Skip to main content


Ved hjælp af en smartphone, en app og en lille målepind, som minder om en graviditetsprøve, kan du teste din afførings indhold af betændelse.

Hjemmetest hjælper med din behandling af tarmsygdom

Lider du af en inflammatorisk tarmsygdom, kan du via en selvmonitoreringstest tage betændelsestilstanden i opløbet og derved mindske generne.

{snippet mavetarm}

Når din inflammatorisk tarmsygdom atter blusser op, er det lig med fravær på arbejdet eller studiet og gener som diaré, blodig afføring og mavesmerter. Og har betændelsestilstanden for alvor nået at sprede sig, kan det i værste fald resultere i et kirurgisk indgreb.

På Nordsjællands Hospital har man fundet ud af, hvordan der kan gribes hurtigt ind. Løsningen er webapplikationer til monitorering og behandling af patienterne. Forsøg med 120 patienter, der selv måler mængden af betændelse i tarmen, har nedbragt tiden fra testen laves, til et prøvesvar foreligger fra seks uger til 18 minutter. Det er helt afgørende, mener læge og ph.d. Johan Burisch.

”Vi skal helst gribe ind og behandle, imens sygdommen bare ulmer, og patienten endnu ikke har fået mærkbare symptomer, så vi hurtigt kan slå sygdommen helt ned igen,” siger han.

De 120 patienter er inddelt i to grupper: En gruppe, der skal kontrollere mængden af betændelse i deres afføring efter behov, og en gruppe, der skal tage testen fast hver tredje måned. Herefter vil det vise sig, hvornår man på hospitalet mest effektivt fanger sygdomsudbrud i opløbet, fortæller websygeplejerske Dorte Marker.

Når patienterne har foretaget en inflammationstest af deres afføring og besvaret et spørgeskema om, hvordan de har det, går hun og laboratorieleder Dorit Vedel Ankersen fra Nordsjællands Hospital webstuegang.

Fanger det i opløbet

Dorte Marker har netop fået et testresultat ind fra en patient, der skulle tage prøven hver 3. måned. Hans sygdom har været i bero i årevis, men pludselig viste prøven tegn på inflammation, skønt han ingen symptomer havde. 

”Der er muligvis en opblussen på vej, og jeg kunne instruere ham i, hvad han skulle gøre. Det er sådan, vi forebygger et slemt tilbagefald, inden det overhovedet er gået i gang. Det ville vi ellers ikke have været i stand til,” siger hun.

De patienter, der har været syge i flere år, og for eksempel er medicineret med mesalazinpræparater, er desuden blevet undervist af en læge i, hvordan de selv kan skrue op og ned for deres medicin alt afhængigt af, hvad hjemmetesten viser. Det afgørende for systemets succes er dog, at patienterne ikke er overladt til sig selv og deres prøveudstyr derhjemme, hvis de har brug for en fagperson, understreger Dorte Marker.

”De skal have en livline, de kan ringe til, hvis de er i tvivl. Det handler om at uddanne patienterne og samtidig have en sundhedsfaglig i den anden ende, som de kan få fat i, og som virkelig ved, hvad han eller hun har med at gøre,” siger hun.

I Danmark bliver flere og flere patienter diagnosticeret med inflammatorisk tarmsygdom. Årsagen er endnu uvis, men undersøgelser peger på, at både genetik, kost og levevis spiller ind. Tendensen understreger vigtigheden af, at der bliver sparet tid på de patienter, der kan klare sig selv, så der er tid til dem med særlige behov, mener Johan Burisch.

”Der er mange patienter, der er så syge, at de ikke kan nøjes med at blive tilset via en app. De skal ind på hospitalet. Og med det her system får vi mere tid til dem, der rent faktisk har brug for det.”

Sådan fungerer selvmonitoreringstesten 

Patienterne kan ved hjælp af en smartphone, en app og en lille målepind, som minder om en graviditetsprøve, teste deres afførings indhold af betændelse.

Resultatet vises på patientens smartphone i trafiklysfarverne rød, gul og grøn. Resultatet indføres i et computerprogram Constant-Care, som vil vise, om deres tarmbetændelse er i fare for at blusse op eller allerede er i svær aktivitet.

På hospitalet kan websygeplejersken logge ind i Constant-Care og følge patientens tilstand. 

inflammatorisk tarmsygdom