Nyt studie skal afdække fordele og ulemper ved brug af permanent dræn hos leverpatienter
Nyt, dansk studie, som løber frem til 2019, konkluderer foreløbigt, at terminale patienter med levercirrhose oplever højere livskvalitet end patienter, som kontinuerligt bliver dræneret for ascites på hospitalet.
På Hvidovre hospitals gastroenhed er overlæge Lise Lotte Gluud og læge Nina Kimer i øjeblikket i gang med et randomiseret studie af 32 præterminale og terminale leverpatienter. Det er nærmere bestemt patienter med levercirrhose, som er plaget af tilbagevendende ascites i bughulen, hvilket er en hyppig følgetilstand.
I studiet undersøger de to læger hvilken betydning, et blivende dræn i bugvæggen har for produktionen af ascites i bughulen. Desuden vil de vurdere risiko for infektion, patienternes ernæringstilstand og livskvalitet sammenlignet med den nuværende behandling, hvor ascites tømmes på hospitalet med et kateter, der genanlægges cirka hver anden eller tredje uge.
Indtil videre har 21 patienter fået anlagt et permanent dræn. Drænet gør det muligt at drænere ascites derhjemme, enten selv eller i samarbejde med en hjemmesygeplejerske. Den foreløbige konklusion er, at det har vist sig ikke at være forbundet med særlige komplikationer at bruge kateteret og patienterne er generelt meget tilfredse, fortæller Lise Lotte Gluud:
”Normalt ville de møde på hospitalet hver anden eller tredje uge for at få tømt bughulen for ascites. Nu kan de spare turen til hospitalet og i stedet tappe ascites derhjemme – og de kan gøre det med jævne mellemrum i stedet for at vente til de bliver voldsomt plagede af presset fra væsken. En af patienterne har haft det permanente dræn i 480 dage - og fuldstændigt uden komplikationer.”
Ascites generer leverpatienterne voldsomt er den konklusion, som lægerne på Hvidovre hospital er kommet frem til gennem de interviews med patienterne, som ligger forud for studiets opstart.
”De klager alle over, at de har svært ved at bukke sig, taget tøj på, gå rundt, spise og sove. Det spænder og presser, og patienterne er ofte også ubehageligt til mode over, at de ser ’mærkelige’ ud, så nogle undlader at gå ud,” forklarer Lise Lotte Gluud.
Det randomiserede studie er stadig i sin opstart. Men indtil videre udtrykker samtlige patienter altså stor tilfredshed med at have et permanent dræn.
Studiet forventes afsluttet i juni 2019.