Skip to main content


”Demensområdet skal helt grundlæggende integreres i sundhedssystemet. Og derfor skal behandling af hjernesygdom ikke bero på puljemidler, som vi så i den demenshandlingsplan, som udløb ved nytår," siger direktør i Alzheimerforeningen, Mette Raun Fjordside.

Rigsrevisionen tager demensventetider under lup

Udredning for demens, ventetider og kvalitet er i fokus for borgere med mistanke om demens, når regionernes indsats nu granskes.

Det fremgår af en ny meddelelse fra Rigsrevisionen, som har besluttet at åbne en undersøgelse af regionernes udredning af borgere for demens. Formålet er at vurdere, om Indenrigs- og Sundhedsministeriet og regionerne har sikret hurtig udredning af høj og ensartet kvalitet for borgere, der udredes for demens. Undersøgelsen har to centrale delmål: om patienter udredes inden for 30 dage, hvis det er fagligt muligt, og om udredningen lever op til krav om høj og ensartet kvalitet.

Baggrunden er markante udfordringer på området. Ifølge gældende lovgivning har borgere ret til demensudredning inden for 30 dage, hvis det er fagligt muligt, mens Dansk Klinisk Kvalitetsdatabase for Demens har fastsat 90 dage som god faglig standard. Alligevel er det kun omkring én ud af fire patienter, der udredes inden for 90 dage. Samtidig havde 57 procent af de patienter, der fik en demensdiagnose i 2024, sygdommen i moderat til svær grad på diagnosetidspunktet, hvilket peger på lange forløb uden diagnose, støtte og behandling. Ventetiderne varierer kraftigt mellem udredningssteder – fra få uger til op mod et år.

Direktør i Alzheimerforeningen, Mette Raun Fjordside, har tidligere peget på behovet for et grundigt eftersyn af området. I et opslag på LinkedIn understreger hun behovet for bindende nationale retningslinjer:

”Demensområdet skal helt grundlæggende integreres i sundhedssystemet. Og derfor skal behandling af hjernesygdom ikke bero på puljemidler, som vi så i den demenshandlingsplan, som udløb ved nytår. Vi skal sikre sammenhængende behandlings- og plejeforløb, der baserer sig på bindende, nationale guidelines for udredning, pleje og behandling af demenssygdom. Vi skal sikre støtte til de pårørende, som er i stor risiko for overbelastning – både psykisk og fysisk.”

Undersøgelsen sker samtidig med, at Sundhedsstyrelsen i august 2025 offentliggjorde nye faglige anbefalinger, der lægger op til en ny organisering af udredning og behandling af demens, hvor en langt større andel af patienterne fremover skal udredes og behandles i primærsektoren frem for på hospitalernes hukommelsesklinikker. Sundhedsminister Sophie Løhde har i Berlingske udtalt, at ventetiderne skal ned, og indsatserne styrkes.

Rigsrevisionen forventer, at beretningen behandles på statsrevisormøde den 8. juni 2026 og offentliggøres herefter.

 

Relateret artikel

demens