Skip to main content


Skal du til læge - altså den kunstige?

De amerikanske lægemiddelmyndigheder, FDA, har godkendt den første kunstige intelligens, som kan stille en diagnose uden hjælp fra en menneske-læge.

Dermed er taget fat på en helt ny æra indenfor diagnostikken, og du kan lige så godt vende dig til det med det samme, for i fremtiden sil der komme meget mere brug af kunstig intelligens når der skal stilles en diagnose.

Det er firmaet IDx, som har fået tilladelse til at markedsføre det diagnostiske software, som arbejder ved hjælp af kunstig intelligens, til øjensygdomme.

Softwaren er designet til at opdage diabetisk øjensygdom, kaldet retinopati. Retinopati opstår på grund af ødelæggelse af de små blodkar i nethinden. De kan få buler og blive forkalkede og utætte. Sygdommen er lumsk, og patienten opdager den som regel ikke, før det optimale behandlingstidspunkt er forpasset. Den kan kun opdages, når øjnene undersøges af øjenlæge - og nu kunstig intelligens. Opdages øjenforandringerne i tide, kan behandling sørge for, at man bevarer sit syn og undgår synsnedsættelse.

Diabetesforeningen herhjemme har anslået, at så mange som 40 procent af danskere med diabetes - type 1 eller 2 - har en eller anden grad af diabetisk øjensygdom. Øjenforandringerne begynder typisk efter ti år med f.eks. type 1-diabetes.

Den nu godkendte software bruger en kunstig intelligens-algoritme, som analyserer billeder af patientens øje, taget med et specielt kamera. Billederne uploades derpå til en server, og så kan softwaren give et positivt eller negativt resultat.

De amerikanske lægemiddelmyndigheder har for nylig godkendt software, baseret på kunstig intelligens, som hjælp til at opdage hjertestop. Også personalet på 112 i Region Hovedstaden er på vej til at få hjælp af kunstig intelligens til at finde ud af, hvilke alarmopkald, der handler om hjertestop.

Men det er altså første gang, at der godkendes algoritmer, som kan komme med en diagnose på få minutter uden hjælp fra en læge eller anden specialist.

I en pressemeddelelse skriver Malvina Eydelma, chef for øre-næse-hals udstyr i FDA, at adgang til tidlig opsporing af retinopati er yderst vigtig, da ca. halvdelen af diabetespatienter i USA ikke går til årlig kontrol hos øjenlæge.

Den kunstige intelligens kan bruges i primærsektoren, hvor en undersøgelse på få minutter ville kunne give en diagnose. Undersøgelsen er forbeholdtl patienter over 22 år, som har retinopati i en grad, som ligger over ’mild’.

 

LÆS OGSÅ:

 

kunstig intelligens