Skip to main content


”Det kan være svært at omsætte angst, bekymring og håb til konkrete spørgsmål. Derfor håber vi, at vores spørgeguide kan komme med nogle forslag til spørgsmål, som man med lungekræft har glæde af at få svar på og som kan hjælpe både en selv og den eller de pårørende bedst muligt videre i forløbet,” siger Lisbeth Søbæk Hansen.

Efter diagnosen lungekræft: Sådan forbereder du dig bedst muligt til samtalen med lægen

Formanden for Patientforeningen Lungekræft, Lisbeth Søbæk Hansen er gift med en mand, som for ti år siden fik diagnosen lungekræft. Dengang fik de ikke stillet lægen alle de mange spørgsmål, som meldte sig. Det skabte tvivl, usikkerhed og utryghed både hos hendes mand, men også hos hende som pårørende.

Siden er Lisbeth Søbæk Hansen med egne ord ”blevet klogere".

”Der findes flere forskellige behandlinger af lungekræft. Hvilken eller hvilke behandlinger, man bliver tilbudt afhænger for eksempel af stadiet og den mutation, man har af sygdommen. Det er derfor vigtigt, at man ikke læner sig op af, hvilke muligheder andre patienter har og bliver tilbudt, men at man sætter sig grundigt ind i den variant af sygdommen, som man selv har og tager udgangspunkt i den, når man taler med lægen,” fortæller hun.

Patientforeningen for Lungekræft har udgivet en spørgeguide, som er tænkt til netop at hjælpe den nydiagnosticerede patient og dennes pårørende med at blive bedst muligt klædt på til samtalen med lægen, fortæller Lisbeth Søbæk Hansen:

”Det kan være svært at omsætte angst, bekymring og håb til konkrete spørgsmål. Derfor håber vi, at vores spørgeguide kan komme med nogle forslag til spørgsmål, som man med lungekræft har glæde af at få svar på og som kan hjælpe både en selv og den eller de pårørende bedst muligt videre i forløbet,” siger hun. 

De vigtigste spørgsmål fra guiden får du her:

Om sygdommen:

  • Hvilken type lungekræft har jeg?
  • Har den spredt sig? Hvis ja, hvortil og hvad betyder det?
  • Har jeg brug for flere undersøgelser? Hvis ja, hvilke og hvorfor?
  • Kan jeg blive helt rask igen?
  • Kan jeg få et ”normalt” liv med sygdommen?
  • Er der risiko for, at kræften vender tilbage?
  • Hvilke tegn skal jeg holde øje med?

 

Om den ny hverdag:

  • Hvilke rettigheder har jeg til økonomisk støtte? Til for eksempel transport, hjælpemidler, madlavning med mere.
  • Hvem går jeg til for at søge om støtte?
  • Kan jeg rejse, når jeg er i et behandlingsforløb? Skal jeg tage særlige hensyn?
  • Har sygdommen og behandlingen betydning for mit sexliv?

 

Om behandlingen:

  • Hvilke behandlingsmuligheder har jeg for min type lungekræft? Operation, strålebehandling, kemoterapi, immunterapi, målrettet behandling, smertelindrende behandling?
  • Findes der flere behandlingsmuligheder for min type lungekræft? Hvilken behandling anbefaler du og hvorfor?
  • Er der forsøgsbehandling? Hvad er fordele og ulemper ved forsøgsbehandling?
  • Kan jeg bruge alternativ behandling?
  • Hvor ofte skal jeg have behandling? Hvor? Og hvor længe?
  • Hvordan kan jeg vide, om behandlingen virker på mig?
  • Hvad sker der, hvis behandlingen holder på med at virke på mig?
  • Hvad er bivirkningerne ved behandlingen?
  • Hvad skal jeg gøre, hvis jeg oplever bivirkninger?
  • Kan jeg gøre noget for at undgå bivirkninger?
  • Hvad kan jeg selv gøre under behandlingen?
  • Hvad med rygning og alkohol?
  • Skal jeg spise noget specielt?
  • Hvad med motion og fritidsinteresser?
  • Hvilke tilbud er der efter endt behandling? Genoptræning, rehabilitering?
  • Hvad sker der, hvis jeg ikke får behandling?

 

OBS. Husk også at bede om skriftlig information om de behandlinger, der er mulige for dig.

...Og husk altid at have en pårørende med til samtalerne med lægen. Det kan være svært at huske og forholde sig til alt, hvad der bliver sagt.

 

 

 

Artikler i serien:

Vær opmærksom: Lungekræft kan være svær at opdage

Patientforeningen Lungekræft: ”Det giver god mening at screene risikogrupper”

Lungekræft-patient: ”Det var mit held, at jeg blev smittet af mit barnebarn”

Efter diagnosen lungekræft: Sådan forbereder du dig bedst muligt til samtalen med lægen

Sådan finder lægen den rette behandling til dig med lungekræft

Lungekræft er ikke bare én type kræft, som skal behandles på én måde

Lungekræft-patient: ”Jeg insisterer på at have et godt liv min sygdom til trods”

Lungekræft-læge: Realistisk at forsøge at gøre nogle former for lungekræft til kroniske sygdomme

Lungekræft-patient: ”Folk tror, man dør hurtigt – men nu har jeg levet ni år med lungekræft”

Lungekræftpatientens rejse fra diagnose og behandling til efterfølgende ’tjek’

 

Andre artikler om lungekræft:

https://propatienter.dk/sygdomme/kraeft/lungekraeft.html

 

 

 

 

 

lungekræft