Danske Patienter: Hvis kommissions anbefalinger bliver virkelighed, er det godt nyt

Paraplyorganisationen Danske Patienter mener, at forslagene fra Sundhedsstrukturkommissionen har potentiale til for alvor at skabe mere sammenhæng i sundhedsvæsenet.

Alt for mange patienter bliver i dag mødt af et sundhedsvæsen, der ikke hænger tilstrækkeligt sammen. Men hvis politikerne ser ambitiøst og fordomsfrit på de anbefalinger og modeller, som Sundhedsstrukturkommissionen netop har præsenteret, kan det snart være fortid.

Sådan lyder vurderingen fra Danske Patienter.

"Vi er særligt optaget af løsninger, der kan nedbryde kassetænkning mellem sektorer, som præger sundhedsvæsenet i dag. Og så skal vi have de praktiserende læger langt tættere på resten af sundhedsvæsenet. Her rammer kommissionen noget meget centralt," siger Klaus Lunding, forperson for Danske Patienter og fortsætter:

"42 procent af danskerne har forløb, der går på tværs af sektorer, og selvom vi på mange punkter har et godt sundhedsvæsen, så oplever alt for mange, at det ikke hænger ordentligt sammen. Undersøgelser bliver gentaget, man bliver ikke set som et helt menneske, og de opfølgende tilbud udebliver."

Kommissionen kom i går med de læge ventede anbefalinger om en ny indretning af det danske sundhedsvæsen, som kan løse udfordringer med et stigende antal ældre og syge, mangel på hænder og for dårlig sammenhæng mellem hospitaler, almen praksis og kommunerne. Kommissionen kom blandt andet med seks tværgående anbefalinger, der ligger som en forudsætning for deres tre modeller til en ny organisering af sundhedsvæsenet.

Ifølge Danske Patienter peger de seks anbefalinger isoleret set i den helt rigtige retning.

"De har potentiale til at gøre en stor forskel for patienterne. For eksempel spiller almen praksis en meget afgørende rolle i sundhedsvæsenet, og derfor er det rigtig positivt, at kommissionen tager fat om nældens rod og anbefaler en stærkere ledelse og styring og alternative organiseringsformer," siger Klaus Lunding i en pressemeddelelse.

Det er en politisk ambition for fremtidens sundhedsvæsen, og dermed også en målsætning for kommissionens arbejde, at flere sundhedsydelser skal rykke tættere på borgeren i det nære sundhedsvæsen – og i nogle tilfælde helt hjem i stuerne. Men så længe der er en risiko for kassetænkning, kommer det ikke til at ske i tilstrækkeligt omfang, siger Klaus Lunding.

"Vi kan se i dag, hvordan nye og gode tiltag som hjemmebehandling er alt for længe om at blive en realitet, fordi kommuner og regioner først skal blive enige om, hvem der betaler for hvad. Sådan vil det fortsætte, så længe den, der skal lave investeringen, ikke også høster gevinsten," siger Klaus Lunding og fortsætter:

"Hvis der kommer et entydigt ansvar uden kassetænkning, skaber man et helt naturligt incitament til at sikre patienten den bedste behandling – også i forhold til den patientrettede forebyggelse og forebyggelse i det hele taget. Det rummer et stort potentiale i en tid, hvor prognoser tegner et dystert billede af fremtidens demografi og sygdomsbillede."

Det er endnu for tidligt for Danske Patienter at favorisere en konkret model, men Klaus Lunding noterer sig, at kommissionen selv beskriver, at nogle modeller i højere grad end andre har potentiale til at skabe sammenhæng i patientforløb med entydigt ansvar.

"Under alle omstændigheder vil vi opfordre politikerne til at være ambitiøse, når forhandlingerne går i gang. Her er en gylden mulighed for at skabe et bedre sundhedsvæsen til gavn for patienterne," siger han.

De 6 tværgående anfalinger

Kommissionen præsenterede seks tværgående anbefalinger, som er uafhængige af valget af forvaltningsmodel. De anbefalinger håber kommissionen på, at regeringen tager til sig, uanset hvad den ellers beslutter sig for.

1. Kapacitetsudvidelse og ændret organisering af det almenmedicinske tilbud. Kommissionen foreslår en betydelig kapacitetsudvidelse af det almenmedicinske tilbud (dvs. praktiserende læger og almenmedicinske lægeklinikker) inden for rammerne af en ændret organisering. En større andel af de samlede sundhedsudgifter skal anvendes i det almenmedicinske tilbud, og det almenmedicinske tilbud skal udvikles til at kunne bestå af en kombination af alment praktiserende læger og øvrige klinikformer, blandt andet klinikker med ansatte læger. Hvad de praktiserende læger skal tilbyde skal fastsættes af nationale myndigheder og faglige selskaber og ikke være en del af økonomiforhandlinger mellem regionerne og Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Klinikker med mange raske patienter skal have flere patienter – og klinikker med mange sårbare og syge patienter skal have færre. De diffentierede patienttal og honorarer skal fastlægges på baggrund af en national model, som estimerer behandlingsbehovet for patienterne i den enkelte klinik.

2. Ny organisering af arbejdet med digitalisering og data i sundhedsvæsenet. Der skal udarbejdes én styrende og forpligtende strategi for digitalisering og data, som dækker hele sundhedsvæsenet. Mandatet til udarbejdelsen af strategien ligger i staten, men det skal ske i tæt samarbejde med relevante aktører. Der skal etableres en fælles, national service- og leveranceorganisation (Digital Sundhed Danmark) for hele sundhedsvæsenet. Organisationen får ansvar for fælles digitale løsninger, som er rettet mod borgerne og den sundhedsfaglige opgavevaretagelse og for en fælles digital infrastruktur på tværs af sundhedsvæsenet. Organisationen skal samtidig understøtte innovation og samle drift af større IT-fagsystemer, bl.a. elektroniske patientjournal- og omsorgsjournalsystemer (EPJ- og EOJ-systemer), og digital understøttelse af det primære sundhedsvæsen.

3. Tilpasset ressourcefordeling. En national sundhedsplan skal sætte en strategisk retning for tiltag, der sikrer tilpasning af ressourcefordelingen mellem både det primære og sekundære sundhedsvæsen og geografisk på tværs af landet. Forslaget indebærer en styrket prioritering af det primære sundhedsvæsen, som ledsages af en tilsvarende reduceret vækst for sygehusene. Sygehusene skal samtidig have en stærkere rolle i at understøtte udviklingen af det primære sundhedsvæsen. Forslaget indebærer også en incitamentsmodel i form af et vækstloft for sygehuslæger indenfor udvalgte geografiske områder og eventuelt specialer, som skal understøtte, at flere læger søger mod sygehuse udenfor de store byer.

4. Ændringer af organiseringen og samarbejdet på psykiatriområdet. Psykiatrien skal integreres organisatorisk i det samlede sygehusvæsen. Formålet er at sikre bedre sammenhæng for patienter med psykiske lidelser, styrke muligheden for at somatiske lidelser opdages og behandles mere effektivt hos mennesker med psykiske lidelser, sikre nemmere adgang til psykiatriske kompetencer for somatiske patienter og bidrage til et styrket ledelsesmæssigt fokus og tættere samarbejde mellem psykiatrien og somatikken om forskning, kvalitetsudvikling og kompetenceopbygning.Forslaget involverer krav om fasttilknyttede læger på botilbud, nationale kvalitetsstandarder for den sundhedsfaglige indsats i socialpsykiatrien og overvejelser om tværsektorielle samarbejdsfora på psykiatriområdet.

5. Tilpasning af de organisatoriske rammer for de praktiserende speciallæger. Planlægning af det praktiserende speciallægetilbud skal ske indenfor en styrket national ramme, som understøtter en ændret geografisk fordeling og effektiv brug af speciallægetilbuddet i det samlede sundhedsvæsen.

6. Implementering. På baggrund af de politiske beslutninger om den fremtidige struktur for sundhedsområdet oprettes et reformsekretariat under indenrigs- og sundhedsministeren, som med afsæt i en national implementeringsplan følger implementeringen af de enkelte initiativer og understøtter den decentrale implementering.

Tre forvaltningsmodeller

Derudover præsenterede kommissionen tre bud på modeller for ny forvaltningsmæssig indretning af sundhedsvæsenet. De tre modeller adskiller sig indbyrdes i forhold til, om sundhedsvæsenet har en decentral eller en national politisk ledelse, og i forhold til om der sker en større samling af opgaver inden for sundheds- og ældreområdet eller en mindre eller ingen opgavesamling.

Model 1 – regionalt enhedssundhedsvæsen med sundheds- og omsorgsregioner

I forvaltningsmodel 1 nedlægges de nuværende regioner, og der etableres et nyt forvaltningsled i form af 8-10 sundheds-og omsorgsregioner.

Hver sundheds-og omsorgsregion ledes af 21-25 direkte valgte politikere, og det foreslås, at der oprettes nærudvalg, som skal understøtte politisk og administrativ opmærksomhed på omstilling til og udvikling af det primære sundhedsvæsen og på de lokale problemer og behov indenfor sundheds-og omsorgsregionerne.

De nye sundheds- og omsorgsregioner får det samlede ansvar for sygehuse, almenmedicinske tilbud og den øvrige praksissektor. Samtidig får de ansvaret for en række opgaver på sundheds-og ældreområdet, som i dag bliver løst af kommunerne. De nuværende regioner nedlægges, og deres sundhedsopgaver overgår til de nye sundheds-og omsorgsregioner sammen med de opgaver, der overdrages fra kommunerne.

De eksisterende sundhedsklynger nedlægges.

Sundhedsstrukturkommissionen har i forhold til model 1 overvejet en variant (model 1a), hvor medlemmerne af regionsrådene ikke vælges ved direkte valg, men i stedet udpeges af kommunalbestyrelserne.

Model 2 - statsligt enhedssundhedsvæsen

I kommissionens anden model nedlægges regionerne, og staten overtager myndigheds-og driftsansvaret for sygehuse, almenmedicinske tilbud og den øvrige praksissektor. Derudover får staten ansvaret for en række opgaver på sundheds-og ældreområdet, som i dag bliver løst af kommunerne.

”Sundhed og Omsorg Danmark” er en fællesbetegnelse for det opgaveområde, som staten overtager ansvaret for. Det politiske ansvar er placeret hos ministeren for området, som fastsætter den overordnede strategi og udviklingsplan for sundhedsvæsenet. Der etableres en central bestyrelse og driftsorganisation under det ansvarlige ministerium, som har det overordnede driftsansvar med ansvar for den samlede økonomi (drift og anlæg) og centrale HR-funktion. Den daglige drift varetages af 8-10 decentrale, administrative enheder med en decentral bestyrelse for hver enhed.

Model 3 - sundhedsregioner

I den tredje model har regionerne fortsat ansvaret for sygehuse og praksissektoren, og kommunerne har fortsat ansvaret for deres nuværende opgaver på sundheds-og ældreområdet.

I modellen kan der ske en mindre samling af opgaver på sundheds-og ældreområdet, men modellen bygger på et rationale om en væsentlig mindre opgavesamling sammenlignet med model 1 og 2. Modellen indeholder til gengæld en række andre forslag, som skal understøtte bedre sammenhæng for borgerne og styrke en omstilling af sundhedsvæsenet.

Modellen indebærer bl.a., at en del af regionernes økonomi målrettes indsatser i det primære sundhedsvæsen. Modellen indeholder også et forslag, der skal styrke kommunernes incitament til at prioritere effektive forebyggelses- og plejeindsatser til gavn for borgerne.

Herudover indeholder modellen forslag om styrkede statslige krav til den kommunale opgavevaretagelse på sundhedsområdet. Desuden indebærer modellen en grundlæggende forandring af de nuværende sundhedsklynger og forslag til ændringer af regionernes politiske styreform med bl.a. oprettelse af geografisk forankrede nærudvalg.

Hvad angår antallet af sundhedsregioner, indeholder modellen to varianter: En variant, hvor antallet af regioner reduceres fra de nuværende fem til tre regioner, og en variant, hvor de nuværende fem regioner bevares.  

Sundhedsminister Sophie Løhde sagde ved pressemødet, at hun havde svært ved at se, at kommunerne ikke skulle have ansvaret for plejehjem, hvor hun faktisk talte imod model 1 og 2. Omvendt har regeringen også sagt, at status quo ikke er en mulighed - hvilket umuliggør model 3. Den endelige model fra politisk side bliver derfor måske en spiselig blanding af modellerne.