Skip to main content


Peder Jest.

Hospitalsdirektør: Vi har ikke behandlet patienter med funktionelle lidelser godt nok

Der er specialklinikker for funktionelle lidelser i Aarhus, på Frederiksberg og i Vordingborg, men ingen på Fyn. Derfor har fynske læger selv forsøgt at behandle de sværest ramte i egen praksis.

Og det er ikke godt nok, er mener lægelig direktør på Odense Universitetshospital, Peder Jest.

"Vi har ikke været gode nok til at behandle de her patienter. Patienterne er ofte endt på en rejse gennem systemet og har følt sig misforståede, fordi lægerne ikke vidste, hvad de fejlede, eller hvad de skulle stille op med dem. Det er problemer, har jeg indtryk af, der er over hele landet, men da vi ikke her i regionen har specialiserede eller store nok tilbud, har vi nok været lidt bagud i forhold til andre regioner," siger Peder Jest til Fyens.dk.

Op til 300.000 danskere skønnes at have en funktionel lidelse - sygdomme, som kan være yderst invaliderende, og som blandt andet tæller fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom, irriteret tyktarm, kronisk piskesmæld og duft- og kemikalieoverfølsomhed.

Patienter oplever reelle fysiske gener såsom smerter, svimmelhed eller lammelser. Mange af de sværest syge ender med gentagne sygemeldinger eller at måtte gå på førtidspension.

Psykiatrien i Odense har et lille, ikke-specialiseret tilbud. Men patienter skal først henvises til almen-psykitatrien og bagefter til tilbuddet under Affektivt Team i Odense. Den proces får mange patienter til at stejle, fordi de ikke kan forstå, at de henvises til en psykiater, når symptomerne kan mærkes i kroppen.

Derfor lufter OUH-direktøren nu en vision om, at hospitalet opretter et behandlingscenter for folk med de komplicerede sygdomme. Ligesom det er gjort i Region Midtjylland, Hovedstaden og Region Sjælland.

"Tanken er, at de fleste stadig skal behandles i almen praksis, men at de, som har brug for yderligere behandling, skal kunne henvises til ét center, hvor der samles forskellig ekspertise. Det kan være psykiatere, neurologer, gigtlæger med flere, men den præcise udformning er svær at spå om. Først skal vi indhente erfaring fra andre steder i landet og inddrage de praktiserende læger. Før der kan siges noget om en tidshorisont eller kapaciteten for et fremtidigt nyt ambulatorium, bør man afdække behovet," siger Peder Jest til Fyens.dk.

"Jeg har tilbudt Danske Regioner, at vi på OUH kunne stå for at indsamle data fra hele landet, formentlig anonymiserede registerdata, over, hvor mange der registreres med en funktionel lidelse, for at få mere viden om behovet. Det har man i Danske Regioner været positive over."

Sundhedsstyrelsen arbejder i øvrigt lige nu med nye anbefalinger til udredning, behandling og rehabilitering af mennesker med funktionelle lidelser.

Anbefalingerne forventes færdige i første halvår af 2018.

funktionelle lidelser, Odense Universitetshospital, funktionelle, Peder Jest