“Det er glædeligt, at der er udsigt til at vi kan få en national handlingsplan, som vi længe har talt for vigtigheden af. Nu er vi bare spændte på, hvad den endelige plan kommer til at indeholde," siger Annette Erlangsen.
Udsigt til handleplan for selvmord vækker glæde
Efter år med alt for høje selvmordsrater i Danmark er tiden nu kommet til at få en national handlingsplan for forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg. En anbefaling heraf indgår i det udspil til en 10-årig psykiatriplan, som Sundhedsstyrelsen barslede med for en måned siden.
Og det falder i rigtig god jord hos Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse, som længe har råbt vagt i gevær.
“Det er glædeligt, at der er udsigt til at vi kan få en national handlingsplan, som vi længe har talt for vigtigheden af. Nu er vi bare spændte på, hvad den endelige plan kommer til at indeholde, og ikke mindst hvor mange midler, der bliver afsat til at støtte op om en handlingsplan og om de øvrige initiativer vedrørende selvmord, som psykiatriplanen indeholder,” siger Annette Erlangsen, programleder ved Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse (DRISP).
Hun peger på, at udviklingen de seneste ti år i antal selvmord og selvmordsforsøg ikke er blevet bedre, ligesom Danmark topper OECD’s statistikker over selvmordsrate under indlæggelse. Således begik 791 indlagte selvmord i perioden 1995-2016, svarende til 5,2 pct. af det totale antal selvmord.
De akutte tilbud skal styrkes
Foruden forslaget til en handleplan for selvmordsforebyggelse rummer udspillet til en 10-årig psykiatriplan også en anbefaling om “Let og hurtig adgang til akutte psykiatriske tilbud for mennesker med akut opstået eller akut forværret psykisk lidelse, og styrkelse af de udgående akutte funktioner”. Her sigtes mod etablering af landsdækkende udgående akutte funktioner, fælles principper for visitation til psykiatriske akutmodtagelser, ligesom der peges på behovet for forsøg med en borgerrettet psykiatrisk telefonlinje, der kan være med til at forebygge selvmord. Det sidste for at supplere frivilligsektorens mange telefonrådgivninger, hvis udfordring er, at de ikke har kompetence til at henvise til akuttilbud, visitere til indlæggelse eller igangsætte en opfølgende indsats.
“Det vil være rigtig godt at få styrket de akutte tilbud. Især til mennesker i størst risiko for selvmord, hvilket er dem, der netop er udskrevet fra hospital. For dem er der brug for at sikre mod huller i overgangen, så der kommer en kontinuitet og koordinering i forløbet, og de kan fortsætte i behandling på et tidspunkt, hvor der er brug for tæt opfølgning,” siger Annette Erlangsen.
Noget andet hun glæder sig over er, at planen anerkender det afgørende i at mennesker med selvmordstanker identificeres og visiteres til et relevant tilbud. Således hedder det her, at der “allerede findes findes allerede enkelte læringsprogrammer udviklet til frontpersonale, men indsatsen ift. frontpersonalet kan med fordel intensiveres”.
Nationalt partnerskab skal komme med forslag
Ifølge udspillet til en psykiatriplan bør første skridt i udarbejdelse af en national handleplan være inddragelse af Sundhedsstyrelsens nationale partnerskab for forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg. Partnerskabet har eksisteret siden 2017 og er netop forlænget med yderligere fire år til 2024. Og her håber Annette Erlangsen, som selv er med i partnerskabet, så bare, at der følger flere penge med end hidtil, og at det faktisk får mandat til at komme med konkrete forslag.
“I de fem år vi har haft partnerskabet har der været afsat en million kroner årligt til forebyggende initiativer, uden at det har ændret på tallene for selvmord og selvmordsforsøg. Så det er helt andre beløb man skal op i, for at det vil kunne gøre en forskel,” påpeger hun og forventer, at mandatet ændres, så det bliver muligt for partnerskabet faktisk at pointere ting, der burde adresseres i en national handleplan.
Ifølge Sundhedsstyrelsen blev der i 2020 blev registreret 552 selvmord i Danmark. Til sammenligning er 163 mennesker døde i trafikken i 2020. Selvmord er hyppigst blandt mænd, og ca. en tredjedel af alle selvmord sker blandt mænd i alderen 40-64 år. Samtidig estimeres det, at der er omkring 11.000 selvmordsforsøg i Danmark om året. Her er hyppigheden størst blandt kvinder. Og særligt er der sket en stigning i antallet af selvmordsforsøg blandt yngre kvinder de seneste år.