Bestemte tegn på MR-scanninger kan afsløre, hvor syg hjernen er ved sclerose

Et dansk studie viser, at bestemte forandringer på MR-scanninger kan afspejle sygdomsudviklingen hos mennesker med fremskreden sclerose. Det handler om små læsioner – altså skader i hjernen – som måske kan bruges som tegn på, hvor meget sygdommen har bredt sig, og om der er brug for at undersøge patientens hukommelse og mentale evner.

Det fortæller Stephan Bramow, overlæge på Skleroseklinikken på Rigshospitalet og en af forskerne bag undersøgelsen.

”Vi ved fra tidligere studier, at cortikale læsioner hænger sammen med kognitive forringelser, som rangerer blandt de hyppigste og værste gener hos vores patienter. Men det er ikke realistisk at MR-scanne patienterne med en 7T MR-scanner i det daglige, hvilket som regel er nødvendigt for at kunne se de cortikale læsioner,” siger han.

Kort sagt: Det kræver en meget avanceret og sjælden MR-scanner at se de små skader i hjernebarken, som hænger sammen med problemer med hukommelse og koncentration. Derfor har forskerne i stedet kigget efter andre typer af læsioner, som kan ses på almindelige MR-scannere.

Disse kaldes subkortikale og juxtakortikale læsioner. De sidder i det område, der ligger lige under eller tæt op ad hjernebarken. Her har forskerne undersøgt snit fra hjernen hos afdøde patienter med fremskreden sklerose og sammenlignet fundene med patienternes sygdomsforløb.

”Resultaterne fortæller os, at vi måske godt kan bruge læsioner i de subcortikale og juxtacorticale områder som en afspejling af, hvad der foregår i cortex og meninges. Især hang læsionernes randaktivitet og inflammationsgrad i den sub- og juxtacortikale hvide substans tæt sammen med inflammation i cortex og meninges, hvor man ellers ikke kan se inflammation på rutinemæssig MR. Så inflammationen har det altså med at være trans-kortikal, når den ses i den hvide substans lige under cortex,” siger Stephan Bramow.

Det betyder, at hvis man kan se betændelseslignende aktivitet i kanten af de læsioner, der sidder lige under hjernebarken, så er der høj sandsynlighed for, at der også er sygdom i selve hjernebarken og hjernehinderne – også selv om det ikke kan ses direkte.

”Et andet vigtigt fund var, at aktivitet i randen af de sub- og juxtacortikale læsioner hang sammen med lavere alder ved død og hurtigere fremadskridende invaliditet (EDSS-score, red.), altså mens patienterne levede. Det er potentielt interessant, fordi randaktivitet i sub- og juxtacortikale læsioner må forventes at være synlige på en almindelig 3T-scanning, hvis man for eksempel giver kontrast eller scanner med en jernfølsom protokol,” siger han.

Kort sagt: Jo mere aktivitet i kanten af disse læsioner, jo hurtigere forværres sygdommen – og det ser ud til, at det kan måles med en almindelig MR-scanner, hvis man bruger bestemte teknikker.

Forskerne understreger, at resultaterne skal efterprøves i nye studier, før de kan blive en fast del af de kliniske retningslinjer. Men Stephan Bramow er allerede begyndt at bruge resultaterne i sin hverdag på Rigshospitalet.

”Hvis en patient klager over dårligere overblik, hukommelsen eller mental udtrætning, så prøver jeg at kigge efter, om de har subcorticale eller juxtacorticale læsioner og hvor store de er. For det ser ud til at kunne indikere, om patienten også er syg i cortex – altså det område, hvor sådanne symptomer sandsynligvis stammer fra. Desuden kan sub- eller juxtacortikale læsioner hen ad vejen måske styrke indikationen for neuropsykologisk undersøgelse eller forskellige skåneforanstaltninger,” siger Stephan Bramow.

Han forsøger også at gøre sine kolleger opmærksomme på det, når de gennemgår scanninger:

”Hvis vi ser mange eller store læsioner lige under hjernebarken til vores konferencer, prøver jeg også at fremhæve dem som en potentiel risikomarkør for intellektuelle problemer.”

Men han understreger samtidig, at der stadig mangler viden:

”Det vil være et oplagt næste skridt, før vores fund eventuelt implementeres i konkrete anbefalinger,” siger han.