Skip to main content

mammografi
mammografi

Stil krav til din læge: Få råd om kosttilskud

Stine Junge Albrechtsen

Alt for mange praktiserende læger har ikke tid til at drøfte forhøjet kolesteroltal, kost og kosttilskud med patienterne, så de overlader snakken til diætisten og sygeplejersken.

Den praktiserende læge støder på mange spørgsmål om emnet og kan have udfordringer med dels at besvare disse spørgsmål, dels at få tid til at hjælpe patienten med den skræddersyede livsstilsomlægning og behandling, der er nødvendig.

”Det er min oplevelse, at den ikke-medicinske behandling af patienter med forhøjet kolesterol i høj grad bliver ’tørret’ af på sygeplejersken eller evt. en diætist,” siger  Stine Junge Albrechtsen, der er klinisk autoriseret diætist i Roskilde.

Hun understreger, at hun ikke oplever ond vilje i sit samarbejde med praktiserende læger.

”De er bestemt optaget af emnet, og de vil gerne vide mere. De er bare tvunget til at prioritere, og de må se på, hvordan de bruger deres tid mest effektivt, derfor går de måske heller ikke ind i patienternes spørgsmål om kosttilskud,” siger hun.

Og her stemmer hendes oplevelser i det daglige overens med en undersøgelse kosttilskudsproducenten Meda har foretaget. Her fremgår det, at 96 af de deltagende læger ønsker yderligere viden om kosttilskud, der har en positiv effekt på risikoen ved forhøjet kolesteroltal.

Undersøgelsen viser også, at 65 procent af de læger, der ikke selv anbefaler patienterne brug af kosttilskud,  har en sygeplejerske eller diætist tilknyttet.

”Jeg har det lidt blandet med, at det ikke i så høj grad er lægerne, der rådgiver patienterne. Selvfølgelig skal en læge give sin patient nogle brugbare råd. Men kostomlægning kan ikke klares med to gode råd. Og her er det jo helt rigtigt at sende videre til en diætist,” siger hun.

Stine Junge Albrechtsen forstår godt den praktiserende læges udfordringer, men hun understreger, at der er dokumenteret effekt ved at hjælpe patienter til livsstilsomlægninger, der både kan omfatte kost og kosttilskud.

”Mange patienter vil gerne bruge kosttilskud, og jeg ved godt, det er en hurdle for lægerne, at der i hvert fald hidtil ikke har været dokumentation som den man er vant til med medicin. Men skal man være lidt grov, så kan man jo sige, at det værste, der kan ske ved at tage kosttilskud, er at der ikke sker noget. Og det kan man jo ikke altid sige om medicin,” siger hun.

”Behandlingen skal skræddersyes. Både når vi taler om medicinsk behandling og livsstilsomlægning. Det tager tid og kræver, at man tager hensyn til, hvad patienten selv gør i forvejen og hvad man forvente, at patienten kan ændre,” siger hun og understreger, at der er dokumenteret effekt.

”Vi ved, at det virker. Og vi ved, hvad vi skal hjælpe patienten med at fokusere på. Der er individuelle udsving, men for langt de fleste handler det om, hvilket fedt de vælger, at de får nogle kostfibre og at de er så fysisk aktive, som deres helbred tillader,” siger hun.

For Stine Junge Albrechtsen foregår samarbejdet med den enkelte praktiserende læge oftest virkelig godt. Hun finder, at de er gode til at sende patienter videre, når der er brug for diætistens ekspertise.

”Når jeg taler med lægerne oplever jeg meget goodwill. Men der er etiske dilemmaer her. De kan ikke bare henvise fra det offentlige regi til en privatpraktiserende diætist. De skal henvise til andre offentlige instanser som de kommunale tilbud, sundhedscentre og hospitaler. Man kan ikke bare ’sælge’ en privat ydelse fra en offentlig rolle.  Det kan der være en dårlig etik i.”

Diætist Stine Junge Albrechtsens behandling af patienter med let og moderat forhøjet kolesteroltal:

  • Fiberholdig kost. Fibre i kosten sænker kolesteroltallet
  • Kosten skal ændres, så patienten spiser mindre animalsk fedt og mere vegetabilsk fedt.
  • Fysisk aktivitet. Patienten skal røre sig så meget som det nu kan lade sig gøre. Lidt har også ret.

Uddrag af Medas undersøgelse blandt 100 praktiserende læger.

  • I gennemsnit ser deltagerne månedligt 30 patienter med forhøjet kolesterol
  • Omkring 85 procent af patienterne har mild eller moderat forhøjet kolesteroltal
  • Næsten alle deltagere giver patienterne råd om livsstilsændringer, halvdelen af deltagerne udskrev typisk medicin. Kun en meget lille del anbefalede kosttilskud
  • De få læger, der anbefaler kosttilskud, anbefaler HUSK, fiskeolie, hvidløgspiller eller Q10
  • Ud af de praktiserende læger, der typisk ikke selv anbefaler kosttilskud, havde 65 procent af dem en sygeplejersker eller diætist tilknyttet

 

 

Kolesteroltal, kost, kosttilskud, praktiserende læge