”Vi er ikke gode nok til at opspore alle, der har et ernæringsproblem. Så vi får nok ikke systematisk opfanget alle med ernæringsproblemer,” siger Troels Dreier Christensen, der er formand for Yngre Onkologer.
Yngre kræftlæger vil have mere fokus på ernæring
Der mangler tid, økonomi og kompetencer, hvis ernæringsindsatsen for kræftpatienter skal forbedres, viser en undersøgelse af yngre onkologers holdning til ernæringens rolle for kræftpatienter. Vi er ikke gode nok til at opfange alle, der har et ernæringsproblem, siger Yngre Onkologers formand, Troels Dreier Christensen.
Det er blevet bedre, men det er stadig ikke godt nok. Sådan lyder konklusionen i en spørgeskemaundersøgelse foretaget af Medicinske Tidsskrifter, hvor 26 yngre onkologer har svaret på deres holdning til ernæringsindsatser for kræftpatienter.
I undersøgelsen svarer 62 procent af de yngre onkologer, at de er ”meget enige” eller ”overvejende enige” i, at underernæring er meget udbredt blandt deres kræftpatienter. 77 procent er ”meget enige” eller ”overvejende enige” i, at onkologer bør spille en mere aktiv rolle i forhold til ernæringsindsatsen. Men 54 procent svarer, at man kun i ”nogen grad” eller ”lav grad” gør tilstrækkeligt for undgå underernæring blandt kræftpatienter.
Medicinske Tidsskrifter gennemførte i 2017 og 2023 en lignende undersøgelse af kræftlægers holdning til ernæringens rolle i behandlingen. Også dengang var ernæringsindsatsen en udfordring. Men det er tydeligt, at der nu er ved at komme mere fokus på ernæring i kræftbehandlingen.
”Vi er ikke gode nok til at opspore alle, der har et ernæringsproblem. Så vi får nok ikke systematisk opfanget alle med ernæringsproblemer,” siger Troels Dreier Christensen, der er formand for Yngre Onkologer.
Tid og økonomi er barrierer
Undersøgelsen af de yngre onkologers holdning til ernæringsindsatser viser også hvilke barrierer, der står i vejen for at prioritere ernæringsindsatsen. Her peger de yngre onkologer primært på faktorer som tidspres, manglende ressourcer, manglende økonomi og organisatoriske forhindringer. Netop manglende organisering og systematik mener Troels Dreier Christensen også er en væsentlig barriere.
”Ernæringsindsatsen håndteres forskelligt fra kliniker til kliniker og fra klinik til klinik. Der er nogle patienter, der kunne have gavn af et tilbud, som ikke får det,” siger Troels Dreier Christensen, der til daglig i hoveduddannelse på Afdeling for Kræftbehandling på Herlev Hospital.
”Så en systematik omkring ernæringen ville helt klart være et område, hvor man kunne forbedre indsatsen.”
Ernæring fylder utrolig meget
Aida Nafei Christensen, der er i hoveduddannelse til onkolog på Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital, er en af dem, der ofte står i front og skal tage stilling til, hvad der skal ske med patienter, der har tabt sig eller har svært ved at spise.
”Jeg har været i teamet for hoved-halskræft, og der fylder ernæring helt utrolig meget, fordi vi påfører patienterne spisebesvær med vores behandlinger. Der er masser af kemoregimer og andre kræftbehandlinger som immunterapi, anti-hormonbehandling og anden targeteret behandling, hvor vi udfordrer patienterne på kvalme, appetit og funktionsniveau. Så vi er meget opmærksomme på ernæring, men også regelret kakesi og sarkopeni (tab af muskelmasse, red.), fordi mange af patienterne får nedsat funktionsniveau,” siger Aida Nafei Christensen.
”Tab af energi, muskelmasse og lysten til at spise gør de fleste mere immobile. Derudover kan kvalme, synkesmerter, smerter generelt samt smertebehandling være en funktionsnedsættelse i sig selv, men også begrænse patienten fysisk og socialt. Det kan for eksempel være svært at være social, hvis man ikke kan spise, er nødt til at ligge meget eller ikke kan gå en tur.”
Bedre oplæring af yngstemand
Aida Nafei Christensen mener godt, at ernæring generelt kunne fylde mere i de yngre onkologers arbejde.
”Yngste mand kunne være klædt bedre på til at vide, hvornår der for eksempel skal iværksættes en ernæringsscreening. Der er ikke en systematisk indføring i, hvornår man skal reagere på en ernæringssituation,” siger hun.
Aida Nafei Christensen oplever, at der er mest fokus på ernæring i de teams, der behandler hoved-halskræft og mave-tarmkræft, fordi det er helt oplagt, at patienterne bliver ramt på deres spisning. For eksempel er der mange patienter med hoved-halskræft, som har fået strålebehandling, og derfor får brug for ernæring i en sonde gennem næsen eller en PEG-sonde, hvor der operativt lægges en sonde ind i mavesækken. Men i de andre teams på Kræftafdelingen er ernæringsindsatsen med deciderede indgreb ikke på samme måde en del af behandlingen.
”Som onkologer er vi ikke altid gode nok til at være opmærksomme på ernæring, og jeg synes, at den opgave ligger hos os. Især når det drejer sig om at fange patienterne, før de får brug for omfattende ernæringsindsatser som for eksempel en sonde, som er omkostningstung – både plejemæssigt, samfundsmæssigt, men i særdeleshed for patienten,” siger Aida Nafei Christensen.
”Som onkologer er vi ikke altid gode nok til at være opmærksomme på ernæring, og jeg synes, at den opgave ligger hos os,” siger Aida Nafei Christensen.
Onkologen har en vigtig rolle
På Aalborg Universitetshospital mener overlæge Andreas Carus fra Onkologisk Afdeling også, onkologerne bør spille en større rolle i ernæringsindsatsen.
”Vi kan ikke komme udenom, at onkologer har en meget vigtig rolle i forhold til patientens ernæring. Både som læger med speciel viden om kræft og om de symptomer, der relaterer sig til kræftsygdomme og deres behandlinger,” siger Andreas Carus.
”Man kan godt anlægge den vinkel, at man som onkolog bare kunne se bort fra ernæring og kun fokusere på at give kemoterapi eller immunterapi. Men i vores rolle ligger også meget tydeligt, at vi er nødt til at sikre os, at patienterne er bedst muligt egnet til den behandling, som vi giver. Og her spiller ernæring en meget stor rolle.”
Andreas Carus understreger samtidig, at dårlig ernæring skal betragtes som en diagnose på linje med mange andre diagnoser.
”Malnutrition og sarkopeni er også diagnoser. Så deraf følger, at vi er nødt til at vide, hvordan vi behandler de diagnoser, vi stiller. Hvis en patient har en infektion, så stiller vi diagnosen og går i gang med at behandle. Og det er ikke meget anderledes med ernæring.”
Overlæge Andreas Carus mener, at onkologerne bør spille en større rolle i ernæringsindsatsen. "Hvis en patient har en infektion, så stiller vi diagnosen og går i gang med at behandle. Og det er ikke meget anderledes med ernæring,” siger han.
