Skip to main content


Selvom det er tidlige data, der blev præsenteret på ASCO, så indikerer de, at Enhertu kan blive en ny standard for brystkræftpatienter, som tidligere har modtaget en eller flere hormonbehandlinger, siger Hella Danø, ledende overlæge på onkologisk afdeling ved Nordsjællands Hospital.

Gode resultater kan gøre Enhertu relevant for flere med fremskreden brystkræft

Lægemidlet Enhertu (trastuzumab deruxtecan, T-DXd), der er designet til at angribe et særligt protein (HER2) i kræftceller, har vist sig at kunne holde fremskreden brystkræft i ro i længere tid end almindelig kemoterapi. Det gælder for patienter, der tidligere er blevet behandlet for hormonfølsom brystkræft med lavt niveau af HER2-protein.

Det viser nye resultater fra fase III-studiet DESTINY-Breast06, som blev præsenteret på verdens største kongres for kræftlæger, ASCO.

Selvom det er tidlige data, der blev præsenteret på ASCO, så indikerer de, at Enhertu kan blive en ny standard for brystkræftpatienter, som tidligere har modtaget en eller flere hormonbehandlinger, siger Hella Danø, ledende overlæge på onkologisk afdeling ved Nordsjællands Hospital.

”Det er godt nyt for patienterne,” siger hun og fortsætter:

”Resultaterne fastslår, at T-DXd kan tages i betragtning som ny behandlingsmulighed i anden eller tredje linje efter endokrinterapi.”

Tidligere studier, der har gjort Enhertu (trastuzumab deruxtecan, T-DXd) kendt, har undersøgt dets effekt mod fremskreden brystkræft med både lavt og højt niveau af HER2-protein. HER2 er et protein, som kan få kræftceller til at vokse hurtigere. At målrette behandling mod HER2-proteinet er vigtigt, fordi det kan hjælpe med at bremse kræftens vækst.

I det nye forskningsstudie DESTINY-Breast06 har patienterne hormonfølsom brystkræft med spredning, som enten er HER2-lav eller HER2-ultralav. Det er første gang, vi ser effektdata på HER2-ultralav. Det er patienter med et minimalt HER2-udtryk, som tidligere er blevet kaldt HER2-negativ.

”Det nye paradigme og særligt spændende ved dette studie er den nye måde at se HER2-status på,” siger Hella Danø og fortsætter:

”Vi venter spændt på opdaterede resultater, for hvis den fordelagtige effekt fortsætter over lægere tid, kunne behandlingen meget vel blive ny standardbehandling i Danmark.”

Tendens til forbedret samlet overlevelse

Studiet omfattede 866 patienter, hvoraf 713 havde lavt niveau af HER2-protein og 153 havde meget lavt niveau af HER2-protein.

Patienterne blev tilfældigt fordelt til enten at modtage Enhertu eller en kemoterapi valgt af deres læge (denne kemoterapi kunne være capecitabin, nab-paclitaxel eller paclitaxel).

Resultaterne viste, at Enhertu forbedrede den tid, patienterne levede uden, at sygdommen blev værre (progressionsfri overlevelse) i gruppen med lavt HER2-niveau. Median overlevelsen uden sygdomsforværring var 13,2 måneder for Enhertu sammenlignet med 8,1 måneder for gruppen, der modtog kemoterapi.

Disse resultater var ens både for hele gruppen og for dem med meget lavt HER2-niveau.

Desuden fordoblede Enhertu næsten andelen af patienter, der reagerede positivt på behandlingen, både i grupperne med lavt og meget lavt HER2-niveau.

For patienter med lavt HER2-niveau reagerede 56,5 procent positivt på Enhertu (med 9 fuldstændige og 194 delvise forbedringer) sammenlignet med 32,2 procent i kemoterapi-gruppen (med ingen fuldstændige og 114 delvise forbedringer).

I hele studiepopulationen reagerede 57,3 procent positivt på Enhertu (med 13 fuldstændige og 237 delvise forbedringer) mod 31,2 procent i kemoterapi-gruppen (med ingen fuldstændige og 134 delvise forbedringer).

Hos patienter med meget lavt HER2-niveau reagerede 61,8 procent positivt på Enhertu (med 4 fuldstændige og 43 delvise forbedringer) sammenlignet med 26,3 procent i kemoterapi-gruppen (med ingen fuldstændige og 20 delvise forbedringer).

Data for den samlede overlevelse (OS) var ikke endelige ved den første analyse, men Enhertu viste en tendens til forbedret samlet overlevelse sammenlignet med lægens valgte behandling.

”Studiet indikerer at gruppen, der har gavn af T-DXd, kan udvides til også at omfatte patienter med HER2-ultralav brystkræft,” siger Hella Danø

Bivirkninger

Der opstod alvorlige bivirkninger hos 40,6 procent af patienterne, der blev behandlet med Enhertu, sammenlignet med 31,4 procent af dem, der fik lægens valgte kemoterapi. Lungesygdomme eller betændelse i lungerne blev set hos 11,3 procent af patienterne i Enhertu-gruppen, mens det kun var 0,2 procent i kemoterapi-gruppen.

”Jeg hæfter mig ved, at der er et vist ophør T-DXd-behandling på grund af pneumonitis (lungebetændelse, red.). Det skal man altså være opmærksom på,” siger Hella Danø.

 

enhertu, asco2024