"Vi er så glade for at kunne tilbyde alle vores patienter den mulighed for at få kontrol over deres sygdom. For mange er sygdommen næsten invaliderende, men med en simpel app kan du som patient nu selv følge symptomerne og kontakte ambulatoriet for råd i god tid," siger professor Pia Munkholm.
App giver tarmpatienter bedre kontrol
Nu får patienter med betændelse i tarmene, der følges på Nordsjællands Hospital, mulighed for selv at monitorere deres symptomer med en app på deres smartphone. Det giver dem og hospitalet mulighed for at tage sygdomsudbrud i opløbet.
Professor Pia Munkholm har over en årrække udviklet og testet en web-app med en række samarbejdspartnere og ikke mindst mere end tusinde patienter.
Den er gennemprøvet og testet i tre ph.d.-forløb. Nu er alle formalia på plads, og app’en er klar til at blive rullet ud til hele patientgruppen, der følges på Gastromedicinsk Ambulatorium på Nordsjællands Hospital. Det drejer sig i første omgang om cirka 2.000 patienter med Crohns sygdom og colitis ulcerosa.
"Vi er så glade for at kunne tilbyde alle vores patienter den mulighed for at få kontrol over deres sygdom. For mange er sygdommen næsten invaliderende, men med en simpel app kan du som patient nu selv følge symptomerne og kontakte ambulatoriet for råd i god tid," siger professor Pia Munkholm i en pressemeddelelse.
Mavesmerter, kronisk diarré og træthed er hverdagen for tusindvis af danskere, der lider af inflammatoriske tarmsygdomme, men sygdommene og deres symptomer kan holdes nede, hvis de følges tæt, og den løbende behandling reguleres i tide.
App’en er udviklet til Crohns sygdom og colitis ulcerosa.
Tidsbesparende for patient og hospital
App’en er simpel og giver patienterne mulighed for et simpelt ”trafiklys” – grøn, gul eller rød – der viser, om deres betændelse i tarmene er i fare for at blusse op eller allerede er i svær aktivitet. Herefter kan de over mail eller telefon kontakte ambulatoriet i Nordsjælland for at høre, hvad der skal gøres. Om det kan slås ned med medicin, eller om det er nødvendigt at besøge hospitalet.
"De tilbagemeldinger vi har fået fra vores patienter, der allerede har app’en er entydigt positive. Det handler om, at få noget kontrol og en hverdag tilbage, for i dag bruger både patienter og samfund mange ressourcer på at behandle sygdomsudbrud ambulant og ved indlæggelser, der kunne være undgået," siger Pia Munkholm.
Appen er udviklet af Pia Munkholm på Nordsjællands Hospital. En del af app’en er udviklet i et samarbejde med norske Calpro A/S. App’en stilles til rådighed for andre hospitaler, ved henvendelse til Nordsjællands Hospital.
Om inflammation i tarmene
Symptomerne på inflammation i tarmen kan være mavesmerter, blodig diarré, vægttab, feber og træthed.Sygdommen kan holdes i ro med medicin, bestemte diæter og i nogle tilfælde kirurgi. Cirka 60.000 danskere har lidelsen, der kan være svært invaliderende i hverdagen.