Skip to main content


”Det er så spændende, at jeg går og kniber mig selv lidt i armen over, at vi skal lave det her forsøg i Danmark," siger Miriam Kolko.

Første studie af sin slags: Danske øjenlæger tester Ozempic til patienter med grøn stær

Det danske ABSALON-pilotstudie er det første i verden, der undersøger, hvordan medicinen semaglutid, som normalt bruges til behandling af diabetes, kan hjælpe patienter med grøn stær (glaukom). Forskerne er meget begejstrede for, at de nu endelig kan starte dette studie.

Studiet er et dobbeltblindet, randomiseret forsøg, hvor hverken patienter eller forskere ved, hvem der får medicinen. I alt vil 63 patienter med grøn stær deltage i hver gruppe i forsøget, som lige er begyndt på Rigshospitalet.

”Det er så spændende, at jeg går og kniber mig selv lidt i armen over, at vi skal lave det her forsøg i Danmark. Vi er så vidt, jeg er orienteret, de første i verden, der laver den her type forsøg. Det er over fem år siden, at vi først fik ideen til studiet, så det har været en lang proces, der i første omgang gik på at skaffe fondsmidler og sidenhen på at få den eftertragtede medicin. Vi fik i anden omgang en større bevilling fra Novo Nordisk Fonden, som vi er meget taknemmelige for,” siger Miriam Kolko, der er professor ved Københavns Universitet, overlæge på Afdeling for Øjensygdomme, Rigshospitalet og leder af forskningsgruppen Eye Translational Research Unit.

De patienter, der deltager i studiet, må ikke have diabetes. Dem, der får den aktive behandling, følger dog samme behandlingsplan som patienter med diabetes. De starter med en dosis på 3 mg af medicinen semaglutid, som derefter øges til 7 mg og til sidst 14 mg. Patienterne vil fortsætte med denne sidste dosis i fire måneder, hvilket betyder, at behandlingen strækker sig over 26 uger. Begge grupper af patienter modtager samtidig behandling, der sænker øjentrykket, så semaglutid fungerer som en ekstra behandling.

Patienter med grøn stær kan deltage i studiet, hvis de er normalvægtige, over 45 år og har et syn, der er bedre end 0,5, hvilket betyder, at de kun ser halvt så godt som en person med normalt syn. De må hverken have diabetes, AMD (aldersrelateret makuladegeneration), alvorlige sygdomme, betændelse i bugspytkirtlen (pancreatitis) eller tidligere inflammatorisk øjensygdom.

Vil måle nerveceller, i første omgang

Formålet med ABSALON-studiet er at beskytte øjets indre nerveceller. Dette endepunkt er valgt, da andre brugbare kliniske markører sjældent lader sig aflæse så tidligt, at de kan måles i et pilotstudie af denne type, siger Miriam Kolko.

Behandlingen bliver evalueret med en test kaldet PhNR, som måler funktionen af nethindens indre celler. Det er her de retinale ganglieceller findes, som ødelægges ved grøn stær. Tidligere undersøgelser har vist en forbedring af disse celler på 7,5-12,7 procent efter tre måneders behandling med et andet stof, nicotinamid, som også er under klinisk afprøvning flere steder i verden.

Hvis studiet viser, at semaglutid kan hjælpe mod grøn stær, håber Miriam Kolko, at medicinen kan bruges til patienter, hvor øjentryksbehandling med dråber, laser eller kirurgi ikke har været nok til at bremse sygdommen.

Afsæt i registerstudier og Alzheimer-forskning

Studiet har opbakning i flere registerforsøg fra Danmark og fra udlandet.

Studiet bygger på flere tidligere undersøgelser. Et dansk epidemiologisk studie fra Miriam Kolkos forskergruppe har vist, at risikoen for at få grøn stær er 19 procent lavere hos diabetespatienter, der har fået semaglutid. Hvis de har været i behandling i tre år eller mere, falder risikoen med 29 procent.

Semaglutid undersøges også som behandling for Alzheimers sygdom. Her er hypotesen, at medicinen kan reducere betændelse i kroppen og beskytte nervecellerne. Den samme idé undersøges for grøn stær, hvor forskere mener, at betændelse kan spille en rolle i det vedvarende tab af nerveceller i øjet. Samtidig kan vægttabet, som ofte ses ved brug af semaglutid, muligvis have en positiv effekt på cellerne.

Resultater foreligger sidst i årtiet

Miriam Kolko vurderer, at forskningsresultaterne fra det kliniske pilotstudie vil være klar om fire-fem år. 

”Der er vel en mulighed for, at vi bliver overhalet inden om af et udenlandsk studie, eller at semaglutid ikke gør noget for patienter med glaukom, der ikke har diabetes, men det vigtigste er, at vi som læger og forskere på en hypotetisk baggrund afprøver semaglutids potentiale. Det vil jo være fantastisk, hvis vi kan bremse udviklingen af glaukom hos de patienter, hvor de nuværende øjentrykssænkende behandlinger ikke er tilstrækkelige for at undgå synshandicap,” siger professoren.

Ud over at måle effekten af semaglutid på øjets nerveceller vil studiet også se på, hvordan behandlingen påvirker kontrastsyn, livskvalitet og sikkerheden ved at bruge medicinen. Derudover vil forskerne undersøge andre mål som for eksempel synsfelt, ændringer i øjet, blodtilførsel til øjet, stofskifte og infektionstal hos patienterne.

Hvis ABSALON-studiet viser, at semaglutid virker mod grøn stær, vil der være behov for yderligere forskning med flere mål og større forsøg på flere hospitaler.

 

  •