Skip to main content


Hele holdet bag bestående af kirurg, anæstesipersonale og operationssygeplejersker. Foto: Jens Løgstrup, AUH Kommunikation

Første patienter i Aarhus opereres med ny robotteknologi

De første patienter på Aarhus Universitetshospital er netop blevet opereret med hospitalets nye Single Port-robot (SP-robot) - den nyeste generation af operationsrobotter, som giver mulighed for mere skånsomme og præcise operationer.

SP-robotten skal i første omgang bruges inden for hoved- og halskirurgi og vil senere blive taget i brug inden for andre kirurgiske områder. Der findes i dag kun fire Single Port-robotter i hele Norden - to af dem står i Danmark: På Rigshospitalet i København og i Aarhus. Den har været i brug i cirka 1,5 år på Rigshospitalet, og en kirurg derfra var med til den første operation i Aarhus.

SP-robotten adskiller sig markant fra tidligere generationer af operationsrobotter, da operationerne nu kan foretages gennem én enkelt lille åbning på cirka tre centimeter, hvor både kamera og kirurgiske instrumenter føres ind. Det betyder færre ar, hurtigere heling, og at flere indgreb udføres gennem kroppens naturlige åbninger, for eksempel via mundhulen. Instrumenterne er samtidig mindre og mere fleksible end tidligere, og et avanceret 3D-kamera giver kirurgen et detaljeret overblik over operationsområdet. 

Den nye teknologi betyder, at flere patienter nu kan tilbydes operation, fordi SP-robotten giver adgang til områder i kroppen, som tidligere var meget vanskelige at nå. 

Instrumenterne har kun brug for en lille åbning på omkring 3 centimeter. Foto: Jens Løgstrup, AUH Kommunikation

Gennem munden i strube og svælg

Teknologien er særligt velegnet til anatomisk trange områder og gør det blandt andet muligt at operere mere nænsomt i strube og svælg. Dermed kan vigtige funktioner som synkning og stemme i højere grad bevares, samtidig med at patienterne undgår kosmetisk skæmmende ar i hoved- og halsområdet. 

De første patienter, som er blevet opereret med den nye robot på AUH, er netop patienter med tumorer i svælg og strube.

”Vi kan nu operere både mere skånsomt og mere præcist end med de metoder, vi tidligere har haft. Samtidig kan vi behandle patienter, som før ikke kunne tilbydes operation, fordi det krævede meget omfattende og vævsødelæggende indgreb,” siger overlæge i øre-, næse- og halskirurgi Thomas Kjærgaard i en pressemeddelelse.

”Højere præcision giver mere skånsomme operationer, hvilket har betydning for heling, indlæggelsestid, komplikationer samt førlighed og funktion - uden at gå på kompromis med behandlingens effektivitet. For vores patienter er det især synkefunktion, stemme og æstetik, der har betydning. Derfor er det en stor tilfredsstillelse for os som behandlere at kunne tilbyde vores patienter den bedste behandling med den nyeste teknologi. Det betyder rigtig meget for os,” siger han.

Træning før første indgreb

Inden SP-robotten blev taget i brug, har hele operationsteamet gennemgået et uddannelsesforløb. Kirurgerne har gennemført certificering, og både anæstesipersonale og operationssygeplejersker har deltaget i simulationstræning. Der er også hentet erfaringer fra både ind- og udland. 

”Vi har fået konkrete input til både arbejdsgange, opsætning på operationsstuen og samarbejdet mellem faggrupperne. Det har styrket vores forberedelser og gjort os godt rustet til at tage den nye robot sikkert i brug,” siger oversygeplejerske Anne Kirstine Sundbøll fra Bedøvelse og Operation Syd.

Overlæge i øre-, næse- og halskirurgi Thomas Kjærgaard styrer robotten og foretager operationen – gennem et det avanceret 3D-kamera har han et detaljeret overblik over operationsområdet. Foto: Jens Løgstrup, AUH Kommunikation