Skip to main content

Diabetesmiddel koblet med mindre risiko for hudkræft

Behandling med diabetesmidlet metformin ser ud til at forebygge hudkræfttyperne basal- og pladecellekræft på tværs af de fleste hudtyper, viser et nyt amerikansk studie. Dog fandt forskerne ikke en reduceret risiko blandt sorte mennesker. 

I registerstudiet, der er udgivet i Journal of Drugs in Dermatology, anvendte forskerne data fra en amerikansk sundhedsdatabase kaldet All of Us, der indeholder sundhedsdata på over en million amerikanere, og som har særlig opmærksomhed på at samle forskellige hudtyper. 

Her fandt de 4.111 personer diagnosticeret med hudkræfttypen pladecellekræft og 8.047 diagnosticeret med hudkræfttypen basalcellekræft og sammenlignede data med henholdsvis 16.444 og 32.188 kontrolpersoner. Forskerne analyserede data med baggrund i personernes forskellige hudtyper, der var registeret som enten hvid, sort, hispanic eller andet. 

Resultaterne viste, at personer, der havde været eksponeret for metformin havde en signifikant reduceret risiko for både plade- og basalcellekræft på tværs af befolkningsgrupper med både lys og mørk hud. Den eneste undtagelse var, at der ikke blev fundet en signifikant reduceret risiko for pladecellekræft blandt sorte mennesker. 

Ifølge forfatterne bag studiet, kan forskellen skyldes, at pladecellekræft blandt sorte mennesker ofte udvikler sig på solbeskyttede dele af kroppen og er stærkt forbundet med inflammation og kroniske ar, hvilket er faktorer, der muligvis ikke påvirkes af metformin. 

"Mens tidligere befolkningsundersøgelser har givet blandede resultater, understreger de nuancerede forskelle mellem racemæssige grupper i vores undersøgelse behovet for personlige tilgange til vurdering af metformins kræftforebyggende egenskaber og dens potentielle betydning for forebyggelse af hudkræft," konkluderer de i studiet.