Brystkræft-roman har præcise skildringer, men fungerer ikke som fiktion

BØGER. Debutanten Mie Albæk Nielsen skriver virkelig godt om at være brystkræftpatient. Som roman betragtet overbeviser ’Lystprincippet’ dog ikke helt, da den mere virker som en dagbog over et sygdomsforløb end en egentlig romanfortælling.

En kvinde arbejder i kommunikationsbranchen i København og har en mand og en søn. Nytårsaften, lige op til ’Vær Velkommen Herrens år’ med pigekoret på Danmarks Radio, finder hun en knude i brystet, mens hun står på badeværelset:

”Stopper op. Trykker tøvende ned, bange for hvad jeg finder. En anden struktur. Jeg trykker igen med mere overbevisning. En fast lille kugle åbenbarer sig, hård og ikke til at skubbe rundt i alt det bløde.”

Mie Albæk Nielsens romandebut ’Lystprincippet’ er fuld af den slags præcise beskrivelser, bogen er opdelt i måneder, og i kapitlet betitlet januar er den kvindelige hovedperson til biopsi, bagefter indløber diagnosen – hurtigvoksende og hormon-sensitiv brystkræft – og behandlingsplanen – kemoterapi, antistofbehandling, operation, stråler og anti-østrogenpiller i fem år.

Den nøjagtige beskrivelse er hentet direkte fra romanen, og det er symptomatisk for bogen, der i meget udpræget grad ligner en slags dagbog ført af en virkelig kræftpatient, og ’Lystprincippet’ er da også helt åbent deklareret som værende baseret på Mie Albæk Nielsens egne oplevelser.

”Det var et chok at blive sendt til Rigshospitalet. Jeg har skrevet en roman om det eksistentielle ingenmandsland, som en truende sygdom skaber,” siger Mie Albæk Nielsen, der er tidligere modedesigner, i en pressemeddelelse.

Præcise beskrivelser af hospitalslivet

Det nære, biografiske afsæt er både bogens styrke og dens svaghed. Skildringerne af behandlingsforløbet er observante, nøjagtige og flere steder vittigt skrevet:

”Infusionspumpen begynder at bippe. Det er en aflang maskine monteret på dropstativet, som mest af alt minder om en gammeldags clockradio, og som styrer hastigheden på den væske, som løber ind i patientens arm. Der er forskellige typer af bip. Hurtige staccato bip, hvis slangen er blokeret. Tre korte bip med en længere pause imellem, hvis hastigheden er enten for høj eller for langsom. Og i dette tilfælde et langt bip, der signalerer, at posen er tom, og at sygeplejersken skal komme og frakoble patienten. Lyden fremkalder en eksplosiv utålmodighed i mig, og jeg hiver hårdt i den røde alarm-snor for at signalere, at jeg vil sættes fri.”

Et afsnit som dette er blændende præcist. Jeg husker præcis fornemmelsen af akut utålmodighed, hun beskriver, fra en anden type kræftforløb, jeg selv har gennemlevet som yngre.

Til gengæld er observationerne mindre interessante, når eksempelvis tanker i forbindelse med tarmkræft-skandalen i Region Midtjylland i 2023, hvor ressourcestærke patienter har opnået forlommer i køen til behandling, bliver registreret og medtaget i romanen:

”Hovederne ruller i gaden. Der udbetales millioner i gyldne håndtryk til dem, som vendte ryggen til. Jeg ser mig selv sidde i redningsbåden med alle forsyningerne omkring mig, mens jeg vinker til de efterladte på den brændende båd. Undskyld, vi ses ikke igen. At være et røvhul er at være i kontakt med naturens orden. Naturen er per definition et kæmpe røvhul.”

Jeg har svært ved at se, hvad den slags strøtanker og (for)lommefilosofi bidrager med. Mie Albæk Nielsen burde nok have holdt sig mere til beskrivelsen af sig selv og den lille udfordrede kernefamilie, hun er en del af. Her og der bliver romanen også dagbogsagtig på den mindre interessante måde, denne typer passager kunne med fordel være blevet i skrivebordsskuffen.

Biperson er svær at købe

Undervejs i sygdomsforløbet møder hovedpersonen den fandenivoldske terminalpatient Ingriid, som agter at lave overtræk på samtlige kontoer, inden hun skal herfra. Hendes måde at løbe fra barregningerne, gå til numerolog og køre vanvidskørsel i et sidste desperat forsøg på at gribe dagen, mindede mig om en karakter fra en Hollywood-film. Denne person har måske et element af digtværk og fiktion, desværre fandt jeg Ingriid-karakteren sværere at købe end beskrivelserne af familien, hospitalet, parforholdet og kommunikationsbureaujobbet. Også hvad sidstnævnte angår er Mie Albæk Nielsen skarp, når hun beskriver et ambivalent forhold til sin arbejdsplads. Her er det også et kompliceret magtspil at nå frem til en længere sygemelding fra en chef, der efter alt at dømme har hårdt brug for hendes evner for at kunne holde skuden på ret køl. Den kvindelige hovedperson oplever i den forbindelse en ”undtagelsestilstandens mulighed” og en ”sær lykke”, en paradoksal form for frihed og velgørende afkoblethed midt i det alvorlige sygdomsforløb.

”Mit liv har i mange år føltes, som prøvede nogen at indkassere en gæld, jeg ikke selv har stiftet. En endeløs strøm af girokort med renters rente. Og her er muligheden. Det indiskutable argument for hel og fuldstændig gældssanering.”

Jeg er overbevist om, at især yngre kræftpatienter og deres pårørende kan finde spændende passager og gode betragtninger at vende, spejle og dreje i ’Lystprincippet’. Der er et godt flow i skriften, så bogens 240 sider flyver forbi. Jeg kan anbefale den som en intelligent dokumentation af et sygdomsforløb, som egentlig roman betragtet løfter den dog aldrig helt sine vinger.   

Mie Albæk Nielsen: ’Lystprincippet’, er udkommet på People’s, 230 kroner hos Saxo