Mettes nytårsplaner om ældreområdet bør tænkes sammen med en sundhedsreform

Mette Frederiksens nytårstale blev en personlig succes for landets statsminister. Der er bred tilslutning til de nyheder, hun vitterligt flagede denne gang.

Hun talte om ”den kærlighed og pleje, som livets efterår kræver” – og det skal begynde med en ny start på ældreområdet. Hun talte for at udvide eksperimenterne med frikommuner, så alle kommuner kan få lov at lege med egne planer. Hun ville gøre op med bureaukratiseringen – og det gælder velsagtens også på sundhedsområdet. Nu er regeringen også parat til at åbne op for udenlandsk arbejdskraft, og alt dette kan også blive til gevinster for sundhedsvæsenet.

Det er alt sammen såre smukt – og desværre også utroligt svært. Men derfor kan ambitionerne jo være gode nok.

Bedømt med det udgangspunkt kan man undre sig over, at statsministeren stadig ikke kan stille en sundhedsreform i udsigt. Ikke bare en gnist af en idé, sådan som hun gjorde med sine tanker på ældreområdet. Dér er regeringen åbenbart parat til at tage store chancer. De seneste år har jo bragt den ene afsløring – faktisk skandale - efter den anden om, hvordan kommunerne skuffer med deres ældreindsats. Nu vil regeringen åbenbart slække på kontrollen, og det er bestemt en overraskelse alt taget i betragtning.

Mette Frederiksen var også parat til at tænke ud af boksen – f.eks. med at love grønne indenrigsfly i 2030.

Men på sundhedsområdet er regeringens stadig ikke parat til at tænke bare det mindste ud af boksen.

De manglende ideer på sundhedsområdet er så meget desto mere betænkelige al den stund, at initiativerne på ældreområdet bør samtænkes med en sundhedsreform. Det er jo givet, at sundhedsreformen kommer til at omstrukturere indsatsen over for landets kronikere – og det handler især om netop ældre medborgere. Det er også givet, at en sundhedsreform skal revolutionere den såkaldt nære indsats, hvad enten det bliver nærhospitaler, sundhedshuse eller noget helt femte.

Det vil være en stor fejl ikke at samtænke planerne på ældreområdet med planerne om en sundhedsreform. Det synspunkt gør Christian Harsløf, direktør for sundhed og ældre i Kommunernes Landsforening, også gældende. Det ønske er fuldt forståeligt, bl.a. fordi kommunerne drømmer om at spille en større rolle i det nære sundhedsvæsen end i dag, og derfor frygter kommunerne, at ændringerne på ældreområdet kan påvirke mulighederne for at få udvide kommunernes indsats på sundhedsområdet.

Man kunne i øvrigt lige så godt overveje den stik modsatte løsning, hvor kommunerne tværtimod delvist udfases af sundhedsområdet, fordi de klarer sig så dårligt, eksempelvis på ældreområdet.

Når statsministeren begynder med ældreområdet - som hun åbenbart ønsker - risikerer hun at fastlåse positionerne i forhold til den kommende sundhedsreform.

Regeringen har med coronaen fået en god undskyldning for udskyde sin sundhedsreform. Det er indlysende berettiget, men det er også indlysende, at corona netop aktualiserer behovet for komme i gang.

Det turde være åbenlyst, at sundhedsvæsenet virkelig har behov for at fastholde medarbejdere eller endnu bedre rekruttere flere sundhedspersonaler – og det kommer vi ikke i mål med uden en vision. Den milliard, som på regeringens initiativ blev kastet efter et presset sundhedspersonale, er vel nok det mest ugennemtænkte, man har set i mange år. Tænk hvis pengene havde haft en retning, en ide, og da gerne, så personalet kunne blive mere tilfredse. Men også så pengene gik til noget fremadrettet.

I denne regering er sundhedsminister Magnus Heunicke den mest populære, og han har været det længe. Han er da også både empatisk og sympatisk. Men endnu er han altså ikke trådt i karakter på sit eget ressort med ideer og initiativer. Jovist, der er corona. Men sundhedsvæsenet har brug for at rykke.

Man må håbe, at sundhedsreformen ikke springes over i 2022.