
"Gevinsten er meget stor, og selvom det er en ulempe, at patientenerne skal behandles i længere tid, så er jeg overbevist om, at indikationen bliver anbefalet i Danmark. Det er et paradigmeskift i behandlingen af blærekræft,” siger Andreas Carus.
Paradigmeskift inden for blærekræft: Væsentligt flere vil formentlig blive helbredt
Behandling med lægemidlerne Padcev og Keytruda kan næsten halvere risikoen for, at patienter med muskelinvasiv blærekræft får tilbagefald eller dør. Det viser nye data fra fase III-studiet KEYNOTE-B15/EV-304, som er blevet præsenteret på lægekongressen ASCO Genitourinary Cancers Symposium.
Muskelinvasiv blærekræft er den form for blærekræft, hvor svulsten er vokset ind i blærens muskelvæg. I det stadie er sygdommen forbundet med betydelig risiko for spredning, og standardbehandlingen er at fjerne hele blæren – ofte efter forudgående kemoterapi.
Overlæge Andreas Carus fra Aalborg Universitetshospital vurderer, at resultaterne kan få afgørende betydning for behandlingen.
"Data viser allerede nu, at væsentligt flere patienter sandsynligvis kan blive helbredt end førhen. OS-data er ikke helt modne endnu, men det er svært at forestille sig, at det her ikke kan oversættes til en væsentlig overlevelsesgevinst sammenlignet med tidligere behandlinger," siger Andreas Carus.
OS står for samlet overlevelse, altså hvor længe patienterne lever.
I alt deltog 808 patienter i studiet. 405 fik kombinationen Padcev og Keytruda, mens 403 fik standardkemoterapi med gemcitabin og cisplatin før operation.
Efter to år var 79,4 procent af patienterne i kombinationsgruppen i live uden tilbagefald. I kemogruppen gjaldt det 66,2 procent. Risikoen for tilbagefald eller død var dermed reduceret med cirka 47 procent.
Behandlingen blev givet både før og efter operationen, hvor blæren fjernes. Først for at reducere mængden af kræft inden indgrebet og derefter for at mindske risikoen for, at sygdommen vender tilbage. I fagsprog kaldes det perioperativ behandling.
To forskellige typer medicin
Padcev og Keytruda virker på hver sin måde.
Padcev indeholder enfortumab vedotin og er et antistof-lægemiddelkonjugat. Det vil sige, at et målrettet antistof er koblet sammen med en cellegift. Antistoffet genkender et bestemt protein på kræftcellerne og transporterer cellegiften direkte ind i cellen, hvor den ødelægger den.
Keytruda indeholder pembrolizumab og er immunterapi. Det er en såkaldt PD-1-hæmmer. PD-1 er et signal på immunceller, som kan dæmpe immunforsvaret. Kræftceller kan udnytte signalet til at undgå at blive angrebet. Pembrolizumab blokerer signalet og gør det lettere for immunforsvaret at genkende og bekæmpe kræften.
Mere end halvdelen uden synlig kræft
55,8 procent af patienterne i kombinationsgruppen havde såkaldt patologisk komplet respons. Det betyder, at patologen ikke kunne finde rester af kræft i det væv, der blev fjernet ved operationen. I kemogruppen gjaldt det 32,5 procent.
Den samlede overlevelse er endnu ikke endeligt opgjort, men efter to år var 86,9 procent i live i kombinationsgruppen mod 81,3 procent i kemogruppen.
Ifølge Andreas Carus peger resultaterne på et reelt skift i behandlingsstrategien.
"Jeg kan næsten ikke forestille mig andet. Gevinsten er meget stor, og selvom det er en ulempe, at patientenerne skal behandles i længere tid, så er jeg overbevist om, at indikationen bliver anbefalet i Danmark. Det er et paradigmeskift i behandlingen af blærekræft."
Flere bivirkninger
Behandlingen fortsætter i op til et år efter operationen og varer dermed længere end standardkemoterapi.
75,7 procent af patienterne i kombinationsgruppen oplevede alvorlige bivirkninger, det vil sige bivirkninger, som krævede dosisændring, pause eller ophør. I kemogruppen gjaldt det 67,2 procent. De hyppigste alvorlige bivirkninger var hudreaktioner.
"Det er vigtigt at have for øje, at patienterne skal gennemgå behandling lige før og efter operationen og op til et år bagefter. Det er ikke uden bivirkninger, og det reflekterer studiet også. Det stiller krav til klinikerne om, at man selvfølgelig skal reducere eller stoppe behandlingen, hvis der begynder at optræde væsentlige bivirkninger," siger Andreas Carus.
Artiklen er en omskrevet og forkortet version af artiklen Paradigmeskift inden for behandlingen af blærekræft: Væsentligt flere vil formentlig blive helbredt på Onkologisk Tidsskrift
