Mette Brehm Johansen

Der mangler viden om sammenhængen mellem autoimmune gigtsygdomme og lungefibrose blandt sundhedspersonale og patienter, hvilket resulterer i unødigt lange udredningstider og snørklede patientforløb.

Det viser en ny rapport fra VIVE, der har undersøgt udredningsforløb blandt patienter med  en autoimmun gigtsygdom som leddegigt, systemisk sklerodermi og polymyositis, der får lungefibrose.

“Vores undersøgelse viser, at der er rigtig mange forskellige veje til at blive diagnosticeret med lungefibrose for patienterne med autoimmune gigtsygdomme. Derudover kan vi konkludere, at der generelt mangler viden og sammenhæng i sundhedssystemets håndtering af patienterne, hvilket gør, at en del patienter oplever unødigt lange forløb,” siger senioranalytiker fra VIVE og ph.d. Mette Brehm Johansen, der er en af analytikerne bag rapporten.

Undersøgelsen er baseret på 25 kvalitative interviews med både patienter og centrale aktører i udredningsforløbene som reumatologer og lungespecialister fra både regionalt og højtspecialiseret niveau. 

Utilstrækkelig viden

Rapporten peger på, at den manglende viden om sammenhængen mellem autoimmun gigtsygdomme og lungefibrose både i almen praksis og på hospitalsniveau gør, at mistanken om lungefibrose sjældent opstår tidligt i forløbet. 

Den primære udfordring er altså ikke udredningen, men at lægerne har den rette viden om, at der er en sammenhæng og på den baggrund få mistanken om, at en patient kan have lungefibrose - lige meget om de er diagnosticeret med en gigtsygdom eller ej. 

“Det lader til, at der mangler viden og opmærksomhed i nogle af de knudepunkter, som patienternes forløb går igennem, så mistanken måske ikke opstår. Det understreger, at udredningen og behandlingen af de her patienter kræver et nært samarbejde på tværs af afdelinger og specialer for at kunne fange patienterne i tide,” siger Mette Brehm Johansen.

For syv ud af 16 af patienterne i rapporten gik der mere end 12 måneder fra de oplevede lungesymptomer til, de fik diagnosen. Tid, hvor lungefibrosen har kunnet udvikle sig, hvilket er særligt alvorligt for patienter med en hurtigt fremskreden form for lungefibrose.

“Det er ikke alle læger, der ved eller har opmærksomhed på, at der kan være en sammenhæng med lungefibrose. Der findes derfor ikke en klar vej til diagnosen lungefibrose for de her patientgrupper til stor frustration for patienterne, og som også i sidste ende kan betyde, at deres tilstand i mellemtiden kan være blevet forværret,” siger Mette Brehm Johansen.

De fleste patientforløb er præget af udredning og behandling af andre lungesygdomme, hvor patienter eksempelvis modtager antibiotika eller astmamedicin for at afhjælpe symptomerne, bliver viderehenvist til lungespecialister for at få testet lungefunktion eller udredt i kræftpakker for at undersøge om eksempelvis lungekræft kunne være en mulig forklaring. 

For andre patienter bliver lungefibrosen opdaget på scanningsbilleder - nogle gange tilfældigt - hvor de derefter bliver viderehenvist til højtspecialiseret tilbud.

Subgruppe under radaren 

Andelen af leddegigtpatienter, der udvikler lungefibrose, er relativt lille, hvilket også kan forklare den manglende viden og fokus på området, peger Mette Brehm Johansen på. 

“Forekomsten er ikke særlig høj, og derfor er det en særlig subgruppe af patienter, der er tale om, som lader til ofte at gå under radaren. Det lader dog ikke til at være tilfældet for sklerodermi-patienterne, hvor der er en systematisk tilgang, da forekomsten er højere,” siger hun.

Sklerodermi har en relativ lav prævalens, hvor lungeinvolvering dog er almindelig, da halvdelen af patienterne udvikler lungefibrose. For leddegigtpatienter, hvor prævalensen er højere, forekommer lungeinvolvering kun i to til 10 procent af tilfældene. Her viste rapporten, at fokus og viden om sammenhæng mellem sygdomstyperne generelt var mere udbredt for sklerodermi-patienterne end leddegigtpatienter.

Og det tyder på, at der er viden om sammenhængen, men at den med fordel vil kunne udbredes til flere aktører, der er involveret i patientforløbene, forklarer Mette Brehm Johansen. Samtidig er det forskelligt om patienterne udvikler lungesymptomer først og derefter får diagnosticeret en autoimmun gigtsygdom eller omvendt, hvilket også er med til at bidrage til udfordringen. Derudover spiller lav kapacitet i sundhedssystemet også ind på de længere udredningsforløb, fremgår det af rapporten.

Uenighed om løsning

Eksperterne i undersøgelsen peger på en række tiltag for at løse problematikken, som mere uddannelse og viden om lungefibrose og sammenhængen med autoimmun gigtsygdomme i både almen praksis og på hospitalsniveau, hvor særligt radiologerne er i fokus.

“Klinikerne i vores undersøgelse pegede på, at radiologerne kunne få en mere aktiv rolle, da de er centrale aktører i at få skabt mistanken om lungefibrose. Derudover pegede de fleste også på, at det var centralt, hvordan de skriftlige informationer som beskrivelse af scanningsbilleder blev formuleret tilbage til den læge, der har bestilt scanningerne, da de skal være præcise, så det er tydeligt, om eventuelle forandringer er noget, der skal handles på,” siger Mette Brehm Johansen.

Eksperterne er dog uenige i, hvordan en mere systematisk tilgang med fokus på at aktivere eksisterende viden bedst kan lade sig gøre specifikt for leddegigtpatienter, og hvem der vil have det største udbytte af mere viden, forklarer Mette Brehm Johansen.

“Specialisterne var uenige om, der skal et mere systematisk fokus på lungeinvolvering for leddegigtpatienter, fordi det kun er en lav procentdel, der rammes. Det kan derfor skabe en unødig bekymring hos patienterne, der i forvejen har en sygdom med mange facetter at forholde sig til,” siger hun.

Derudover var formidlingen om en diagnose mellem læge og patient også en klar problematik, hvor flere patienter ikke var klar over, at de havde diagnosen lungefibrose eller vidste, at de var i særlig risikogruppe. 

“Det var meget forskelligt, hvordan lægerne kommunikerer diagnosen til sine patienter, hvilket ofte munder ud i misforståelser og forvirring om deres tilstand og sygdomme,” siger Mette Brehm Johansen, der forklarer, at særligt sprogbrugen har skabt forvirring, da lungefibrose også kan omtales som “arvæv på lungerne”, “fibrotiske forandringer” og “gigt i lungerne”.

Naturlige celler i kroppen kan overtrækkes med anti-inflammatoriske receptorer og transportere lægemidler rundt i kroppen, der reducerer inflammation. Det viser nye lovende resultater i et svensk dyreforsøg. 

Små nano-celler skal transportere lægemidler rundt i kroppen, der reducerer inflammation blandt mennesker med autoimmune betændelsestilstande.

Det er tanken bag en ny teknik, som viser lovende resultater i et nyt svensk studie, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature Biomedical Engineering.

I de nye resultater spiller de ekstracellulære vesikler (EV’er) en hovedrolle, da de udover sine normale funktioner i kroppen, nu med succes i dyreforsøget kan overtrækkes med IL-6-receptorer, som binder sig til de inflammatoriske stoffer som TNF-α og interleukin 6 (IL 6). 

Den svenske forskergruppe undersøgte derfor om EV’erne på den måde kan fungere som terapeutiske midler til blandt andet multipel sclerose og inflammatoriske tarmsygdomme. 

Resultaterne viser en signifikant reduktion af de neurologiske symptomer, der ses ved MS-opblussen ved behandling med terapeutiske EV’er. For musemodeller for IBD var der en signifikant stigning i overlevelse, som også sås for sepsis, som forskergruppen også undersøgte. 

Det tyder på en vellykket dæmpning af det inflammatoriske respons, hvorfor forskerne bag studiet peger på, at EV’er kan være en lovende behandling af betændelse, men de peger samtidig på, at teknikken også har et stort potentiale for mange andre sygdomme.

Brystkræft forekommer hyppigere hos kvinder med skizofreni end hos alle andre. Og nu kommer finske forskere med en forklaring. I et nyt registerstudie konkluderer de, at behandling i mange år med visse antipsykotika kan associeres med en 56 procent øget risiko for brystkræft.

Det gælder især antipsykotika, der øger prolaktin-koncentrationen. Og derfor er monitorering af prolaktinæmi og behandling af hyperprolaktinæmi meget vigtig blandt kvinder med skizofreni, som er i behandling med denne type antipsykotika, hedder det i studiet, som også noterer, at kvinders øgede risiko for brystkræft ligger på 25 procent.

Forklaringerne på den øgede risiko er flere, ifølge forfatterne, der har Heidi Taipale fra University of Eastern Finland i spidsen. Dels har kvinder med skizofreni også øget forekomst af risikofaktorer for brystkræft, såsom højere rater af fedme, diabetes og tobaksrygning samt lavere rater af fødsler og amning, i forhold til baggrundsbefolkningen. Desuden er høje koncentrationer af prolaktin associeret med en højere risiko for udvikling af brystkræft, skriver forfatterne.

Ifølge studiet, der er offentliggjort i i tidsskriftet Lancet Psychiatry, er behandling med et antipsykotisk præparat, som ikke øger prolaktin-koncentrationen, såsom quetiapin, aripiprazol eller clozapin, ikke associeret med øget risiko for brystkræft, uanset hvor længe behandlingen varer.

I forhold til ingen eller minimal behandling med et antipsykotikum, som øger prolaktin-koncentrationen, såsom risperidon eller olanzapin, er den kortvarige behandling (1 til 4 år) heller ikke associeret med øget risiko for brystkræft. Men længere behandling (mindst fem år) med et antipsykotisk præparat, der øger prolaktin-koncentrationen, blev associeret med en 56 procent øget risiko for brystkræft.

Kvinder, der har haft brystkræft, kan med ro i sindet smide præventionen, hvis de ønsker at få børn. Risikoen for medfødte abnormiteter hos barnet er ikke større end hos den generelle befolkning, og brystkræft-overlevende, der bliver gravide, har en bedre overlevelse.

Det viser et nyt studie, hvis resultater er publiceret i Journal of Clinical Oncology, hvor forskerne gennem en systematisk litteraturgennemgang har identificeret undersøgelser omhandlende patienter med en graviditet efter brystkræft. Herefter har de vurderet sandsynligheden for graviditet efter brystkræft, kvindernes reproduktive resultater samt kvindernes sikkerhed under graviditeten.

Ud af knap 6.500 identificerede optegnelser blev 39 inkluderet, omhandlende cirka otte mio. kvinder fra den generelle befolkning og knap 113.000 patienter med brystkræft, hvoraf 7.505 blev gravide efter deres diagnose. Metaanalysen viser, at de brystkræft-overlevende havde 60 procent mindre sandsynlighed for at få en efterfølgende graviditet sammenlignet med den generelle befolkning. Risici ved kejsersnit samt forekomsten af lav fødselsvægt, for tidlig fødsel og lav gestationsalder (fostrets aktuelle alder) var signifikant højere hos de brystkræft-overlevende – især hos dem, der tidligere havde fået kemoterapi – sammenlignet med den generelle befolkning. Til gengæld blev der ikke observeret nogen signifikant øget risiko for medfødte abnormiteter eller andre reproduktive komplikationer.

Sammenlignet med patienter med brystkræft uden efterfølgende graviditet havde dem med en graviditet bedre sygdomsfri overlevelse (HR: 0,66) og samlet overlevelse (HR: 0,56). Der blev observeret lignende resultater efter korrektion for potentielle confounders og uanset patient, tumor og behandlingskarakteristika, graviditetsresultat og tidspunkt for graviditet.

Resultaterne giver betryggende bevis for sikkerheden ved at blive gravid hos kvinder med tidligere brystkræft, konkluderer forskerne bag undersøgelsen. De påpeger, at dataene kraftigt understøtter behovet for at overveje patienters graviditetslyst som en afgørende komponent i deres overlevelsesplan og forventning om at vende tilbage til et normalt liv.

Det humane monoklonale antistof OX40 har i et fase II-studie vist sig lovende til behandling af moderat til svær AD. Dermed er en helt ny type lægemiddel med sygdomsmodificerende potentiale godt på vej til behandling af atopisk eksem (AD). 

Forskerne har i et fase II-studie testet fire doser af subkutant administreret KHK4083/AMG 451: 600 mg én gang hver anden eller hver fjerde uge eller 300 mg hver anden uge eller 150 mg hver fjerde uge, og forsøget har givet signifikante forbedringer målt ved EASI-score fra baseline til uge 16, nemlig 54,7 og 49,7 procents forbedring ved 600 mg hver anden eller fjerde ude og 61,1 og 48,3 procents forbedring ved 300 mg hver anden eller fjerde uge. 

“Disse data er spændende, fordi lægemidlet har potentiale til sygdomsmodifikation ud over at kontrollere symptomerne på sygdommen," fortalte studiets førsteforfatter Dr. Emma Guttman-Yassky, fra Mount Sinai i New York City på EADV-kongressen for nylig.

KHK4083/AMG 451 målretter og hæmmer aktiviteten af ​​OX40-receptoren, som er til stede hos patienter med atopisk dermatitis og er kritiske i sygdommens patofysiologi.

Den randomiserede, dobbeltblindede, placebokontrollerede undersøgelse omfattede 274 voksne i USA, Japan, Canada og Tyskland med moderat til svær atopisk dermatitis, som ikke var tilstrækkeligt kontrolleret med topikale lægemidler.

Studiet viste også markante forbedringer af lægemidlet ift. kløe og opnåelse af klar hud, og ifølge Emma Guttman-Yassky er noget af det mest spændende ved resultaterne, at de fleste patienter på de højere doser opretholdt EASI-75-responset i løbet af 20 ugers opfølgning efter behandlingens stop.

Fase III studiet af det nye first-in-class lægemiddel indledes i starten af 2022.

Kortikostereoider har været mistænkt for at være årsag til, at patienter med atopisk eksem (AD) har øget risiko for at brække knoglerne, men britiske forskere har i et omfattende studie ikke kunnet bekræfte sammenhængen.

Patienter med AD bør alligevel screenes for brudrisiko, mener de britiske forskere, der i deres studie offentliggjort i Journal of Allergy and Clinical Immunology: In Practice har analyseret data fra over en halv million voksne med atopisk eksem og sammenlignet dem med data fra 2,6 millioner voksne uden eksem.

Formølet var at undersøge sammenhængen mellem AD, behandling med kortikostereoider og risiko for knoglebrud og resultaterne viste, at især AD-patienters rygsøjle og hofter er udsat for brud, og jo mere alvorlig sygdommen er, des større er risikoen for frakturer. 

Men denne sammenhæng sås også efter justering for brug af orale lægemidler baseret på kortikosteroider, og det tyder på, at disse behandlinger ikke nødvendigvis er årsagen.

Forfatterne mener imidlertid, at der skal mere evidens til helt at udelukke kortikosteroiderne som medvirkende årsag, og de understreger, at klinikere i overensstemmelse med flere retningslinjer for behandling af atopisk eksem, bør forbeholde brugen af orale kortikosteroider til ekstraordinære omstændigheder. Samtidig noterer forfatterne, at flere retningslinjer anbefaler screening for brudrisiko hos voksne, der tager orale kortikosteroider. Retningslinjerne nævner ikke specifikt atopisk eksem, hvilket forfatterne mener de bør gøre.

"Vores resultater indikerer, at man bør overveje at inkludere atopisk eksem, og især svær atopisk eksem, i retningslinjer for screening af frakturerisiko. Yderligere forskning bør undersøge, hvorfor der er en sammenhæng mellem atopisk eksem og knoglebrud, herunder hvilken rolle topiske kortikosteroider spiller," hedder det i studiet.

Studiet er publiceret i the Journal of Allergy and Clinical Immunology: In Practice.