Skip to main content


"Det er jo interessant, hver gang vi får en ny behandlingsmulighed til de patienter, som vi har meget svært ved at hjælpe. Og disse data understøtter en klinisk relevant effekt af esketamin, både akut og ved behandling op til 32 uger,” siger René Ernst Nielsen.

Nyt studie: Positive resultater af ny behandlingsmulighed mod stærk depression

For en uge siden gav Medicinrådet grønt lys for brugen af et nyt lægemiddel ved navn esketamin (Spravato) kombineret med antidepressiv tabletbehandling til den lille gruppe af årligt 200-500 voksne patienter med depression, som er indlagt med akut øget selvmordsrisiko. Ny forskning viser viser gode resultater med midlet.

Den klinisk relevante effekt af næsesprayen esketamin viser sig i flere studier. Senest har en stor andel af patienter med svært behandlelig depression (TRD) i et nyt stort studie vist sig at blive symptomfri i uge 8 og forblive tilbagefaldsfri i uge 32 - og det i højere grad end de, der fik lægemidlet quetiapin. 

Resultaterne fremgår af det store, randomiserede fase IIIb-studie, ESCAPE-TRD. Her blev 676 patienter med TRD tilfældigt valgt til at modtage enten esketamin eller quetiapin, samtidig med at de alle fortsatte med deres aktuelle behandling med antidepressiv medicin.

Det primære formål var symptomfrihed efter uge 8, hvor det viste sig, at signifikant flere deltagere opnåede symptomfrihed ved behandling med esketamin sammenlignet med behandling med quetiapin (henholdsvis 27,1 procent vs. 17,6 procent). Det vigtigste sekundære formål var at forblive tilbagefaldsfri i uge 32. Og her er tallene henholdsvis 21,7 procent vs. 14,1 procent Derudover fortsatte raterne med symptomfrihed med at stige i begge arme efter uge 8 med en signifikant større andel af patienter i symptomfrihed i uge 32 ved behandling med esketamin end ved behandling med quetiapin (55 procent vs 37 procent).

Studiet adskiller sig fra tidligere fase III-studier, hvor TRD patienterne både begyndte med nyt antidepressiv medicin og esketamin eller placebo, mens de i ESCAPE-TRD kun begynder på esketamin eller quetiapin oveni den forudgående – uvirksomme – antidepressive medicin.

Interessant ny behandlingsmulighed

ESCAPE-TRD er gennemført på centre i 24 lande, herunder Danmark, hvor Psykiatrien - Aalborg Universitetshospital deltog. Her glæder professor og overlæge René Ernst Nielsen sig over, at esketamin viser effekt i stadig flere studier.

“Det er jo interessant, hver gang vi får en ny behandlingsmulighed til de patienter, som vi har meget svært ved at hjælpe. Og disse data understøtter en klinisk relevant effekt af esketamin, både akut og ved behandling op til 32 uger,” siger han.

Resultaterne vil imidlertid ikke ændre noget i hans praksis, idet der allerede nu er mulighed for at anvende præparatet via ansøgning til hver enkelt patient. Det, han savner nu, er data, der kan vise, hvor lang tid der er brug for at behandle, og hvordan det går i efterforløbet.

“De nye data er interessante, og nogle, som vi skal bruge til at arbejde videre med. For det, vi ikke ved så meget om endnu, er, hvordan esketamin virker på lang sigt. Skal stoffet gives for eksempel 10-12 gange, er det overskueligt. Men er det en behandling, man ikke kan stoppe igen, bliver det en tung behandlingsvej at gå,” påpeger han og tilføjer, at det jo altid er rart at have en behandling, der virker, men hvis man ikke kan forebygge efterfølgende, vil den ikke få helt så stor værdi i praksis.

På sigt er han overbevist om, at esketamin nok skal finde en plads i behandlingshierakiet, efterhånden som midlet lander i klinisk praksis og man finder ud af, hvornår og hvilken patienttype, det vil passe til.

Relevant sammenligning

Herhjemme har der lydt røster, som ikke ser mening i at sammenligne esketamin med quetiapin, da det ikke er alternativet i Danmark. Men som René Ernst Nielsen ser det, er data fra ESCAPE-TRD relevante også i en dansk sammenhæng, da quetiapin bruges i stort omfang til patienter med depressiv episode, som har utilstrækkelig virkning af deres antidepressive behandling, som han siger. Ifølge den danske behandlingsvejledning bør behandling med f.eks. quetiapin foretages ved utilstrækkelig virkning af tre antidepressiva.

“Måske ville vi i Danmark også overveje lithium. Men det er ikke alle steder, at det bruges som alternativ. Ser vi rundt i Europa er det mere quetiapin eller aripiprazol, der er alternativet. Så jeg vil ikke umiddelbart kunne pege på noget andet, som det ville give mere mening at sammenligne med,” siger han.

I forhold til bivirkninger viser det nye studie, at de hyppigste blandt dem, der blev behandlet med esketamin, er svimmelhed, kvalme og dissociation, mens det for dem, der fik quetiapin er øget træthed og vægtstigning. Alvorlige bivirkninger ses hos 5,1 procent af patienterne på quetiapin og 5,7 procent hos dem på esketamin.

 

depression