Skip to main content


Professor Martin Hutchings fra Rigshospitalet mener, at traditionelle kemokure snart vil vige pladsen for nye kombinationer med antistoffer, som giver markant bedre resultater hos patienter med fremskreden lymfekræft

Kemoterapi på retræte: Nye lægemidler kan ændre behandlingen af aggressiv lymfekræft

Flere internationale studier viser, at traditionelle kemokure er på vej ud i behandlingen af patienter med fremskreden storcellet B-cellelymfom (LBCL).

LBCL er en aggressiv form for lymfekræft, hvor sygdommen ofte vender tilbage. Indtil nu har andenlinjebehandling ofte bestået af kombinationskemoterapi, men tre store studier har vist, at nyere lægemidler virker bedre end traditionel kemo hos patienter, som ikke kan få stamcelletransplantation eller CAR-T-celleterapi.

Ifølge Martin Hutchings viser de nye studier tydeligt, at de traditionelle kemokure ikke længere rækker for patienter med fremskreden lymfekræft. Uanset hvordan de nye lægemidler kombineres, giver de bedre resultater end almindelig kemoterapi.

”Studierne har det til fælles, at standardarmen (R-GemOx red.) klarer sig dårligt – og ligegyldig hvilken måde man bygger vores nye lægemidler ind i anden linje-paradigmet, så performer de bedre end standardarmen – endog meget bedre. Det bekræfter med stor overbevisning, at selvstændig behandling med konventionel kombinationskemoterapi ikke er en særlig anvendelig strategi for de her patienter,” siger Martin Hutchings, professor og leder af den hæmatologiske fase 1-enhed på Rigshospitalet.

Den vurdering deles af Tarec Christoffer El-Galaly, klinisk professor på Aarhus Universitet og formand for Dansk Lymfom Gruppe. ”Det bliver en spændende tid med flere og bedre muligheder for patienterne med tilbagefald. Udover effektivitet, er det også en fordel, at de nye behandlingskombinationer tåles rimelig godt – selv af de ældre patienter, hvor vi normalvis kan være tilbageholdende med fuld dosering af kemoterapi,” siger han.

I Danmark skal Medicinrådet vurdere, om patienter fremover kan få adgang til lægemidlet glofitamab (Columvi) sammen med kemoterapien GemOx efter første tilbagefald. Ansøgningen blev taget op 25. september 2025, men vurderingen er sat på pause i et såkaldt clock-stop, fordi dokumentationen fra virksomheden ikke er fyldestgørende. Clock-stop betyder, at Medicinrådets tidsplan midlertidigt sættes på hold, indtil de manglende oplysninger er leveret. Når sagen genoptages, er forventet dato for beslutning 25. marts 2026.

Glofitamab kan blive næste skridt

Ét af de tre studier, kaldet STARGLO, undersøgte netop kombinationen af glofitamab og GemOx. Resultaterne viste, at patienterne i gennemsnit levede næsten dobbelt så længe som dem, der kun fik den sædvanlige kemokombination R-GemOx. Glofitamab er et bispecifikt antistof, som får immunsystemets T-celler til at angribe kræftcellerne direkte. Lægemidlet er godkendt i EU, mens de amerikanske lægemiddelmyndigheder (FDA) foreløbig har sagt nej, fordi der var for få amerikanske patienter med i studiet til sikkert at vurdere effekten i en amerikansk population.

”Muligheden for at tillægge glofitamab til GemOx ville gøre en stor forskel for de mange patienter, som vi i dag mangler gode behandlingstilbud til i anden linje. Det er dén af de tre nævnte behandlingskombinationer, jeg helst ville have mulighed for at tilbyde patienterne som standard,” siger Martin Hutchings.

Han tilføjer, at det vil undre ham meget, hvis danske patienter ikke snart får adgang til mindst én af de nye kombinationsbehandlinger, som i studierne har vist bedre effekt end kemoterapi alene.

Fremtiden kan blive uden kemoterapi

Judit Mészáros Jørgensen, overlæge på Aarhus Universitetshospital, peger på, at nogle patienter måske helt kan undvære kemo. ”Fordelen ved SUNMO versus STARGLO er, at man i SUNMO har anvendt et kemofrit behandlingsregime. Det gør bivirkningsprofilen mere fordelagtig, og så kan mosunetuzumab-polatuzumab formentlig tilbydes til de af vores patienter, der ikke kan tåle kemoterapi,” sagde hun.

Martin Hutchings er enig, men understreger, at glofitamab + GemOx i øjeblikket er den mest realistiske mulighed i Danmark. ”Og har vi en patient, der er egnet til glofitamab-GemOx, som ikke tåler langvarig kombinationskemoterapi, så kan vi jo vælge at justere doseringen eller tidligt i forløbet helt undlade at give kemoterapi,” siger han.

Et behandlingslandskab i forandring

De nye lægemidler giver håb om, at flere patienter kan opnå langvarig sygdomsfrihed. Nogle af de nye kombinationer har vist, at over halvdelen af patienterne bliver helt sygdomsfrie efter behandlingen.

”Der er ingen tvivl om, at vi kan gøre det bedre ved at fjerne kemoterapien helt og kombinere bispecifikke antistoffer og ADC’er, som er mere potente. Vi har allerede nu data fra fase I/II-studier, der viser respons- og PFS-rater, der får SUNMO-kombinationen til at blegne,” siger Martin Hutchings. Han understreger dog, at de nye behandlinger stadig kræver tæt opfølgning, fordi langtidsvirkningerne endnu ikke er fuldt kendte.

 

 

Artiklen er en omskrevet og forkortet version af artiklen Kemoterapi på retræte: Behandling af fremskreden LBCL står overfor store forandringer på Hæmatologisk Tidsskrift