, som er én af hovedforfatterne til studiet, i en nyhed på instituttets hjemmeside.

Ny mulighed for at bestemme risiko for progression

Det er både antallet og fordelingen af immunceller, der forandres markant i de meget tidlige sygdomsstadier, monoklonal gammopati af usikker betydning (MGUS) og smoldering myelomatose (SMM). Disse præ-maligne sygdomsstadier er karakteriseret ved, at patienterne har unormale plasmaceller i knoglemarven, men endnu ikke har symptomer på myelomatose. Det er ikke alle MGUS- og SMM-patienter, der udvikler myelomatose.

Studiet viser, at der i de tidlige sygdomsstadier f.eks. kan påvises et øget antal NK-celler hos patienter med MGUS, samt at antallet af hukommelses-T-celler reduceres hos patienter med SMM. Ydermere viser data, at der hos patienter med præ-malign myelomatose foregår en dysregulering af udvalgte monocytter, som ellers præsenterer T-cellerne for fremmede proteiner, herunder tumorproteiner.

"Forandringerne i immunsystemet korresponderer ikke med nogen bestemt præ-malign tilstand, men findes i forskellige kombinationer hos patienter med MGUS og SMM. Det tyder på, at der er en akse, ud fra hvilken, patienterne kan stratificeres med det formål at bestemme den enkeltes risiko for progression og potentialet for tidlig intervention," udtaler studiets anden hovedforfatter, Nicholas Haradhvala, fra the Broad Institute and Harvard Graduate Program in Biophysics.

RNA-sekventering brugt til at identificere forandringer

Studiet har brugt enkelt celle RNA-sekventering til at kortlægge de immunologiske forandringer. Med denne teknik er det muligt at vise, hvilke gener, der er aktive, når sygdommen udvikler sig fra MGUS over SMM til myelomatose og sammenholde disse forandringer med genekspressionen hos raske personer. Håbet er, at data fra studiet vil kunne bidrage til at afklare, hvorfor nogen patienter med MGUS og SMM over tid udvikler myelomatose, mens andre ikke gør. Data skal efterprøves i et større studie-setup.