Social status påvirker risikoen for bestemte kræftformer

Mennesker, der har en kort uddannelse, lav indkomst og bor alene, har højere risiko for en lang række kræftformer sammenlignet med mennesker, der har en lang uddannelse, høj indkomst og bor sammen med en partner.

Det fortalte professor Susanne Dalton, leder af Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft (COMPAS) i Region Sjælland, på et møde arrangeret af Patientforeningen Lungekræft den 19. november.

”Kræft spiller en kæmpe rolle i den ulighed, vi ser i sundhed generelt. Der er en hel række kræftsygdomme, som har en social slagside. Der er også en lang række sygdomme, hvor der ikke er social forskel, og så har vi tre store kræftformer, hvor der er omvendt social slagside,” siger Susanne Dalton.

De kræftsygdomme, som socialt dårligere stillede mennesker har en højere risiko for at udvikle, er blandt andet lungekræft, nyrekræft, blærekræft samt kræft i bugspytkirtel og mavesæk. De kræftsygdomme, som socialt højere stillede mennesker har højere risiko for at udvikle, er prostatakræft, brystkræft og modermærkekræft.

”Det, der er på spil for begge gruppers vedkommende er, hvilke faktorer vi bliver udsat for i vores miljø eller livsstil. F.eks. spiller rygning en kæmpe rolle, fordi der er ulighed i, hvem der ryger, ligesom alkohol og overvægt også spiller ind. Ved brystkræft er den store sociale forskel at finde i, at jo højere uddannelse, danske kvinder har, jo mere alkohol drikker de,” siger Susanne Dalton og fortsætter:

”Vi ved, at social ulighed i livsstil er stigende. Færre og færre ryger, men forskellen på hvem der ryger, og hvem der ikke gør, bliver større og større. På samme måde gælder det for fysisk aktivitet og overvægt.”

Grunden til, at uddannelse, indkomst og om man bor alene eller med en partner alle er vigtige parametre på kræftområdet, er, fordi de dækker over andre faktorer, som blandt andet hænger sammen med, hvor mange ressourcer man har, hvordan man forstår sin egen krop, og hvordan man kommunikerer med sundhedsvæsnet.

Forskel i kræftdødelighed

Det er ikke noget nyt, at der er forskel i, hvor længe man kan forvente at leve, hvis man hører til den del af den danske befolkning, der har kortest uddannelse og lavest indkomst kontra dem med længst uddannelse og højest indkomst. Men generelt set er uligheden steget igennem de sidste 30 år. I begyndelsen af 1980’erne var der cirka fem års forskel i forventet levetid blandt danske mænd, der hhv. hørte til de 25 procent i befolkningen, der tjente mest, og de 25 procent, der tjente mindst. I 2015 var forskellen steget til ti år. For kvinder er forskellen i forventet levetid cirka seks år.

Den forskel, der er på gennemsnitslevealderen i Danmark skyldes blandt andet, at der er forskel i dødeligheden på kræftområdet, fortæller Susanne Dalton. Uanset om man har en kræftform, som har en social slagside eller ej, er det sådan, at har man kort uddannelse, lav indkomst og bor alene, har man som kræftpatient dårligere overlevelse efter fem år sammenlignet med dem, der har en lang uddannelse, høj indtægt og bor sammen med en partner.

De strukturelle tiltag, der er blevet indført i sundhedsvæsnet siden midten af 00’erne, f.eks. kræftpakkerne og ressourcer til kræftområdet, er ikke kommet de fattigste i samfundet til gode, påpeger Susanne Dalton.

”På alle danske kræftområder er overlevelsen steget over de seneste 25 år, men hvis man kigger på de 20 procent rigeste over for de 20 procent fattigste, så er de rigeste patienters overlevelse steget meget, mens overlevelsen for de fattigste enten er forbedret mindre end for de rigeste eller slet ikke forbedret. Vi ser slet ingen kræftformer, hvor alle de her fremskridt, vi har gjort på kræftområdet, har mindsket uligheden,” siger Susanne Dalton og sammenfatter:

”Der er rigtig meget, der tyder på, at de svageste patienter ikke har fået gavn af fremskridtene i den tidlige diagnostik og den bedre behandling, vi kan give på kræftområdet.”

Susanne Dalton og hendes kolleger har regnet ud, at hvis alle kræftpatienter i Danmark havde samme overlevelse som de rigeste patienter, ville mere end en femtedel have været i live efter fem år. Det svarer til cirka 11.000 menneskeliv.

Det er ikke sådan, at alle mennesker med kort uddannelse eller lav indkomst, som bor alene, er svage patienter og klarer sig dårligt - og omvendt, at alle med lang uddannelse, høj indkomst og partner klarer sig godt, understreger Susanne Dalton.

”Men der er større sandsynlighed for, at man ikke klarer sig så godt i den socialt dårligst stillede gruppe sammenlignet med andre grupper. Når man kigger på hele den danske befolkning, er der et meget tydeligt mønster. Uanset hvilken kræftsygdom, man har, har socialt lavere stillede personer kortere overlevelse end personer, der kommer fra en høj position,” siger hun.

Forskelle i generel helbredstilstand

Et af de mere kontroversielle punkter i Susanne Daltons præsentation var, at der også er forskel på den behandling, som kræftpatienter får tilbudt, afhængig af, om de tilhører gruppen af kortuddannede eller højtuddannede.

En del af forklaringen er forskelle i, hvilke andre sygdomme patienterne har, og hvordan deres generelle helbredstilstand er, når de skal gennemgå behandlingen.

”Ens helbred spiller en utroligt stor rolle for, om man kan tåle at få den optimale kræftbehandling, som ofte er hård og stiller store krav til organsystemet. Der er flere blandt personer med kort uddannelse, som har andre alvorlige sygdomme allerede, når de kommer ind med deres kræftsygdom. Hvis man f.eks. har hjertesygdom, KOL eller diabetes bidrager det i sig selv til, at man måske ikke overlever så godt, og det kan også påvirke den mulighed, der er for at give den optimale lungekræftbehandling,” siger Susanne Dalton.

Tidsfristerne for kræftpakkeforløbene bliver også oftere overskredet for mennesker med kort uddannelse og lav indkomst.

”På nær æggestokkræft, som er en sygdom med meget diffuse symptomer, hvor sundhedsprofessionelle generelt har svært ved at fange signalerne, er socialt dårligt stillede patienter i større risiko for at få stillet deres diagnose senere end patienter, som er bedre stillede,” siger Susanne Dalton.

Ulighed i lungekræftbehandlingen

Når det handler om den behandling, kræftpatienter får tilbudt, er uligheden næsten forsvundet, når der tages højde for forskelle i, hvor udbredt sygdommen er på diagnosetidspunktet og det helbred, folk har, når de får stillet diagnosen. På lungekræftområdet er der dog ulighed, selv når der tages højde for dårligere helbredstilstand på diagnosetidspunktet. Mennesker med kort uddannelse og lav indkomst, og som bor alene bliver i mindre grad opererede i tidligt stadie for ikke-småcellet lungekræft sammenlignet med patienter, som har lang uddannelse, høj indkomst og bor med en partner, viser tal fra 2015.

”Hvis man har en lang uddannelse, høj indkomst og bor med en partner, har man større sandsynlighed for at modtage optimal behandling, uanset om man har tidlig lungekræft eller lungekræft i et sent stadie,” siger Susanne Dalton.

Hun understreger, at hun ikke ud fra registerdataene kan se, om patienter har fået tilbudt den optimale behandling, men har takket nej.

”Men jeg kan se, at der er et meget systematisk mønster i, hvem der får hvilken behandling. Især med hensyn til, hvilke patienter der får tilbudt de nye behandlinger, er der en tendens til at tilbyde dem til de patienter, vi er allermest sikre på, kan klare det,” siger Susanne Dalton.

Hun mener, at man bør satse på en systematisk indsats for alle kræftpatienter, her spiller kræftpakkeforløbene blandt andet en vigtig rolle. Men man bliver også nødt til at gøre op med tanken om, at hvis vi giver alle det samme, får det den samme effekt, mener hun.

”Måske skal vi lave nogle løsninger, som f.eks. retter sig mod de patienter, som ikke har pårørende til at hjælpe sig med at navigere igennem et komplekst forløb. Vi skal prøve at undgå at tænke, at vi har et lige sundhedsvæsen med lige adgang til alle. Hvis vi omfordeler ressourcerne og giver nogle lidt mere end andre, kan alle få samme resultat,” siger Susanne Dalton.

Kræftsygdomme, som kort uddannelse, lav indkomst og det at bo alene giver højere risiko for at få:

Kræft i mundhulen

Strubekræft

Spiserørskræft

Kræft i mavesækken

Lungekræft

Livmoderhalskræft

Nyrekræft

Blærekræft

Kræft i bugspytkirtlen

Kræftsygdomme, hvor der ingen forskel er i risiko:

Tyktarmskræft

Endetarmskræft

Livmoderkræft

Æggestokkræft

Testikelkræft

Hjernekræft

Lymfekræft

Leukæmi

Kræftsygdomme, som lang uddannelse, høj indkomst og det at bo sammen med en partner giver højere risiko for at få:

Brystkræft

Prostatakræft

Modermærkekræft