Skip to main content


Endometriose er en sygdom, hvor væv, der ligner livmoderslimhinden, vokser uden for livmoderen, ofte på organer i bækkenet. Dette kan forårsage smertefulde menstruationer, kroniske smerter og fertilitetsproblemer. Tilstanden er kronisk og kan have en betydelig indvirkning på kvinders livskvalitet.

Forsker: Vi bør overveje endometriose som riskofaktor for hjerteanfald og stroke

En dansk undersøgelse viser, at kvinder med endometriose — en sygdom, hvor væv fra livmoderen vokser uden for livmoderen — har omkring 20 procent større risiko for at få et hjerteanfald eller et slagtilfælde sammenlignet med kvinder uden endometriose. Det kan derfor være tid til at betragte endometriose som en risikofaktor for hjerte-sygdomme.

Det mener forskere fra Rigshospitalet, som står bag et nyt studiepræsenteret på den europæiske kardiologiske kongres ESC 2024, afholdt i London i september. 

"I årtier har man tænkt på hjerte-kar-sygdom som en mandesygdom, og risikofaktorer er blevet betragtet ud fra et mandligt perspektiv, for eksempel ved at inkludere erektil dysfunktion i retningslinjer for vurdering af risiko for kardiovaskulær sygdom. Alligevel dør en ud af tre kvinder af CVD (sygdomme i hjertet og blodkarrene, red.), og en ud af ti kvinder lider af endometriose. Vi foreslår med baggrund i vores forskning, at det måske er tid til rutinemæssigt at overveje risikoen for kardiovaskulær sygdom hos kvinder med endometriose," siger studiets førsteforfatter, læge og ph.d.-studerende Eva Havers-Borgersen fra Rigshospitalet i en pressemeddelelse fra European Society of Cardiology.

Forskere brugte danske nationale registre til at samle oplysninger om alle kvinder, der blev diagnosticeret med endometriose mellem 1977 og 2021. Kvinderne blev sammenlignet med kvinder uden endometriose i et forhold på 1 til 4, matchet på fødselsår. Hovedformålet med studiet var at undersøge risikoen for hjerteanfald og blodprop i hjernen. De kiggede også på risikoen for hjerterytmeforstyrrelser, hjertesvigt og død.

I alt blev 60.508 kvinder med endometriose og 242.032 kvinder i kontrolgruppen inkluderet i analysen. Medianalderen var 37,3 år, og de blev fulgt i gennemsnitligt 16 år, med en maksimal opfølgningsperiode på 45 år.

20 procent øget risiko

Resultaterne viste, at danske kvinder med endometriose havde omkring 20 procent større risiko for at opleve enten et hjerteanfald eller en blodprop i hjernen sammenlignet med kvinder uden endometriose.

Når man ser på hver enkelt tilstand, havde kvinder med endometriose cirka 20 procent højere risiko for slagtilfælde og omkring 35 procent højere risiko for hjerteanfald sammenlignet med kvinder uden endometriose. De havde også en øget risiko for hjerterytmeforstyrrelser og hjertesvigt.

Fortjener mere opmærksomhed 

Flere beviser peger på en tæt sammenhæng mellem endometriose og hjerte-sygdomme, og at de måske deler fælles sygdomsmekanismer.

"Selvom de absolutte forskelle var små, var de relative forskelle 20 procent. Med den høje prævalens af endometriose giver resultaterne øget bevis for, at kvindespecifikke risikofaktorer og hjerte-kar-sygdom hos kvinder bør få større opmærksomhed. Vi foreslår, at man bør overveje at foretage en kardiovaskulær risikovurdering blandt kvinder med endometriose, og det er tid til, at kvindespecifikke risikofaktorer – såsom endometriose, men også svangerskabsdiabetes og præeklampsi – bliver overvejet ved vurdering af kardiovaskulær risiko,” sige Eva Eva Havers-Borgersen i ESC-pressemeddelelsen.

Eva Havers-Borgersen uddyber overfor Medicinske Tidsskrifter:

”Jeg mener, i det hele taget, at det er vigtigt, at vi øger opmærksomheden på kønsspecifikke risikofaktorer og inddrager dem i vores kliniske hverdag, når vi vurderer risikoen for kardiovaskulær sygdom. Flere studier har vist sammenhæng mellem svangerskabsforgiftning og hjerte-kar-sygdom, hvilket anerkendes i de seneste retningslinjer fra ESC, men desværre giver de ingen specifikke anbefalinger på området. Det samme gør sig gældende for gestational diabetes og tidlig menopause. Jeg vil derfor opfordre os som klinikere til at være mere opmærksomme på kardiovaskulær sundhed hos kvinder med disse hyppige tilstande, rådgive om modificerbare risikofaktorer og inkludere spørgsmål om sygdommene i vurderingen af en kvindes risiko for hjerte-kar-sygdom.”

Behov for mere forskning

Eva Havers-Borgersen sætter streg under, at der er behov for yderligere forskning på området.

”Vores studie viser en association mellem endometriose og hjerte-kar-sygdom, men vi påviser ingen kausalitet; vi kan altså ikke udtale os om årsagssammenhængen. For at forstå den underliggende sammenhæng er der behov for yderligere forskning. Derudover er det nødvendigt at der udvikles risikomodeller, der inddrager kønsspecifikke risikofaktorer herunder en risikomodel for endometriose.”