”Hvis der med tiden kommer en klar gevinst på samlet overlevelse, så kan det måske godt vippe balancen i forhold til førstelinjebehandlingen, men lige nu er det for tidligt at ændre praksis,” siger Peter Meidahl Petersen.
Ny type behandling viser lovende resultater ved fremskreden prostatakræft
Et nyt stort studie peger på, at kræftbehandlingen Pluvicto kan få en vigtig rolle tidligere i sygdomsforløbet hos mænd med fremskreden, hormonfølsom prostatakræft med spredning. Behandlingen, som er en såkaldt radioligandterapi, forbedrer den tid, der går, før sygdommen forværres.
De tidlige resultater stammer fra det internationale fase III-studie PSMAddition, der blev præsenteret på den europæiske kræftkongres ESMO 2025. Det er første gang, man undersøger effekten af Pluvicto som første behandling til patienter med metastatisk hormonfølsom prostatakræft, også kaldet mHSPC.
Normalt får disse patienter hormonbehandling, der undertrykker produktionen af mandligt kønshormon (testosteron), ofte kombineret med en tabletbehandling, som hæmmer kræftcellernes hormonreceptorer (ARPI). Patienter med mange metastaser får som regel også kemoterapi.
Overlæge Peter Meidahl Petersen fra Rigshospitalet, som har bidraget til studiet med danske patientdata, kalder resultaterne et positivt skridt i udviklingen af radioligandterapi:
”Hvis der med tiden kommer en klar gevinst på samlet overlevelse, så kan det måske godt vippe balancen i forhold til førstelinjebehandlingen, men lige nu er det for tidligt at ændre praksis,” siger han.
Han peger dog på, at kombinationen af Pluvicto, hormonbehandling og ARPI på sigt kan blive ny standard, hvis yderligere data bekræfter gevinsten.
I dag bruges Pluvicto kun efter kemoterapi, hvor et tidligere stort studie, VISION, har vist en tydelig effekt. ”Vi afventer Medicinrådets evaluering af VISION-studiet, og om vi kan begynde at bruge Pluvicto efter taxanbehandling. Det er selvfølgelig en behandling, vi gerne vil kunne tilbyde vores patienter,” siger han.
Lovende resultater på sygdomskontrol
I PSMAddition-studiet indgik 1.144 mænd med PSMA-positiv metastatisk sygdom, hvor kræftcellerne havde spredt sig og kunne ses ved en særlig PSMA PET/CT-scanning. Deltagerne fik enten standardbehandling med hormonblokade og ARPI alene eller den samme behandling kombineret med Pluvicto, givet som intravenøs infusion hver sjette uge i op til seks omgange.
Efter knap to års opfølgning viste resultaterne, at patienterne, som fik Pluvicto, i gennemsnit havde 28 procent lavere risiko for, at sygdommen blev værre eller førte til død sammenlignet med kontrolgruppen. Det kaldes en forbedring i den radiografisk progressionsfri overlevelse. ”Det er en sikker forskel og et klart signal om, at behandlingen har biologisk effekt,” siger Peter Meidahl Petersen.
Han understreger dog, at det endnu er uvist, om den tidlige brug af Pluvicto vil forlænge livet mere end at bruge behandlingen senere i forløbet. Der sås en positiv tendens til længere samlet overlevelse, men tallene var endnu ikke statistisk sikre.
Bivirkningerne var overvejende som forventet. Næsten alle patienter fik bivirkninger, men alvorlige tilfælde var kun en smule hyppigere hos dem, der fik Pluvicto. Den mest almindelige bivirkning var tør mund, og nogle fik lavt antal blodceller (cytopeni), men det var oftest håndterbart. ”Sikkerhedsprofilen ligner det, vi kender i forvejen. Patienterne tåler det godt, og livskvaliteten ser ikke ud til at være tydeligt negativt påvirket. Det er positivt,” siger han.
Tidligere behandlinger peger i samme retning
Et andet studie, kaldet ENZA-p og offentliggjort i tidsskriftet The Lancet Oncology tidligere i år, viste også, at Pluvicto i kombination med tabletten enzalutamid kunne forbedre overlevelsen hos patienter med kastrationsresistent prostatakræft – altså når sygdommen ikke længere reagerer på hormonbehandling alene. Her levede patienterne i gennemsnit otte måneder længere end dem, der fik enzalutamid alene, og de havde færre smerter og bedre fysisk funktion.
Selvom ENZA-p var et mindre studie, peger både det og PSMAddition på, at lutetium-PSMA-behandling som Pluvicto kan være både effektiv og tålelig – og måske snart bruges tidligere i sygdomsforløbet. ”Det store spørgsmål er, om det skal gives tidligt eller senere. Det ved vi ikke endnu, men vi skal have det undersøgt. Det er bestemt en behandling, der har potentiale til at rykke frem i linjerne,” siger Peter Meidahl Petersen.
Samlet set peger resultaterne på, at Pluvicto kan blive en vigtig del af fremtidens behandling af fremskreden prostatakræft og markerer et skridt mod mere målrettet, personlig kræftbehandling.
Artiklen er en omskrevet version afPluvicto viser for første gang positive takter i første linje ved hormonfølsom metastatisk prostatakræft på Onkologisk Tidsskrift
