Forskere: Der mangler kræftpakker for tilbagefald

Når en patient i dag får tilbagefald, er vejen ind i sygehusvæsenet igen ikke altid direkte, og tilbagefaldet opdages til tider med forsinkelse, hvilket kan reducere overlevelsen.

Peter Vedsted, der er professor ved Forskningsenheden for Almen Praksis på Aarhus Universitet, mener, at der derfor bør udarbejdes særskilte pakkeforløb for tilbagefald.

“Vi skal være langt bedre til at identificere kræftoverlevere med tilbagefald, og her bør vi have en specifik pakke eller et forløb, så der er en klar køreplan (når mistanken er der, red.). Vi er blevet langt bedre til at diagnosticere primær kræft end tidligere, men der mangler systematik for recidiver,” siger han.

Kan fange tilbagefald tidligere 

I dag findes der 26 kræftpakkeforløb og 20 opfølgningsprogrammer, der dækker omkring 40 kræftsygdomme. For de forskellige kræfttyper findes der specifikke opfølgningstider, hvor de kirurgiske eller onkologiske afdelinger primært har forløbsansvaret. 

Peter Vedsted understreger, at det ikke er en kritik af de nuværende opfølgningsprocedurer. Udfordringen opstår, når tidligere kurerede patienter får symptomer, efter de er afsluttet fra et kræftforløb – og altså er uden for recidivopsporingen i kræftpakkerne.

“Der er god evidens for tidlig opfølgning, og det fanger også nogle i de forløb, der allerede er, men det er slet ikke så mange. Problemet er, når en tidligere kræftpatient henvender sig i almen praksis med udtalt træthed og en dalende blodprocent. Der burde der være en klar vej fra symptomer på tilbagefald til diagnose og behandling,” siger han.

Peter Vedsted foreslår, at der kommer en recidivpakke eller et recidivforløb eksempelvis for hvert af de eksisterende kræftpakkeforløb, der findes i dag, som beskriver et præcist forløb og fremgangsmetode, og som praktiserende læger kan henvise til. 

“Vi ved, at der for nogle kræftformer er en høj andel af tilbagefald som ved tarmkræft, hvor der typisk opstår ny cancer i tarmen, lymfeknuderne eller leveren. Hvis vi har et strømlinet forløb, som almen praksis kunne henvise til, vil man potentielt kunne spare tid og fange tilbagefald tidligere,” siger Peter Vedsted.

Han foreslår, at udformningen af forløb eller pakker skal indeholde maksimale ventetider og løbende monitorering.

Langt bedre registrering

Systematiserede kræftpakker for recidiver vil ifølge Peter Vedsted kunne betyde tidligere diagnostik, der har potentialet til at redde liv, forlænge overlevelse og forbedre livskvaliteten for patienterne. Det vil også betyde en langt bedre registrering af recidiver, som der, ifølge Peter Vedsted, mangler i dag. 

“Det har ikke været en del af proceduren at registrere kræfttilbagefald systematisk, og det er på tide, at det snarest bliver indført. Det vil være helt naturligt at indberette recidiver i registrene, som vi allerede har. Særligt fordi tilbagefald er en passende indikator for, hvor gode vi er til at behandle kræft i landet,” siger Peter Vedsted.

Han peger samtidig på, at det kun er en problematik, der er blevet større, fordi flere overlever deres kræftsygdom og i længere tid. Samtidig understreger Peter Vedsted, at det også er centralt at have livskvalitet og tiden til tilbagefald for øje, som er vigtige for patienterne.

Rådvildhed i almen praksis

Når kræftpatienter afsluttes fra opfølgningsforløb på de onkologiske eller kirurgiske afdelinger, er deres første møde primært almen praksis, hvis der opstår symptomer igen. Flere studier blandt andet fra Aarhus viser, at de praktiserende læger ofte er i tvivl om, hvad det fremadrettede forløb bør være – og hvor alvorligt de skal tage det.

“Vi kan se, at en del i almen praksis er spørgende, når det kommer til deres rolle. Nogle læger var afventende til næste kontrol, andre havde en mere fatalistisk tilgang og ville ikke påbegynde noget, der ikke havde en effekt, og en tredje gruppe mente, at hurtig udredning var vigtigt,” siger Peter Vedsted. 

Netop det er Kasper Grooss, der er HU-læge i almen medicin, i gang med at undersøge i et nyt ph.d.-projekt, der har fokus på det diagnostiske forløb fra almen praksis til behandling. 

Ph.d.-projektet kigger på 3.000 kræftpatienter med tilbagefald fordelt på syv forskellige kræftformer og undersøger, hvilken rolle almen praksis har ved tilbagefald, betydningen af hvilke tiltag de praktiserende læger igangsætter ved tilbagefald, og hvilken prognostisk betydning det har for patienterne.

En kringlet vej fra almen praksis

De foreløbige resultater af ph.d.-projektet viser, at en tredjedel af patienter med tilbagefald først henvendte sig til deres praktiserende læge. 28 procent af patienterne blev henvist til en kræftpakke – en andel, der er dobbelt så høj for primær diagnostik – mens de resterende blev henvist til onkologisk afdeling eller andre specialafdelinger.

“Almen praksis spiller en stor rolle i kræftdiagnostikken – også når det kommer til tilbagefald. Vi kan dog se, at de praktiserende læger mangler klare retningslinjer, når det kommer til, hvad de videre skal stille op med patienterne,” siger Kasper Grooss.

Tallene viser også, at kun i halvdelen af patienterne, hvor den praktiserende læge havde mistanke om kræft, blev henvist til en kræftpakke. Det tal skal højere op, mener Kasper Grooss, der kommer med et bud på en af forklaringerne. 

“Det kan skyldes, at symptomerne for recidiv er anderledes end ved primær kræft, og at patienterne derfor ikke opfylder adgangskriterierne for et pakkeforløb, men det understreger, at der mangler en systematisk procedure,” siger Kasper Grooss.

Udover Kasper Grooss’ ph.d.-projekt er flere projekter sat i værk for at undersøge, hvordan registrering og diagnostik af tilbagefald bliver mere systematiseret. Det sker blandt andet ved udviklingen af algoritmer, der kan finde tilbagefald inden for både tarmkræft og testikelkræft.