Ifølge Kasper Grooss mangler der klare retningslinjer for håndtering af kræfttilbagefald i almen praksis.
Forskning viser stort hul i systemet ved tilbagefald af kræft
Der er ikke klare retningslinjer for, hvordan praktiserende læger håndterer en patient ved mistanke om tilbagefald af kræft. Bag praksislægen står heller ikke et hospitalsvæsen med klare indgange og forløb for patienter med tilbagefald. Det er en mangel, mener forsker bag undersøgelse, der viser, at 44 procent af alle patienter med tilbagefald har deres første kontakt i almen praksis.
Flere og flere patienter overlever kræft og går efterfølgende i kontrolforløb på et hospital. Men imellem og efter kontrolbesøgene dukker en del af dem op hos de praktiserende læger med symptomer, der kunne være tilbagefald af deres kræft.
Man ved dog meget lidt om den rolle, som de praktiserende læger spiller i diagnostikken af kræfttilbagefald. Det var baggrunden for, at læge og ph.d.-studerende ved Forskningsenheden for Almen Praksis på Aarhus Universitet, Kasper Grooss, gik i gang med at kortlægge opsporing af kræfttilbagefald i almen praksis. Hans undersøgelse er nu blevet til tre videnskabelige artikler. Den første viste blandt andet, at 44 procent af patienterne med tilbagefald af kræft havde første kontakt i almen praksis – enten med mærkbare symptomer eller tegn på sygdom opdaget ved en rutinemæssig blodprøve.
”Det var flere, end vi havde regnet med. Historisk set plejer man at sige, at kræftopfølgning foregår på hospitalet, og at almen praksis spiller en meget begrænset rolle i det. Men 44 procent er mange patienter, der bliver set i almen praksis som det første sted,” siger Kasper Grooss.
Uspecifikke symptomer
I det andet studie undersøgte forskerne, hvordan de praktiserende læger behandlede de patienter, som de mistænkte for tilbagefald af kræft. Om de tog blodprøver på dem, henviste dem til en scanning, sendte dem videre i et kræftpakkeforløb eller så tiden an. Samtidig kiggede forskerne også på, hvilke kræftformer som de praktiserende læger var hurtigst og langsomt til at få henvist.
”En kræftform som melanom, der er synlig på huden, er nemmere rent diagnostisk at handle på, så de blev hurtigt henvist. Ondt i maven er derimod et hyppigt og mere uspecifikt symptom. Så for kræftformer med uspecifikke symptomer, tog det typisk længere tid, før tilbagefaldsdiagnosen blev stillet,” siger Kasper Grooss.
Dobbelt så stor risiko for at dø
Kasper Grooss undersøgte i det tredje studie, hvordan det gik patienter, der fik konstateret tilbagefald af kræft. Her viser resultaterne – som endnu ikke er publiceret – at de patienter, der fik opdaget tilbagefald af kræft hos deres praktiserende læge, havde en dobbelt så stor risiko for at dø inden for to år i forhold til de patienter, hvis tilbagefald blev opdaget ved et kontrolbesøg på sygehuset.
”Det kan lyde som om, at de praktiserende læger er dårligere til at opspore tilbagefald af kræft, og at deres patienter derfor dør hurtigere. Men det mener vi ikke. Det skyldes snarere, at de patienter, der udvikler symptomer og henvender sig i almen praksis mellem kontrolbesøgene, generelt er mere syge end de asymptomatiske patienter, der opdages ved kontrolbesøgene,” siger Kasper Grooss. For gruppen af patienter, hvor tilbagefald af kræft blev fundet ved den praktiserende læge, gjorde det heller ikke en forskel for dødeligheden, om den praktiserende læge var effektiv og sendte patienterne hurtigt i et kræftpakkeforløb.
”Det bekræfter vores formodning om, at det er patienterne med mest aggressiv eller fremskreden sygdom, der blev fundet i almen praksis.”
Ingen direkte vej
På baggrund af undersøgelsens resultater mener Kasper Grooss, at der er brug for en mere struktureret tilgang til opsporing af kræfttilbagefald i almen praksis. I dag findes der ikke et kræftpakkeforløb for tilbagefald af kræft, og patienter, hvor den praktiserende læge mistænker kræfttilbagefald, har ikke en direkte vej ind i systemet.
”Nogle kan komme ind under kræftpakkerne, og for andre skal den praktiserende læge selv strikke det videre forløb sammen. Og når man ikke har en bedre struktur, så bliver det også afgørende, hvilke patienter der er bedst til at skubbe på. Det kan i sidste ende give ulighed,” siger Kasper Grooss. Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) udarbejdede i 2019 en retningslinje for kræftopfølgning i almen praksis, men Kasper Grooss mener ikke, at den er tilstrækkelig. I dag er det svært for de praktiserende læger at vide, hvornår de skal sætte en patient i et kræftpakkeforløb, og hvornår de gerne vil se dem inde på sygehuset.
”Den bedste måde at klæde de praktiserende læger på er ved at anerkende, at almen praksis ofte ser patienterne med tilbagefald. Det skal inddrages klart i retningslinjerne, så vi ved, hvordan denne gruppe patienter skal udredes i sundhedsvæsenet. Det kunne for eksempel fremgå, at man på sygehuset gerne vil se en brystkræftpatient, der har fået ondt i ryggen, fordi brystkræft kan metastasere til ryggen,” siger han.
Om undersøgelsen
I undersøgelsen ser forskerne på, hvilke patienter i Danmark der har fået tilbagefald af syv forskellige kræftformer i perioden 2022 til 2024. Derefter har de kontaktet patienternes praktiserende læger og bedt dem om at gå tilbage i deres journaler og besvare en række spørgsmål for at kortlægge forløbet op til diagnosen. Data er blevet koblet med registerdata om den enkelte patient for at få flere baggrundsdata om patienterne og deres kræftsygdom.
Resultaterne er nu blevet til tre artikler, hvoraf de to er publiceret og den tredje er på vej:
Artiklen har været bragt i Medicinsk Tidsskrifts printmagasin fra november 2025