Skip to main content


"Demens er en tilstand, ikke en specifik sygdom,” skriver Hasselbalch.

Professor i demenssygdomme kommer hurtigt og letforståeligt hele vejen rundt om demens

BØGER. Professor i demenssygdomme, Steen Gregers Hasselbalch, har gennem mange år undervist både fagfolk, mennesker med demens og deres pårørende. Den erfaring skinner tydeligt igennem i hans nye bog om demens, som er skrevet til alle, der ønsker mere viden om nogle af de mest udbredte demenssygdomme.

Forekomsten af demens er stigende. Flere end 95.000 danskere lever i disse år med demens, og de fleste er derfor tæt på nogen med demens – i den nærmeste familie, i vennekredsen eller på jobbet. Demens rammer ikke kun den, der har sygdommen, men i særlig grad familien og hele netværket omkring den syge, konstaterer læge og professor i demenssygdomme ved Nationalt Videncenter for Demens, Steen Gregers Hasselbalch. Han øser i sin nye bog ´Kort & Godt om demens´, af sin store viden om, hvad man kan gøre for at mindske sin risiko, hvad der sker, når man bliver ramt, og hvordan forskellige demenssygdomme kan udvikle sig og behandles:

”Demens er ikke én sygdom, men skyldes mange forskellige sygdomme, hver med deres særegne kendetegn. Det er vigtigt at kende til disse sygdomme, så alle, der er berørt af demens, kan forstå baggrunden for de adfærdsændringer og kognitive symptomer, som følger med en demenssygdom. Det er også på baggrund af viden og information, at den enkelte person med demens og dennes pårørende kan træffe beslutninger om fremtiden,” skriver Steen Gregers Hasselbalch om baggrunden for sin bog.

Han anslår, at antallet af mennesker i Danmark med demens vil vokse til flere end 134.000 patienter i 2035 som følge af en stigende ældrebefolkning:

”Mennesker med demens kræver pleje og omsorg, især i de sene stadier af tilstanden. Det koster samfundet mange penge, når personer med demens skal have hjælp til pleje i eget hjem eller må flytte i plejebolig – demens er nemlig den mest udbredte årsag til at flytte i plejebolig. Men det er lige så vigtigt at fokusere på de menneskelige omkostninger, både for personen med demens og for de mange mennesker, som oplever demens på nært hold. Det kan være ægtefæller, børn, familiemedlemmer, venner og kolleger,” skriver professor Hasselbalch.

Han betoner gang på gang vigtigheden af viden og indsigt, når det handler om demens:

”Information om sygdommen, forventet udvikling, symptomernes karakter, og hvorfor de opstår, er afgørende for, at man som pårørende kan få en forståelse for sygdommen og dens konsekvenser. Når man ved, at hallucinationer er almindelige ved Lewy body-demens, er det meget nemmere at acceptere, at ens ægtefælle oplever at se levende væsener ved siden af sig i sofaen, der ikke er virkelige. Personen selv kan på den måde også meget bedre selv acceptere det, og det kan forhindre fejlmedicinering og unødvendige indlæggelser. Rådgivning fra fagpersoner kan også målrettes bedre, når man ved noget om baggrunden for symptomernes opståen.”

´Kort & Godt om demens´ er sidste skud på stammen i forlaget Gads populære bogserie ´Kort & Godt´, der har som mål på kort tid at give læserne en letforståelig og overskuelig introduktion til et givet emne. Serien tilbyder kvalificeret og opdateret information om emner, som kan være svære at forstå uden forudgående viden. Blandt tidligere emner er for eksempel ADHD, angst og kunstig intelligens.

Som det er reglen snarere end undtagelsen i denne fortrinlige serie, lever ´Kort & Godt om demens´ op til sit mål om at formidle kompleks information til en bred kreds af læsere. Steen Gregers Hasselbalch lykkes i en række korte, men også informative og præcise kapitler med at videregive en grundlæggende forståelse af, hvad de seneste forskningsresultater fortæller os om, hvad der sker i den demente hjerne, om udredning, diagnosticering, stadier af sygdommen, behandling og støtte – samt hvordan der skelnes mellem de forskellige former for demenssygdomme:

”Demensbegrebet forsøger at samle en lang række tilstande og sygdomme under én paraply, og det lykkes ikke ret godt. De underliggende tilstande kan være meget forskellige, både med hensyn til forløb (uforandret eller fremadskridende), symptomer og ikke mindst behandling. Demens er altså en tilstand, ikke en specifik sygdom. Når tilstanden er påvist, gælder det om at finde årsagen. Demenssygdomme er en gruppe sygdomme, hvor demenssymptomer er de mest fremtrædende symptomer,” skriver Hasselbalch.

Han forklarer, at hjernesygdomme, hvor andre symptomer dominerer sygdomsbilledet, ikke kategoriseres som demens, skønt der også her kan ses alvorlige kognitive svigt.

´Kort & Godt om demens´ giver på kun 100 sider et grundlæggende overblik over sygdommen og dens mange variationer. Bogen levner ikke megen plads til de mere følelsesmæssige aspekter af demens for ramte og pårørende. Det er derfor ikke denne bog, man skal vælge, hvis man ønsker mulighed for at spejle sig i andre patienter og pårørendes erfaringer. Tættest på hverdagslivet er Steen Gregers Hasselbalch i sin glimrende rådgivning til især pårørende i forhold til at spotte de første symptomer på demens afhængigt af, hvilken demenssygdom det handler om.

Hvert år registreres der mellem 7.000 og 8.000 nye tilfælde af demens blandt personer på 65 år og derover i Danmark. Men det er langtfra alle med demens, der bliver udredt, hvorfor Hasselbalch vurderer, at antallet af nye demenstilfælde per år formentlig er langt højere. At blive udredt, hvis der er symptomer på demens, er vigtigt ifølge Hasselbalch. Blandt andet fordi demensen kan skyldes sygdomme, som kan behandles:

”Ser man på mennesker, der henvises til udredning for mulig demenssygdom, er det vigtigt at understrege, at en stor del af dem har andre årsager til, at deres kognitive funktioner er svækket. Eksempelvis har omkring 20 procent af patienterne på Rigshospitalets Hukommelsesklinik ikke en decideret demenssygdom, men alle mulige andre årsager til deres kognitive svigt, og ganske mange af dem skyldes sygdomme, som kan bedres efter behandling. Det gælder fx medicinbivirkninger, depression og stofskiftesygdom. Dermed er et af formålene med demensudredning at påvise disse tilstande, som efter behandling kan bedre de kognitive funktioner,” påpeger Hasselbalch, der også kommer ind på, hvad den enkelte kan gøre for at forebygge demens.

Steen Gregers Hasselbalchs ´Kort & Godt om demens´ er en værdifuld lille magiterning af en bog, der baseret på den nyeste viden om demens kan hjælpe med at afmystificere og skabe forståelse for sygdommen.

Steen Gregers Hasselbalch: ´Kort & Godt om demens ´udkommer 22. november på Gads Forlag og koster 199 kroner