For Camilla Rothmann er der ingen tvivl om, hvad det hårdeste ved at være uhelbredeligt syg er. Det er, at hun skal forlade sin søn, mens han stadig er barn. At hun ikke skal opleve hans opvækst og de store begivenheder i hans liv. Og det allerværste: ”At jeg ikke kan være der for ham. Støtte ham. Det gør mig virkelig ked af det,” siger hun. Foto: Magnus Møller
Camilla har endnu ikke fortalt det sværeste til sin søn
Camilla Rothmann er 38 år og har brystkræft, der har spredt sig til hjernen. Hun er uhelbredeligt syg, men har også en søn på kun fem år. Camilla og hendes mand er åbne om sygdommen, men har endnu ikke fortalt Villum, at hun skal dø. ”Det er noget af det, jeg er mest i tvivl om,” siger hun.
Tilbage i 2019 fik Camilla Rothmann konstateret brystkræft. Kemoterapi, stråler og antistoffer hjalp. Behandlingen sluttede efter et år, men allerede en uge senere begyndte hun at få symptomer. Det havde spredt sig til hjernen.
Camilla var uhelbredeligt syg og kunne regne med at have et til fem år tilbage at leve i. En samtale, hun i øvrigt var nødt til at tage over telefonen, fordi hun uheldigvis var i coronaisolation. Det med samtaler vender vi tilbage til. For den måske vigtigste samtale har hun nemlig ikke fået taget endnu.
Behandlingen gik i gang igen. Med ti hel-hjerne-bestrålinger. Men allerede et halvt år efter begyndte metastaserne at røre på sig igen.
I dag er Camilla i skiftende kemoforløb i forsøget på at holde sygdommen nede. Nu er der gået tre år, hvor hun har været syg med kræft. I løbet af de år er hendes søn Villum blevet fem år.
Dårlig ide
Camilla og hendes mand Andreas har helt fra start gerne både villet beskytte og også inddrage sønnen i processen. I deres forsøg på det har de både oplevet at fejle, at ramme plet og også taget beslutninger, hvor juryen stadig voterer.
De gik for eksempel galt i byen, da de i starten troede, at de beskyttede sønnen ved at fortælle ham, at ’mor skal på arbejde’ – når hun i virkeligheden skulle på hospitalet.
”Det var en dårlig idé, fordi jeg efterfølgende har fundet ud af, at det vigtigste er så vidt muligt at være åbne og ærlige over for ens børn, så de ikke kommer til at føle, at man skjuler noget for dem,” forklarer hun.
Men samtidig var de faktisk også meget åbne. Villum var med til at klippe Camillas hår af, så han ikke vågnede dagen efter til en skaldet mor. Og da hun fik fjernet brystet, viste hun ham arret og forklarede ham, at brystet var fjernet, fordi det var sygt.
”Han var kun to år, men han vidste godt, at mor var syg, og det var derfor, jeg havde det dårligt,” fortæller Camilla.
Svær balance
Nu får Villum altid at vide, hvis Camilla skal til behandling på hospitalet. Hun viser ham, hvor hun er blevet stukket, eller hvis der er andre konkrete ting at fortælle. Men der er én ting, de stadig ikke har fortalt ham. Måske det vigtigste. I hvert fald det sværeste.
”Vi snakker ikke endnu med ham om, at jeg kommer til at dø. Det er helt sikkert noget af det, jeg selv har været mest i tvivl om. Hvornår vi skal fortælle ham det,” siger Camilla Rothmann.
Hun har medvirket i en podcast, hvor hun fik det råd af eksperter at vente, til Villum selv spørger, om hun skal dø. Eller til at det er ved at være oppe over.
”Han skal selvfølgelig ikke først vide det, når der er to dage til. Men så længe jeg har det nogenlunde, og det ikke ser helt sort ud på scanningerne, har vi ikke tænkt os at fortælle ham det. Han følger med i, at jeg er syg, men der er ingen grund til, at han skal bekymre sig om det andet nu,” siger Camilla Rothmann og tilføjer:
”Og samtidig skal vi selvfølgelig være ærlige overfor ham”.
Hun trækker vejret.
”Det er en rigtig svær balance”
Minder er vigtige
Villums alder – fem år – spiller kraftigt ind på dén strategi. Havde han været ti år, ville fuld åbenhed være nødvendigt. De har godt overvejet, om han skjuler noget for sine forældre for at beskytte dem. Men:
”Han er glad i sin hverdag. Vi føler ikke, at det er noget, han tænker over. Derfor er der ikke nogen grund til at sætte det i gang i ham. Han var to år, så han har aldrig prøvet andet, end at mor er syg. Men han bliver også ældre, så måske tager vi snakken om et halvt år, når han begynder i skole. Så han ikke hører det fra andre,” lyder hendes overvejelser.
For Camilla Rothmann selv er der ingen tvivl om, hvad det hårdeste ved at være uhelbredeligt syg er. Det er, at hun skal forlade sin søn, mens han stadig er barn. At hun ikke skal opleve hans opvækst og de store begivenheder i hans liv. Og det allerværste:
”At jeg ikke kan være der for ham. Støtte ham. Det gør mig virkelig ked af det,” siger hun.
Ikke en ’overskudmor’
Det sidste spøger allerede, fordi hun ikke er en ’overskudsmor’, der bager kager hver weekend og tager i legeland. Men hun forsøger at få en masse gode oplevelser med ham nu, hvor han er nået en alder, hvor han også vil kunne huske hende. Hun har også tænkt på at skrive breve til ham og lave fotobøger, så han husker hende og ham sammen. Hun er dog også bevidst om, at der skal være en balance, så hun ikke ’hænger på ham hele tiden’.
”Selvom jeg godt kunne have lyst. Men vi prøver at være en almindelig familie, hvor alting ikke hele tiden handler om sygdommen. Det er vi ret gode til”, mener hun.
Hjemme eller ej
Den allersværeste samtale venter altså stadig på dem. Camilla Rothmann erkender, at hun nok forsøger ikke at tænke for meget på den. Det er mest Villums reaktion, hun frygter. Hun forventer ikke, at han nødvendigvis græder. Det er mere hans opførsel efter samtalen, de skal være opmærksomme på – at han ikke bare holder det for sig selv.
Artiklen har været bragt i december 2022 i et magasin, som Dansk Brystkræft Organisation har lavet i samarbejde med Medicinske Tidsskrifter. Magasinet sætter fokus på metastatisk brystkræft.
Du kan læse hele magasinet her:
Læs også:
