Forfatter: Vi overser alt for ofte de stille børn med ADHD

Vi overser alt for ofte børn og unge med varianten af ADHD kaldet ADD på grund af en udbredt manglende viden om symptomerne, som dog også kan være svære at opdage for både forældre, skoler, kammerater, læger og børnene selv, mener forfatter, der opfordrer til langt mere opmærksomhed på mennesker med ADD.

”Børnene selv ved ikke, at deres hjerne er anderledes end andres, og omgivelserne er ikke gode nok til at opdage symptomerne på ADD, selv om disse børn og unge har konstante problemer i forhold til blandet andet opmærksomhed og koncentration, siger forfatter og journalist Majbritt Augustinus  i anledning af udgivelsen af hendes bog, Stille AD(H)D.

I Danmark diagnosticeres omkring 2,8 procent af børn med ADHD, inden de fylder 15 år. En mindre gruppe heraf, nemlig cirka 20 procent, har ADD uden det store H.

”Disse børn og unge er ofte voldsomt udfordrede. De føler sig ensomme, har lavt selvværd, kæmper med en voldsom uro, tankemylder, bliver meget nemt stressede, trætte og udmattede og har meget, meget svært ved at planlægge selv helt almindelige aktiviteter. Mange af dem har svært ved at følge med i skolen, fordi de konstant bliver forstyrret af både indre og ydre stimuli, hvorfor de ofte skjuler sig i skolen. Problemer, som vi andre ikke rigtigt ser, men som gør at jeg synes, at det er vigtigt at få fokus på disse stille eksistenser, hvis problemer så ofte overses, misforstås eller tolkes som generthed og dovenskab,” forklarer Majbritt Augustinus, der selv blev opmærksom på deres problemer gennem en gammel skolekammerat, som først fik sin diagnose som 18- årig trods store problemer i skole og gymnasie.

”Min skolekammerat er ikke den eneste, der i årevis har kæmpet med symptomer på en lidelse, som få kender til. Børn og unge med ADD har det ofte værre end dem med ADHD, som er lettere at opdage, fordi de mange gange er udadreagerende, besværlige og larmende, hvor ADD’erne mere kryber langs panelerne, hvorfor de tit får deres diagnose for sent – enten først i ungdomsårene eller som voksne, siger hun og fortsætter.

”Men det er vigtigt, at diagnosen bliver stillet så tidligt som muligt. For uden den får de ikke den rigtige støtte eller behandling, hvilket kan medvirke til, at barnet udvikler angst og depression, en dårlig skolegang, negativ selvfølelse og en overbevisning om, at de ikke duer til noget. En tidlig diagnose kan derfor få afgørende betydning for barnets eller den unges udvikling.

Ifølge Majbritt Augustinus bog har der de seneste 15 år været en eksplosiv stigning i antallet af diagnosticerede børn og unge med ADHD/ADD, hvor tallet er mere end tidoblet. Siden 2012 er kurven dog knækket, og antallet af tilfælde ser ud til at have stabiliseret sig.

"Det er vigtigt, at vi som samfund er kritiske i forhold til stigninger i antallet af diagnoser. Men der er også grund til, at vi stiller spørgsmålstegn ved, om vi stadig overser, glemmer eller misforstår unge med ADHD/ADD for både medicinske behandlinger og andre for eksempel sociale, pædagogiske og psykologiske indsatser kan hjælpe dem. Og jeg tror på, at ADD’erne kommer i fokus nu, og at tiden er inde for dem, for de forsinkede diagnosticeringer og behandlinger kan have en lang række negative konsekvenser både for dem og for samfundet," siger Majbritt Augustinus, der ikke er i tvivl om at en større indsats på ADD-området vil være en god investering:

”Først og fremmest ud fra menneskelige hensyn, men i høj grad også set ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv. Det ville bidrage til, at mange af de unge ville blive bedre til at klare sig selv, for det er klart at det slider på selvværdet at have det så dårligt i sin barndom. Flere ville formentlig være i stand til at færdiggøre en uddannelse og påtage sig ansvaret for et job, der tager hensyn til deres særlige udfordringer.

Ifølge Stille AD(H) D indløste 41.616 personer i 2015 mindst én recept på medicin mod ADHD. 26.454 af disse recepter var beregnet til behandling af voksne, og 15.162 var til børn, Andelen af børn i behandling for ADHD er større end for voksne: 13 ud af 1.000 børn og 6 ud af 1.000 voksne behandles for ADHD. Men Majbritt Augustinus’s bog, som har blandt andre unge og deres forældre som målgruppe, omtaler ikke i nævneværdig grad hverken potentielle skadevirkninger eller den i disse år pågående lægefaglige diskussion om graden af evidens for de medicinske behandlinger af børn og unge. Hun forklarer herom:

"Det er et bevidst valg jeg har truffet. Det er da rigtigt, at det ikke altid gavner alle, og at det er forskelligt, hvad der virker for den enkelte. Og ofte skal medicinerne kombineres med andre tiltag. Men der var ikke én af de børn og unge, som jeg talte med, som ikke følte, at medicinerne havde hjulpet dem, og at de heller ikke var kommet så langt, som de var nu, uden medicin. Ingen af dem fortalte mig om alvorlige bivirkninger. Og når de ikke tager skade af dem, så finder jeg det svært ikke at anbefale det. Hertil kommer, at det også har gjort stort indtryk på mig, at både de unge jeg talte med og deres forældre var meget kede af den udbredte tabuisering, som finder sted netop i forhold til ADHD og medicinsk behandling heraf. En tabuisering som jeg ikke ønsker at medvirke til, for det gør dem virkelig meget ondt, hvorfor jeg har valgt, som jeg har.”