Hjernen kan hjælpe med at lindre kløe
Hjernen og nervesystemet har stor betydning for oplevelsen af kløe, og måske kan placebo hjælpe patienter med kløe på vej. Det kom frem ved et oplæg på kongressen EADV, som klinisk lektor og overlæge ved Klinik for Allergi, Hud og Kønssygdomme på Gentofte Hospital Jesper Elberling lyttede med på.
Under et plenarforedrag på EADV-kongressen præsenterede Sonja Ständer, som er professor i dermatologi og neurodermatologi ved Dermatologisk Afdeling og leder af det tværfaglige kompetencecenter for kronisk kløe (Chronic Pruritus Center, KCP) på Universitetshospitalet i Münster, Tyskland, området for kløe. Hendes oplæg omfattede en bred gennemgang af faktuel viden samt forskellige hypoteser og teorier inden for kløe.
Sonja Ständer belyste, hvordan hjernen sammen med nervesystemet fungerer som et funktionelt organ, der spiller en stor rolle for patientens oplevelse af kløe. Én af dem, der lyttede med ved oplægget, var klinisk lektor i dermatologi ved Københavns Universitet, Jesper Elberling.
”Der findes ingen universel behandling til den enkelte patient. Derfor er det vigtigt at spille på alle tangenter,” siger Jesper Elberling.
Undlad at tale kløen op
Én af de ting, som Jesper Elberling særligt bed mærke i, var, hvordan vi kan påvirke hjernen, så kløen enten føles værre eller bedre. For eksempel kan stress, angst og depression kan gøre kløe værre. Men ved at undgå at skabe en negativ forventning – noget vi kalder en noceboeffekt – kan vi måske bruge det modsatte, en placeboeffekt, til positivt at påvirke oplevelsen. Sonja Ständer nævnte en undersøgelse, som Elberling fandt meget interessant. I denne undersøgelse blev patienter behandlet med en medicin kaldet ciclosporin i kapselform, tilsat en smag som for eksempel jordbær. Efter flere behandlinger med den rigtige medicin fik patienterne en placebo-kapsel med samme smag. Resultaterne viste, at denne placebobehandling nedsatte niveauet af et immunsystem-molekyle kaldet IL2 lige så effektivt som den rigtige medicin. Dette viser, at placeboeffekten kan have en stærk og langvarig virkning.
”Det er en sjov måde at koble placeboeffekter til klinikken på, da placebo normalt er en effekt, vi justerer for i studier, men som vi ikke arbejder bevidst med i praksis. Jeg kan godt se nogle muligheder i at undersøge, om man for eksempel ved behandling med biologisk medicin kan udskifte nogle af indsprøjtningerne med placebo for at mindske mængden af medicin uden at påvirke effekten. Det er dog vigtigt, at patienten er fuldt informeret om, at der bliver givet placebo, hvis sådan en strategi viser sig at være effektiv. Jeg tænker, der er behov for studier, som specifikt undersøger sådanne mulige effekter blandt dermatologiske patienter, da det kan åbne for muligheder i behandlingen af både de sensoriske fænomener som kløe og smerte, men også inflammationen,” siger Jesper Elberling.
Kommunikation påvirker oplevelsen af kløe
Sonja Ständer understregede vigtigheden af, hvordan lægerne taler med patienter, da det kan påvirke deres følelse af kløe. Hun påpegede, at patientens oplevelse af kløe kan blive værre, hvis man fremhæver kløen inden en test som histaminpriktesten. Her vil en kvaddel, der er en lille hævelse på huden efter en allergitest, blive større, hvis patienten er blevet påvirket til at forvente mere kløe. Sonja Ständer og hendes kolleger ved universitetet i Münster er ved at oprette en forskningsgruppe inden for psykodermatologi for at dykke dybere ned i disse sammenhænge. Jesper Elberling finder også dette arbejde relevant og interessant set fra et dansk perspektiv.
”Vi kan med vores patientkommunikation tilføje nogle positive effekter til behandlingen. Det er noget, vi alle skal arbejde med i dermatologien. I stedet for ubevidst at komme til at trykke på de negative forventninger om, at tilstanden kun bliver værre, skal vi trykke på håbet og informere patienten om, at det godt kan lade sig gøre at afhjælpe kløen på sigt. Jeg er selv meget optaget af, hvordan vores sprog som læger kan påvirke patienten. Jeg tror på, at de yngre læger i dag allerede er godt på vej på det område, fordi der er kommet mere fokus på og viden om kommunikation på lægeuddannelsen,” siger han.
Må ikke være løftet pegefinger
Selvom oplægget viste, at hjernen kan påvirkes på mange måder for at regulere kløe, er der én mekanisme, der er særligt vanskelig at kontrollere: kløe-krads-cirklen. Denne ond cirkel starter, når patienten kradser sig. Dette kradseri beskadiger de perifere nerver, som derved bliver færre, men paradoksalt nok øges antallet af frie nerveender, der kan opfange kløesignaler. Yderligere kradseri belaster også de spinale nerver i rygmarven, hvilket fører til ændringer i både frigivelsen af kemiske signalstoffer og aktiviteten af nervereceptorer. Disse ændringer kan øge kløefornemmelsen, hvilket får patienten til at kradse mere, og dermed forstærkes cirklen.
”Det kan være problematisk at sige til patienten, at vedkommende ikke må kradse, det kan i stedet forværre den negative spiral. I stedet kan man oplyse om, at det at kradse kan forværre kløen og prøve at guide patienten i kløemodellerende teknikker, som måske kan afhjælpe,” siger Jesper Elberling og tilføjer:
”Igen handler det om at tale til de positive effekter.”