Skip to main content


Førsteforfatter Andrea Cercek præsenterede de imponerende resultater på ASCO.

Vilde tal: Lægemiddel helbreder samtlige patienter med bestemt type kræft

I et forsøg med immunterapien Jemperli (dostarlimab) mod lokalt fremskreden dMMR endetarmskræft – en type kræft hvor cellerne har genetiske fejl og ikke kan reparere DNA-skader korrekt – er alle deltagere nu kræftfri og behøver ikke operation. Det er imponerende resultater, som kan få stor betydning for danske patienter, vurderer en overlæge.

Om Jemperli

Jemperli er en såkaldt PD-1-hæmmer, som styrker kroppens naturlige forsvar mod kræft.

Normalt fungerer T-cellerne som kroppens forsvar mod kræft. Men når proteinet PD-L1 binder sig til proteinet PD-1, bremser dette immunforsvaret, så T-cellerne ikke angriber kræftcellerne effektivt.

PD-1-hæmmere som Jemperli forhindrer PD-1 og PD-L1 i at binde sig til hinanden, hvilket fjerner bremsen og tillader T-cellerne at angribe kræftcellerne.

Resultaterne af fase II-studiet blev præsenteret mandag på den store kræftkongres ASCO 2024, og det er kongressens mest interessante studie inden for tarmkræft, mener Laurids Østergaard Poulsen, som overværede præsentationen. Han er ph.d. og overlæge på Onkologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.

”Det er det studie, som har størst potentiale til at forandre praksis for de danske patienter. I dag ender de ofte med en omfattende operation og en permanent stomi. Her ser vi en behandling, som kan helbrede uden behov for operation. Det er et opgør med den nuværende måde at gøre tingene på,” siger han og uddyber:

”41 patienter har færdiggjort behandlingen, og imponerende 100 procent har opnået komplet klinisk respons. 20 af patienterne er sågar fulgt i over to år, uden at der har været tilbagefald eller behov for operation. Det er meget lovende.”

Studiet er gennemført af en forskergruppe på Memorial Sloan Kettering Cancer Center i New York, og samme gruppe præsenterede allerede i 2022 – også på ASCO – meget tidlige resultater, som samtidig blev publiceret i New England Journal of Medicine. Dengang havde de kun indrulleret 12 patienter i forsøget, men hver og én havde opnået komplet klinisk respons, hvilket var højst overraskende.

”Vi havde aldrig set noget lignende. Inden for onkologien er det typisk sådan, at en behandling kun virker for en vis andel af patienterne, men her virkede det for alle. Spørgsmålet var så, om hele verden skulle til at ændre behandlingen baseret på 12 patienter med meget kort opfølgningstid – det var svært at vurdere,” siger Laurids Østergaard Poulsen.

Uafklarede spørgsmål

Baseret på resultaterne fra 2022 besluttede Dansk Kolorektalcancer Gruppe (DCCG), at patienter med dMMR endetarmskræft kan behandles med immunterapi før operation i stedet for kemoterapi og strålebehandling. De anbefalede dog, at denne behandling kun skulle givesi protokolleret regi, indtil yderligere data foreligger. Det gør de nu, så er det på tide at opdatere behandlingsvejledningen?

”Det er et godt spørgsmål, som vi skal til at drøfte i gruppen. Der er flere faktorer, som komplicerer tingene,” siger Laurids Østergaard Poulsen.

Han fortæller, at der pågår en faglig debat om, hvor meget immunterapi, man kan nøjes med at give patienter med dMMR lokalavanceret endetarmskræft. I studiet med dostarlimab har deltagerne fået et halvt års behandling, men tidlige data har vist, at tumor forsvinder væsentligt tidligere i forløbet. Spørgsmålet er derfor, om man kan nøjes med mindre.

Danske læger afprøver dobbeltimmunterapi

I Danmark igangsatte man i 2022 studiet RESET-R, et multicenter fase II-forsøg, hvor samme patientgruppe får tilbudt en eller to serier dobbeltimmunterapi med Yervoy (ipilimumab) og Opdivo (nivolumab) up front. Målet er også her at opnå, at kræften forsvinder, og dermed forebygge operation.

Ifølge Laurids Østergaard Poulsen er der indtil videre inkluderet otte patienter, og ingen har endnu haft behov for operation. Der er mellem 10 og 20 nye danske patienter om året, som kandiderer til behandlingen, men forsøget har i det første stykke tid kun kørt i Odense, hvilket ifølge overlægen nok har påvirket rekrutteringsmulighederne. Nu kører forsøget over det meste af landet.

”Vi er ikke i tvivl om, at det er den rigtige strategi at give immunterapi til disse patienter, men der er en del uafklarede spørgsmål om behandlingens type, behandlingsvarighed og dosering. Vi skal have en diskussion om, hvad der skal til, før vi kan kalde noget en standardbehandling,” siger Laurids Østergaard Poulsen.

Resultaterne i detaljer

I dostarlimab-studiet blev 47 patienter med dMMR lokalavanceret rektumkræft behandlet med PD-1 hæmmeren i seks måneder. Det primære mål var todelt: dels at se, hvor godt kræften reagerede på behandlingen, dels at måle, hvor mange patienter der havde vedvarende komplet klinisk respons. Dette blev defineret som enten ingen kræft ved operation eller ingen tegn på tumor ved MR-scanning, endoskopi eller rektalundersøgelse i mindst 12 måneder efter afslutningen af behandlingen.

Resultaterne viser, at alle de 41 patienter, som indtil videre har gennemført behandlingen, har opnået fuldstændig klinisk respons. Ingen af patienterne har haft behov for yderligere behandling, og ingen har oplevet tilbagefald af kræften, hverken lokalt eller andre steder i kroppen.

20 patienter opnåede langvarig fuldstændig bedring med en gennemsnitlig opfølgningsperiode på næsten 29 måneder. Der blev ikke observeret alvorlige bivirkninger, der var værre end moderate.