
”Der har været et stadigt stigende fokus på antallet og størrelsen af de kolesterolbærende partikler frem for alene på, hvor meget kolesterol de indeholder. Vores studie viser imidlertid, at disse mål skal ses i sammenhæng. Partikelantallet indeholder vigtig information, men kan ikke erstatte informationen om kolesterolindholdet,” siger Martin Bødtker Mortensen.
Voksende debat om kolesterol: Nyt studie forsvarer den almindelige måling
Der er kommet stigende debat om, hvordan man bedst måler risikoen for åreforkalkning og hjerte-kar-sygdom. Flere har argumenteret for, at man bør se mere på antallet af kolesterolbærende partikler i blodet og mindre på selve kolesteroltallet. Men et nyt stort dansk studie viser, at de to mål bør ses i sammenhæng.
Studiet viser, at det ikke er nok kun at måle antallet af de partikler i blodet, som transporterer kolesterol rundt i kroppen. Den almindelige måling af, hvor meget kolesterol der findes i partiklerne, indeholder fortsat vigtig information om risikoen for hjerte-kar-sygdom.
Det viser et nyt dansk studie offentliggjort i JAMA Cardiology. En af forskerne bag studiet er Martin Bødtker Mortensen, der er kardiolog og klinisk lektor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet samt adjungeret lektor ved Johns Hopkins University i USA.
Debatten handler blandt andet om en blodprøve, der måler stoffet apolipoprotein B, forkortet ApoB. ApoB er et protein, der sidder på de kolesterolbærende partikler, som kan være med til at skabe åreforkalkning. Da hver af disse partikler typisk har ét ApoB-protein, kan blodprøven bruges som et mål for, hvor mange af partiklerne der findes i blodet.
Flere amerikanske forskere har de senere år argumenteret for, at antallet af disse partikler kan være et bedre mål for risikoen for hjerte-kar-sygdom end de traditionelle kolesterolmålinger.
Det har ifølge Martin Bødtker Mortensen været med til at skabe en voksende interesse for ApoB blandt både patienter og sundhedsprofessionelle.
”Der har været et stadigt stigende fokus på antallet og størrelsen af de kolesterolbærende partikler frem for alene på, hvor meget kolesterol de indeholder. Vores studie viser imidlertid, at disse mål skal ses i sammenhæng. Partikelantallet indeholder vigtig information, men kan ikke erstatte informationen om kolesterolindholdet,” siger Martin Bødtker Mortensen.
Han peger på, at diskussionen også er rykket ud blandt patienter.
”De amerikanske forskeres synspunkt har ført til, at mange, både sundhedsprofessionelle og patienter, taler mere og mere om ApoB i Facebook-grupper, ligesom der også bliver talt meget om det i de fora, hvor der generelt er en skepsis overfor kolesterolmåling og -behandling.”
Det betyder blandt andet, at flere praktiserende læger i både USA og Europa bliver mødt af patienter, som spørger, om det stadig er tilstrækkeligt at få målt det almindelige kolesteroltal, eller om de også bør få målt antallet af kolesterolbærende partikler.
Den almindelige kolesterolmåling fortæller det meste
Ifølge Martin Bødtker Mortensen viser studiet, at det ikke er et spørgsmål om enten at måle kolesterol eller antallet af partikler. De to mål fortæller lidt forskellige ting om risikoen.
”Vores studie viser, at både kolesterolindholdet i blodet og partikelantallet har en betydning. Man kan ikke sige, at kolesterolindholdet fortæller hele historien – men det gør partikelantallet heller ikke. Ønsker man det fulde billede eller hele historien, så er man nødt til at måle både kolesterolindhold og ApoB. Man kan også formulere det på en anden måde: Man får stort set hele historien fortalt ved at kigge på kolesterolindholdet alene, men man kan få yderligere information eller opnå en yderligere lille gevinst ved også at se på ApoB.”
I de danske behandlingsvejledninger for forhøjet kolesterol og andre forstyrrelser i blodets fedtstoffer står der allerede, at læger kan overveje at måle ApoB som supplement til de almindelige kolesterolmålinger.
Målingen bliver også mere almindelig i både Danmark og resten af Europa. Men Martin Bødtker Mortensen understreger, at den bør bruges som et supplement og ikke i stedet for det almindelige kolesteroltal.
Hos de fleste mennesker følges de to mål nogenlunde ad. Har man meget af det kolesterol i blodet, som kan bidrage til åreforkalkning, vil man ofte også have mange kolesterolbærende partikler.
Men hos nogle mennesker passer tallene ikke helt sammen. En person kan for eksempel have et højt kolesterolindhold, men færre kolesterolbærende partikler end forventet. I det tilfælde kan risikoen for åreforkalkning og hjerte-kar-sygdom være lavere, end kolesteroltallet alene kunne tyde på.
Det modsatte kan også forekomme. En person kan have et forholdsvis pænt kolesteroltal, men samtidig have mange kolesterolbærende partikler. Her kan målingen af ApoB afsløre en højere risiko, end den almindelige kolesterolmåling umiddelbart viser.
Spiller typisk en birolle
I dag bruges ApoB især på specialiserede afdelinger og bliver ikke målt rutinemæssigt hos alle patienter med forhøjet kolesterol.
Ifølge Martin Bødtker Mortensen er det vigtigt, at praktiserende læger kender til målingen, fordi flere patienter efterspørger den. Men for de fleste spiller den fortsat en mindre rolle end det almindelige kolesteroltal.
”Det er vigtigt i den henseende, at praksislægen ved, at ja, ApoB kan rigtig nok spille en rolle, men det er typisk en birolle i forhold til kolesterolindholdet. ApoB kan helt afgjort have en betydning – men langt fra så stor betydning, som man taler om blandt eksempelvis patienter i facebook-grupper.”
På specialafdelinger kan ApoB blandt andet være relevant hos patienter med forhøjede triglycerider. Triglycerider er en anden type fedtstof i blodet. Hos disse patienter kan antallet af kolesterolbærende partikler afvige mere fra det, man ellers ville forvente ud fra kolesteroltallet.
”Der kan være patienter med eksempelvis forhøjede triglycerider i blodet. Her måler vi ApoB, fordi det i de tilfælde giver særligt god mening, da partikelantallet i de situationer kan være meget forskelligt fra, hvad der forventes ud fra deres kolesteroltal. Men vi måler det ikke ’per default’ hos alle patienter med forhøjet kolesterolindhold i blodet.”
Artiklen er en omskrevet version af artiklen Nyt studie: Kolesterol slår ApoB på hjerterisiko på Kardiologisk Tidsskrift
