Skip to main content


Det er ikke ukendt, at tang er en vigtig fødekilde, blandt andet har det været en del af den asiatiske kost i århundreder. Men inden for få år, har vi i den vestlige verden erkendt, at tang har interessante immunologiske egenskaber, som kan medvirke til, at tarmfloraen falder til ro.

Tang kan komme tarmpatienter til gode

Årsagen til inflammatoriske tarmsygdomme er fortsat ukendt. Men forskere håber på, at et kosttilskud der indeholder tang, kan lindre tarmpatienternes symptomer markant.

{snippet mavetarm}

Det er alment kendt, at kronisk inflammatoriske mave- tarmsygdomme som Morbus Crohn og Colitis ulcerosa dels kan sænke patienternes livskvalitet væsentligt, og dels koster samfundet dyrt. Derfor arbejder forskere verden over med at finde bedre behandlingsmetoder. I dag vinder fokus på bestemte fødevarer frem som supplement eller ligefrem substitut for traditionel medicin. Og en gruppe danske forskere fra Regionshospitalet Silkeborg har netop modtaget 2,2 millioner fra EU og en halv million fra danske fonde til et forskningsprojekt, der som det første i verden skal teste tang som behandling.

”Ingen ved, om de kroniske inflammatoriske mave- tarmsygdomme opstår, fordi tarmfloraen ændrer sig, eller om sygdommen resulterer i ændret tarmflora. Tilsyneladende har bakteriesammensætningen i tarmen betydning for disse sygdomme og i øvrigt også for visse gigtsygdomme,” siger Jan Villadsen, der er overlæge ved Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg og fortsætter:

”Vi håber at finde frem til, om et kosttilskud, der blandt andet indeholder tang, kan have en gavnlig virkning i behandlingen af sygdommene. Vi ved allerede nu, at der er effekt på grise, og forhåbentlig kan det også hjælpe mennesker. Det er det, vi skal undersøge over de næste fire år.”

Pilotforsøg på mennesker

Foreløbig er det videnskabeligt bevist, at kosttilskuddet, der består af mælkesyrebakterier, fermenteret raps og fermenteret tang har en yderst gavnlig effekt på tarmen og tarmfloraen hos grise. Nærmere bestemt reducerer det blandt andet diarré og derved behovet for antibiotika. Og Jan Villadsen mener, der er stor sandsynlighed for, at hypotesen om, at kosttilskuddet i en modificeret form kan hjælpe mennesker, holder stik:

”Vi regner ikke med at kunne kurere de inflammatoriske sygdomme, og der skal stadig traditionel medicin til. Men vi håber, at et kosttilskud, der indeholder tang som en central ingrediens, kan afhjælpe de mere diffuse symptomer såsom træthed og ledsmerter, som opstår hos patienterne. Vi kan i hvert fald se på grisene, at det virker, ligesom et pilotforsøg på mennesker har vist gode resultater,” siger han og tilføjer, at ingredienserne vokser i naturen over hele verden, og at man dermed kan håbe på at kosttilskuddet vil blive billigt at fremstille og også eksempelvis vil kunne anvendes som kosttilskud til de områder i verden, hvor der er stor nød og risiko for fejlernæring.

Mere om forskningsprojektet

Forskningsprojektet ved Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg er verdens første, der undersøger tangs effekt på kroniske betændelsestilstande i tarmen samt på visse gigtsygdomme. Forsøgsprojektet kommer til at strække sig over fire år og vil i første omgang screene op til 800 patienter med kronisk betændelsestilstand i tarmene samt patienter med visse gigtsygdomme. Heraf vil 60-80 blive valgt ud til selve forsøget. Og der bliver tale om lokale patienter, for det er vigtigt, at de bor i nærheden af Silkeborg på grund af de prøver, de skal aflevere, siger Jan Villadsen. Han forventer, at kosttilskuddet får en konsistens som ymerdrys. Det består af tang, fermenteret raps og mælkesyrebakterier.

Fermentering

Fermentering eller gæring er  gæring af de processer, hvorunder levende celler, især mikroorganismer, frigør kemisk energi fra sukkerarter eller andre organiske molekyler under iltfri (anaerobe) eller næsten iltfri betingelser. Fermentering betegner i dag, især i industriel sammenhæng, også visse processer, som foregår under tilstedeværelse af ilt. I den bioteknologiske fremstilling af stoffer i store mængder er fermentering helt central. En lang række produkter fremstilles industrielt ved fermentering, fx alkohol, citronsyre, aminosyrer, enzymer, vitaminer, antibiotika og insulin.

Kilde: www.denstoredanske.dk

inflammatoriske tarmsygdomme