Gigtforeningen: Hvor er patienten i Strukturkommissionens anbefalinger?

Strukturkommissionens anbefalinger mangler fokus på patienten. Det mener Gigtforeningens direktør Mette Bryde Lind.

”Det handler meget om streger, IT og forvaltning. Til gengæld meget lidt om ventelister, patientrettigheder og patientforløb. Det kan næsten virke som om, at patienterne er sendt helt uden for stregerne,” siger Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen som kommentar til Sundhedsstrukturkommissionens 660 sider lange rapport, som kom i dag.

Hun er ærgerlig over, at man fra kommissionens side ikke har tænkt mere på de kroniske patienter, der i høj grad står med koordineringen af deres behandling selv.

En undersøgelse fra Gigtforeningen viser, at seks ud af ti af patienterne oplever, at de selv må koordinere deres patientforløb. For de eksperter og andre fagpersoner, der er involveret i deres behandling, taler simpelthen ikke sammen.

”Det er ikke alene et urimeligt ansvar at lægge over på patienterne, det er også med til at forringe behandlingen, og det skaber en ulighed, hvor især de patienter med færrest ressourcer taber,” siger Mette Bryde Lind i en pressemeddelelse.

Derfor har Gigtforeningen efterspurgt mere helhed i behandlingen. Et indspark, der også er sendt afsted til Strukturkommissionen.

”Langt de fleste patienter i sundhedsvæsenet er kronikere, og de er blevet ignoreret og glemt. Derfor mener jeg også, at sammenhæng skal være en rettighed for patienten. I Gigtforeningen foreslår vi konkret en årlig helhedssamtale til patienter med kronisk sygdom. Det forstår jeg ikke, at Strukturkommissionen ikke har taget med,” siger Mette Bryde Lind.

Hun mener derfor, at det må være regeringens opgave at tænke patienten ind i de nye sundhedsstrukturer. 

”For hvis vi kan skabe bedre overblik og sammenhæng for patienten, kan vi også komme mange problemer i forkøbet. Uden sammenhæng halser vi hele tiden bagefter, og det taber både patienterne og sundhedsvæsenet på,” siger Mette Bryde Lind.

Sundhedsstyrelsens sygdomsbyrderapport viser, at gigt (slidgigt, lænderygsmerter og nakkesmerter) er det sygdomskompleks, der uden sidestykke belaster borgere, samfund og sundhedsvæsen mest. Det gælder, når vi ser på planlagte indlæggelser, sygedage, førtidspension og kontakter til praktiserende læger. 

Derfor mener Gigtforeningen, at der er behov for en national handlingsplan for hele muskel- og skeletområdet. En opfattelse, som en række af arbejdsmarkedets parter bakker op om. Dels fordi arbejdsgiverne mangler hænder og dels fordi arbejdstager selvsagt vil undgå nedslidning.

”En handlingsplan kunne sikre en prioritering og investering i forebyggelse, tidlig diagnostik, behandling, rehabilitering, forskning og også gerne fastholdelse på arbejdsmarkedet. Det håber jeg, at landets politikere vil tage med i deres videre arbejde,” siger Mette Bryde Lind.

Hun roser til gengæld anbefalingen om, at kvalitetsstandarder skal udvikles mod at kunne gå på tværs af sektorer.

”Det er det, der skal være med til at løfte indsatsen i det nære sundhedsvæsen, så vi kan få ensartede tilbud i alle dele af landet.”

De 6 tværgående anfalinger

Kommissionen præsenterede seks tværgående anbefalinger, som er uafhængige af valget af forvaltningsmodel. De anbefalinger håber kommissionen på, at regeringen tager til sig, uanset hvad den ellers beslutter sig for.

1. Kapacitetsudvidelse og ændret organisering af det almenmedicinske tilbud. Kommissionen foreslår en betydelig kapacitetsudvidelse af det almenmedicinske tilbud (dvs. praktiserende læger og almenmedicinske lægeklinikker) inden for rammerne af en ændret organisering. En større andel af de samlede sundhedsudgifter skal anvendes i det almenmedicinske tilbud, og det almenmedicinske tilbud skal udvikles til at kunne bestå af en kombination af alment praktiserende læger og øvrige klinikformer, blandt andet klinikker med ansatte læger. Hvad de praktiserende læger skal tilbyde skal fastsættes af nationale myndigheder og faglige selskaber og ikke være en del af økonomiforhandlinger mellem regionerne og Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Klinikker med mange raske patienter skal have flere patienter – og klinikker med mange sårbare og syge patienter skal have færre. De diffentierede patienttal og honorarer skal fastlægges på baggrund af en national model, som estimerer behandlingsbehovet for patienterne i den enkelte klinik.

2. Ny organisering af arbejdet med digitalisering og data i sundhedsvæsenet. Der skal udarbejdes én styrende og forpligtende strategi for digitalisering og data, som dækker hele sundhedsvæsenet. Mandatet til udarbejdelsen af strategien ligger i staten, men det skal ske i tæt samarbejde med relevante aktører. Der skal etableres en fælles, national service- og leveranceorganisation (Digital Sundhed Danmark) for hele sundhedsvæsenet. Organisationen får ansvar for fælles digitale løsninger, som er rettet mod borgerne og den sundhedsfaglige opgavevaretagelse og for en fælles digital infrastruktur på tværs af sundhedsvæsenet. Organisationen skal samtidig understøtte innovation og samle drift af større IT-fagsystemer, bl.a. elektroniske patientjournal- og omsorgsjournalsystemer (EPJ- og EOJ-systemer), og digital understøttelse af det primære sundhedsvæsen.

3. Tilpasset ressourcefordeling. En national sundhedsplan skal sætte en strategisk retning for tiltag, der sikrer tilpasning af ressourcefordelingen mellem både det primære og sekundære sundhedsvæsen og geografisk på tværs af landet. Forslaget indebærer en styrket prioritering af det primære sundhedsvæsen, som ledsages af en tilsvarende reduceret vækst for sygehusene. Sygehusene skal samtidig have en stærkere rolle i at understøtte udviklingen af det primære sundhedsvæsen. Forslaget indebærer også en incitamentsmodel i form af et vækstloft for sygehuslæger indenfor udvalgte geografiske områder og eventuelt specialer, som skal understøtte, at flere læger søger mod sygehuse udenfor de store byer.

4. Ændringer af organiseringen og samarbejdet på psykiatriområdet. Psykiatrien skal integreres organisatorisk i det samlede sygehusvæsen. Formålet er at sikre bedre sammenhæng for patienter med psykiske lidelser, styrke muligheden for at somatiske lidelser opdages og behandles mere effektivt hos mennesker med psykiske lidelser, sikre nemmere adgang til psykiatriske kompetencer for somatiske patienter og bidrage til et styrket ledelsesmæssigt fokus og tættere samarbejde mellem psykiatrien og somatikken om forskning, kvalitetsudvikling og kompetenceopbygning.Forslaget involverer krav om fasttilknyttede læger på botilbud, nationale kvalitetsstandarder for den sundhedsfaglige indsats i socialpsykiatrien og overvejelser om tværsektorielle samarbejdsfora på psykiatriområdet.

5. Tilpasning af de organisatoriske rammer for de praktiserende speciallæger. Planlægning af det praktiserende speciallægetilbud skal ske indenfor en styrket national ramme, som understøtter en ændret geografisk fordeling og effektiv brug af speciallægetilbuddet i det samlede sundhedsvæsen.

6. Implementering. På baggrund af de politiske beslutninger om den fremtidige struktur for sundhedsområdet oprettes et reformsekretariat under indenrigs- og sundhedsministeren, som med afsæt i en national implementeringsplan følger implementeringen af de enkelte initiativer og understøtter den decentrale implementering.

Tre forvaltningsmodeller

Derudover præsenterede kommissionen tre bud på modeller for ny forvaltningsmæssig indretning af sundhedsvæsenet. De tre modeller adskiller sig indbyrdes i forhold til, om sundhedsvæsenet har en decentral eller en national politisk ledelse, og i forhold til om der sker en større samling af opgaver inden for sundheds- og ældreområdet eller en mindre eller ingen opgavesamling.

Model 1 – regionalt enhedssundhedsvæsen med sundheds- og omsorgsregioner

I forvaltningsmodel 1 nedlægges de nuværende regioner, og der etableres et nyt forvaltningsled i form af 8-10 sundheds-og omsorgsregioner.

Hver sundheds-og omsorgsregion ledes af 21-25 direkte valgte politikere, og det foreslås, at der oprettes nærudvalg, som skal understøtte politisk og administrativ opmærksomhed på omstilling til og udvikling af det primære sundhedsvæsen og på de lokale problemer og behov indenfor sundheds-og omsorgsregionerne.

De nye sundheds- og omsorgsregioner får det samlede ansvar for sygehuse, almenmedicinske tilbud og den øvrige praksissektor. Samtidig får de ansvaret for en række opgaver på sundheds-og ældreområdet, som i dag bliver løst af kommunerne. De nuværende regioner nedlægges, og deres sundhedsopgaver overgår til de nye sundheds-og omsorgsregioner sammen med de opgaver, der overdrages fra kommunerne.

De eksisterende sundhedsklynger nedlægges.

Sundhedsstrukturkommissionen har i forhold til model 1 overvejet en variant (model 1a), hvor medlemmerne af regionsrådene ikke vælges ved direkte valg, men i stedet udpeges af kommunalbestyrelserne.

Model 2 - statsligt enhedssundhedsvæsen

I kommissionens anden model nedlægges regionerne, og staten overtager myndigheds-og driftsansvaret for sygehuse, almenmedicinske tilbud og den øvrige praksissektor. Derudover får staten ansvaret for en række opgaver på sundheds-og ældreområdet, som i dag bliver løst af kommunerne.

”Sundhed og Omsorg Danmark” er en fællesbetegnelse for det opgaveområde, som staten overtager ansvaret for. Det politiske ansvar er placeret hos ministeren for området, som fastsætter den overordnede strategi og udviklingsplan for sundhedsvæsenet. Der etableres en central bestyrelse og driftsorganisation under det ansvarlige ministerium, som har det overordnede driftsansvar med ansvar for den samlede økonomi (drift og anlæg) og centrale HR-funktion. Den daglige drift varetages af 8-10 decentrale, administrative enheder med en decentral bestyrelse for hver enhed.

Model 3 - sundhedsregioner

I den tredje model har regionerne fortsat ansvaret for sygehuse og praksissektoren, og kommunerne har fortsat ansvaret for deres nuværende opgaver på sundheds-og ældreområdet.

I modellen kan der ske en mindre samling af opgaver på sundheds-og ældreområdet, men modellen bygger på et rationale om en væsentlig mindre opgavesamling sammenlignet med model 1 og 2. Modellen indeholder til gengæld en række andre forslag, som skal understøtte bedre sammenhæng for borgerne og styrke en omstilling af sundhedsvæsenet.

Modellen indebærer bl.a., at en del af regionernes økonomi målrettes indsatser i det primære sundhedsvæsen. Modellen indeholder også et forslag, der skal styrke kommunernes incitament til at prioritere effektive forebyggelses- og plejeindsatser til gavn for borgerne.

Herudover indeholder modellen forslag om styrkede statslige krav til den kommunale opgavevaretagelse på sundhedsområdet. Desuden indebærer modellen en grundlæggende forandring af de nuværende sundhedsklynger og forslag til ændringer af regionernes politiske styreform med bl.a. oprettelse af geografisk forankrede nærudvalg.

Hvad angår antallet af sundhedsregioner, indeholder modellen to varianter: En variant, hvor antallet af regioner reduceres fra de nuværende fem til tre regioner, og en variant, hvor de nuværende fem regioner bevares.  

Sundhedsminister Sophie Løhde sagde ved pressemødet, at hun havde svært ved at se, at kommunerne ikke skulle have ansvaret for plejehjem, hvor hun faktisk talte imod model 1 og 2. Omvendt har regeringen også sagt, at status quo ikke er en mulighed - hvilket umuliggør model 3. Den endelige model fra politisk side bliver derfor måske en spiselig blanding af modellerne.