Stor kortlægning: Markante forskelle i varighedenen af biologisk psoriasisbehandling

Et nyt dansk studie giver for første gang et klart billede af, hvor længe psoriasispatienter bliver på behandling med biologiske lægemidler. Resultaterne viser, at der er store forskelle på, hvor længe patienter fortsætter deres behandling. Det er dog uklart, hvad årsagerne bag er.

Biologiske lægemidler kan holde psoriasis nede, men de helbreder ikke sygdommen. Derfor er det vigtigt, at behandlingen både virker og kan bruges gennem længere tid.

Forskerne har derfor undersøgt det, der på fagsprog kaldes medicinoverlevelse: hvor lang tid en patient fortsætter med et bestemt lægemiddel, før behandlingen bliver stoppet eller skiftet.

Det nye danske studie viser store forskelle mellem de biologiske lægemidler. Det gælder både patienter, der får biologisk behandling for første gang, og patienter, som tidligere har prøvet et eller flere biologiske lægemidler.

”Vi kan ikke kurere psoriasis – vi kan kun holde sygdomsaktiviteten nede ved hjælp af vedvarende behandling, så det er relevant at undersøge, hvor lang tid patienterne bliver på behandling med de forskellige biologiske lægemidler,” siger studiets hovedforfatter Christopher Willy Schwarz, ph.d. og læge ved Afdeling for Allergi, Hud- og Kønssygdomme på Herlev og Gentofte Hospital.

Studiet er udgivet i JAMA Dermatology og bygger på data fra det danske Dermbio-register. I alt indgår 4.438 patienter og mere end 7.000 behandlingsforløb fra 2007 til 2025.

Forskerne analyserede patienter, der aldrig tidligere havde fået biologisk medicin, og patienter, der allerede havde prøvet én eller flere biologiske behandlinger, hver for sig. Det skyldes blandt andet, at de nyere lægemidler kun i begrænset omfang er blevet brugt som første biologiske behandling i Danmark.

Patienter blev længst på behandling med ustekinumab

Blandt patienter, der fik biologisk medicin for første gang, klarede ustekinumab sig bedst målt på, hvor længe patienterne fortsatte behandlingen.

Efter fem år var 37 procent stoppet med ustekinumab. Til sammenligning var 51 procent stoppet med adalimumab og 54 procent med secukinumab.

Ustekinumab dæmper bestemte signalstoffer i immunforsvaret, som er med til at drive betændelsestilstanden ved psoriasis. Stoffet er efter patentudløb blevet billigere og er i Medicinrådets seneste anbefaling rykket op som andetvalg efter adalimumab.

Forskerne ved ikke, hvorfor patienterne bliver længere på ustekinumab.

”Man kan kun gisne om, hvorfor ustekinumab klarer sig bedre end adalimumab og secukinumab. En del af forklaringen kan handle om doseringen. De fleste biologiske lægemidler har en fast dosis uanset patientens størrelse, men ustekinumab kan man give i to forskellige doser, alt efter om patienten vejer under eller over 100 kilo. Det kan måske være en del af forklaringen,” siger Christopher Willy Schwarz.

Nye lægemidler klarer sig godt hos tidligere behandlede patienter

Blandt patienter, der allerede havde prøvet biologisk behandling, var det tre nyere lægemidler – bimekizumab, guselkumab og risankizumab – som patienterne blev længst på.

Efter to år var 27 procent stoppet med bimekizumab, 29 procent med guselkumab og 25 procent med risankizumab.

Det overraskede blandt andet forskerne, at bimekizumab klarede sig lige så godt som guselkumab og risankizumab.

”Vi kan se, at IL-17-hæmmeren bimekizumab ser ud til at have lige så høj medicin­overlevelse som de to IL-23-hæmmere, guselkumab og risankizumab, som man nok havde tænkt var de lægemidler, der havde længst medicinoverlevelse,” siger Christopher Willy Schwarz.

IL-17 og IL-23 er signalstoffer i immunforsvaret, som spiller en central rolle ved psoriasis. De forskellige biologiske lægemidler virker ved at blokere forskellige dele af denne betændelsesreaktion.

Andre lægemidler, der også hæmmer IL-17-systemet, klarede sig dårligere. Efter to år var 43 procent stoppet med ixekizumab, 56 procent med secukinumab og 55 procent med brodalumab.

Bivirkninger fik ikke flere til at stoppe

Bimekizumab er blandt andet forbundet med øget risiko for svampeinfektion i munden. Alligevel var der ikke flere patienter, der stoppede behandlingen på grund af bivirkninger. Tværtimod stoppede færre på grund af bivirkninger end blandt patienter, der fik de øvrige IL-17-hæmmere.

”Det er ret interessant. Det kan hænge sammen med, at effekten måske er så god, at patienterne bedre kan tolerere bivirkninger. Hvis deres psoriasis forsvinder helt, kan man godt leve med nogle bivirkninger, men hvis virkningen er dårligere, skal der måske ikke så meget til, før man skifter behandling,” siger Christopher Willy Schwarz.

Resultaterne ændrer ikke behandlingen her og nu

Selv om studiet viser tydelige forskelle mellem lægemidlerne, forventer Christopher Willy Schwarz ikke, at resultaterne umiddelbart vil ændre, hvilken behandling danske patienter får.

”Vi skal jo følge Medicinrådets retningslinjer, og det, synes jeg, egentlig er meget fint. Det sikrer, at der er lige adgang til sundhed, så behandlingsvalget ikke afhænger af, hvilken læge man kommer ind til,” siger han og fortsætter:

”I den ideelle verden, hvor økonomi ikke var et hensyn, ville vi da give de mest effektive behandlinger til alle. Men forskellen på lægemidlernes effekt er ikke så stor i øjeblikket, og så får prisen en stor betydning.”

Kan endnu ikke vælge behandling ud fra den enkelte patient

Forskerne undersøgte også, om bestemte egenskaber ved patienterne kunne forudsige, hvem der ville blive længst på en bestemt behandling.

Her fandt de ingen klare mønstre, som kan bruges til at vælge ét biologisk lægemiddel frem for et andet til den enkelte patient.

Højere alder og større kropsvægt var generelt forbundet med større risiko for at stoppe behandlingen. Blandt patienter, der fik biologisk medicin for første gang, stoppede kvinder desuden oftere på grund af manglende virkning eller bivirkninger.

Hos patienter, der tidligere havde fået biologisk behandling, var risikoen for at stoppe en ny behandling større, hvis de allerede havde prøvet mindst to andre biologiske lægemidler.

Men oplysninger som køn, alder og vægt er ikke præcise nok til at fortælle lægerne, hvilket lægemiddel der vil fungere bedst hos den enkelte patient.

”Vi vil jo gerne finde ud af, om der er nogle patientkarakteristika, som indikerer, at én behandling fungerer bedre end en anden. Der er desværre ikke noget i data, der peger mod mere personlig behandling. Køn, alder og vægt giver ikke klare svar. For at komme videre, skal man nok kigge dybere på immunologiske mekanismer og biomarkører. Det er fremtiden,” siger Christopher Willy Schwarz.

Biomarkører er målbare tegn i kroppen – for eksempel bestemte stoffer i blodet eller egenskaber ved immunsystemet – som på sigt måske kan bruges til at forudsige, hvilken behandling der passer bedst til den enkelte patient.

Artiklen er en omskrevet version af artikel, der har været bragt i Medicinske Tidsskrifters print-magasin for specialister og på Dermatologisk Tidsskrift