WHO giver sygdomsrelateret underernæring en diagnosekode

Underernæring hos voksne fylder langt mere i det danske sundhedsvæsen, end de fleste forestiller sig. Det ses hos patienter, der mister vægt under et sygdomsforløb, hos ældre, der ikke får dækket deres behov, og hos mennesker, hvor selve sygdommen gør det svært at spise eller optage næring. Alligevel har området i mange år manglet en klar, international definition, som sundhedspersonale kunne registrere og arbejde ud fra.

Det ændrer WHO nu på. Organisationen har besluttet at give underernæring hos voksne sin egen diagnosekode i ICD-11-systemet. Den nye kode, 5B72 – ’Undernutrition in Adults’, betyder, at sygdomsrelateret underernæring for første gang bliver anerkendt som en selvstændig sygdomsenhed – adskilt fra den globale forståelse af underernæring, der handler om sult og fattigdom. Det er en ændring, der får stor betydning for både klinisk praksis, forskning og kvalitetssikring i sundhedsvæsenet.

Beslutningen vækker begejstring blandt danske klinikere. Lærestolsprofessor i geriatri ved Københavns Universitet samt overlæge på Herlev og Gentofte Hospital, Jesper Ryg, skriver på LinkedIn:

“Endelig – WHO anerkender sygdomsrelateret underernæring som klinisk diagnose i ICD-11!”

På samme hospital sidder forsknings- og diætistchef Tina Munk, som leder Enheden for Diætister og Ernæringsforskning (EATEN). Hun kalder WHO’s beslutning et vendepunkt – både i forskningen og i den daglige behandling af patienter. 

“Det markerer et afgørende videnskabeligt og klinisk skel: Underernæring hos voksne patienter i sundhedsvæsenet anerkendes nu som en selvstændig sygdomsenhed – adskilt fra den globale definition af underernæring forbundet med sult og fattigdom,” skriver hun på LinkedIn og fortsætter:

”Det er et virkelig et stort fremskridt for klinisk ernæring – og for alle os, der dagligt arbejder for, at ernæring anerkendes som en integreret del af behandlingen.”

Diagnosen bygger på de såkaldte GLIM-kriterier, som bruges internationalt. Her skal der både være tegn på kroppen – som vægttab, lav BMI eller tab af muskelmasse – og en forklaring på, hvorfor det sker. Det kan for eksempel være nedsat appetit, problemer med at optage næring, inflammation i kroppen eller en høj sygdomsbyrde. På den måde forsøger man at fange netop den form for underernæring, der opstår i forbindelse med sygdom, og som ofte overses.

WHO’s nye opbygning gør det også muligt at skelne mellem forskellige typer af underernæring. Der kommer underkategorier for inflammation-relateret underernæring, sygdomsrelateret underernæring uden påviselig inflammation og underernæring, der skyldes sult eller længerevarende mangel på mad. Sundhedspersonale kan desuden markere, hvor alvorlig tilstanden er, via to tillægskoder: XS0T for moderat og XS25 for svær underernæring.

Selve ændringen bliver rullet ud globalt fra 2027. Det kommende år, 2026, bliver derfor afgørende for arbejdet med at udvikle nationale retningslinjer, så sundhedsvæsenet kan indføre koden på en ensartet måde. Det får betydning både i den daglige behandling, i forskningen og i den løbende kvalitetsopfølgning.

Også i Europa bliver WHO’s beslutning modtaget som noget historisk. ESPEN, den europæiske sammenslutning for klinisk ernæring, kalder beslutningen en milepæl og hylder især de svenske forskere, som har arbejdet for at få WHO til at godkende diagnosen. På LinkedIn skriver organisationen:

“A big moment for global clinical nutrition" og retter en særlig tak til de svenske repræsentanter, der har trukket arbejdet igennem hos WHO’s ICD-11-team i Genève.

Artiklen er en lettere omskrevet vision af artiklen WHO giver sygdomsrelateret underernæring en diagnosekode på Onkologisk Tidsskrift