Skip to main content


Medicinrådets forperson, Birgitte Klindt Poulsen, har været i gang med anbefalingerne bag computeren.

Medicinrådet anbefaler tre immunterapier mod fremskreden kræft i livmoderslimhinden

Kvinder med fremskreden eller tilbagevendende kræft i livmoderslimhinden har nu fået adgang til tre nye kombinationer af immunterapi og kemoterapi. Medicinrådet har i en skriftlig proces anbefalet behandlingerne durvalumab, dostarlimab og pembrolizumab i kombination med klassisk kemoterapi. Hvilken behandling, der vælges, afhænger blandt andet af kræftens genetiske profil og prisen på lægemidlerne.

Kræft i livmoderslimhinden – også kaldet endometriecancer – er den hyppigste kræftform i underlivet hos kvinder. De fleste bliver helbredt ved operation, men hvis sygdommen vender tilbage, eller hvis den har spredt sig ved diagnosen, er behandlingsmulighederne mere begrænsede. Det er her, de nye anbefalinger kommer i spil.

Medicinrådet vurderer, at omkring 30 kvinder om året med en særlig genfejl i kræften (dMMR/MSI-H) vil kunne få tilbudt behandling med immunterapi og kemoterapi. Derudover forventes omkring 90 kvinder med en anden undertype (pMMR/MSS) at være kandidater.

Behandlingerne må gives i op til to år, og patienterne skal være i god fysisk form for at kunne tåle kombinationen af immunterapi og kemoterapi.

Durvalumab – til kvinder med genfejl i kræftcellerne

Durvalumab i kombination med kemoterapi er anbefalet til kvinder, hvor kræften har en fejl i cellernes reparationssystem – det, der kaldes dMMR eller MSI-H. Det betyder, at kræftcellerne er særligt følsomme over for immunterapi, fordi kroppens immunforsvar lettere kan genkende dem som fremmede.

Medicinrådet vurderer, at effekten og bivirkningerne ved durvalumab er på niveau med dostarlimab, som tidligere er blevet anbefalet til samme gruppe patienter. Derfor anbefaler rådet, at man vælger det af de to lægemidler, der samlet set er billigst.

Durvalumab gives først sammen med kemoterapi og derefter – hvis sygdommen er under kontrol – som vedligeholdelsesbehandling alene. Behandlingen må i alt vare op til to år.

Dostarlimab – til kvinder med eller uden genfejl i kræftcellerne

Dostarlimab i kombination med kemoterapi er anbefalet til kvinder med fremskreden eller tilbagevendende kræft i livmoderslimhinden – både hvis kræften har en fejl i reparationssystemet (dMMR/MSI-H) og hvis den ikke har (pMMR/MSS). Anbefalingen til dMMR-gruppen kom allerede i august året før, mens den nyere anbefaling gælder kvinder uden genfejl.

Hos kvinder uden genfejl virker immunterapi generelt dårligere, men forsøg viser, at kombinationen af dostarlimab og kemoterapi kan forsinke, at sygdommen forværres – og måske også forlænge livet. Hvor meget længere patienterne lever, er dog usikkert.

Behandlingen kan medføre bivirkninger, hvor kroppens immunforsvar angriber raskt væv. Disse bivirkninger kan være alvorlige og langvarige. Medicinrådet vurderer, at prisen står mål med den forventede effekt. Også her anbefales maksimalt to års behandling.

Pembrolizumab – et alternativ til begge grupper

Pembrolizumab i kombination med kemoterapi er anbefalet til begge typer af kræft i livmoderslimhinden – både dMMR/MSI-H og pMMR/MSS. Hos kvinder med genfejl vurderes effekten at være på niveau med durvalumab og dostarlimab. Derfor opfordrer Medicinrådet til, at regionerne vælger det lægemiddel, der samlet set er billigst.

Hos kvinder uden genfejl kan pembrolizumab forlænge tiden til forværring af sygdommen og muligvis også levetiden, men her er effekten mere usikker. Risikoen for alvorlige bivirkninger fra immunsystemet er også til stede.

Pembrolizumab gives efter vægtbaseret dosering og må bruges i op til to år, ligesom de øvrige behandlinger.

 

 

Læs Medicinrådets anbefalinger:

Durvalumab

Dostarlimab

Pembrolizumab