
”Det var spændende at høre om alt det, man kan gøre for at øge livskvaliteten,” mener formand for Brystkræftforeningen, Anja Hansen, som var med, da PatientAkademiet den 12. april holdt det første af fire arrangementer om livskvalitet.
Brystkræftformand: Livskvalitet handler også om sjælen
Der er stadig for meget fokus på den sygdomsrelaterede del af livskvaliteten, mener Anja Hansen, formand for Brystkræftforeningen.
”Det var spændende at høre om alt det, man kan gøre for at øge livskvaliteten,” mener formand for Brystkræftforeningen, Anja Hansen, som var med, da PatientAkademiet den 12. april holdt det første af flere arrangementer om livskvalitet.
Deltagerne kom fra hele landet fra mere end 50 forskellige patientforeninger for at lytte til oplæg og diskutere, hvad livskvalitet er.
Anja Hansen savner, at der generelt kommer en mere helhedsorienteret tilgang til begrebet livskvalitet.
”Jeg arbejder med livstruende kræftsygdomme. Vores hovedproblem er, at det kun er en lille del af det, vi som patienter mener er et meningsfuldt liv, der bliver dokumenteret og indgår i vurderingen af, om et lægemiddel er pengene værd. Derfor var psykolog Bobbys Zachariaes oplæg interessant (Bobbys Zachariae var oplægsholder på PatientAkademiets første arrangement, red.). Han talte om alt det, man kan gøre for at højne folks livskvalitet. For eksempel hvis man ændrer søvnmønstret. Det, synes jeg, er interessant. Det kan man bruge det til noget, for han arbejder evidensbaseret,” understreger hun.
Som formand i Brystkræftforeningen har hun mange eksempler på, at patienter oplever, at egen læge ikke forholder sig til, at de har haft kræft. Holdningen blandt læger er, at de er videre i deres liv, og derfor er det ikke ’lægens bord’. Det betyder, ifølge Anja Hansen, at når lægerne ikke arbejder helhedsorienteret og ser kvinderne som en person, så mister kvinderne tilliden til dem.
”Lægen Louise Redder indrømmede jo også under sit oplæg, ’hvordan definerer en læge livskvalitet’, at når folk kommer til hende, så taler de primært om de fysiske symptomer, fordi de tror, at det er det eneste, hun som læge kan forholde sig til. Det betyder, at det kun er bivirkninger og symptomer, de måler på. Altså den sygdomsrelaterede del af livskvaliteten. Det er den, som er nem at måle på, og som lægerne forstår sig på, og som de måske kan gøre noget ved. Men det er en kæmpestor bias, at det er det, som kommer til at indgå i litteraturen, og som bliver definitionen på livskvalitet,” forklarer Anja Hansen.
Hun mener, at alle aspekter ved Bobbys oplæg var interessante og burde interessere de praktiserende læger.
”Det handler om at få et godt liv med og efter kræft. Det er essensen af det, vi efterlyser, at der er nogen at tale med om det. Og hvis den praktiserende læge ikke synes, det er ham, hvad gør vi så? ”
Læs også PatientAkademiets tidligere interview med Anja Hansen:
Brystkræftforeningen: Patienter føler sig ofte overset af egen læge efter behandlingsforløb
Læs de øvrige artikler fra arrangementet:
Psykolog: Tilgivelse og målrettet træning af søvn og livssyn gør livet bedre
Patienter var enige: Vi skal tale mere om livskvalitet
PatientAkademiet sætter fokus på livskvalitet på flere møder