"Børn er ikke bare små voksne, de vokser og modnes – derfor er der tale om nogle helt andre risici, ” siger overlæge Helle Holst.
Meget af børns medicin er ikke testet til børn
Hver dag får tusindvis af børn i Danmark ordineret medicin mod f.eks. astma, depression eller søvnløshed, uden at vi kender den helt rette dosis og risikoen for bivirkninger, da der mangler systematiske undersøgelser om medicins virkning på børn.
Udfordringen er særligt de såkaldt ’gamle’ lægemidler, som er udviklet før 2006, hvor der kom nye regler om afprøvning af medicin på børn.
De øvrige nordiske lande har både en lægemiddelkomité med fokus på medicin til børn og særlige nationale centre, der forsker i lægemidlers virkning på børn og formidler viden til lægerne på sygehusene. I Danmark har vi endnu ingen af delene, men Klinisk Farmakologisk Afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital arbejder på at fylde huller ud i vores viden om medicin til børn. Det skriver VIDEN+, der er et online medie, der går tæt på sundhedsforskning, tendenser og udvikling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.
Hvis det står til Helle Holst, der er overlæge på Klinisk Farmakologisk Afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, skal feltet løftes bl.a. gennem at etablere et særligt center med ekspertise i medicin til børn, som skal forske i virkninger og bivirkninger af de lægemidler, der benyttes til dagligt i klinikken.
De seneste år har overlægen været med til at sætte temaet om medicin til børn på dagsordenen. Bl.a. har hun været primus motor på en række forskningsprojekter, der undersøger de lægemidler, der gives til for tidligt fødte børn på neonatalafdelingen, medicin til overvægtige børn og brugen af lægemidler med stoffet melatonin til børn med søvnforstyrrelser.
”Det kan have alvorlige konsekvenser, at dette felt er så nedprioriteret. Især fordi nogle typer af medicin gives til børn gennem mange år. Børn er ikke bare små voksne, de vokser og modnes – derfor er der tale om nogle helt andre risici, ” siger Helle Holst til VIDEN+.
Bl.a. skal børns organer modnes, før de kan nedbryde en række lægemidler, og deres kropsammensætning er helt anderledes end voksnes.
Helle Holst og hendes medarbejdere har sammen med en række børnelæger udpeget af det sundhedsfaglige råd i pædiatri og neonatalogi udarbejdet en rekommendationsbog for brug af medicin til børn på børneafdelingerne i Region Hovedstaden. Bogen er også blevet anvendt til inspiration i både Aarhus og Odense. Desuden underviser de børnelæger på hospitalerne og har et tæt samarbejde om at øge kendskabet til lægemidler til børn.
”Målet er at få reduceret antallet af forskellige lægemidler, der benyttes til de mest almindelige børnesygdomme. Forskning har vist, at det øger lægers viden om mulige bivirkninger på børn – og dermed nedsætter risikoen for medicineringsfejl, “ siger overlægen.
Fakta om børn og lægemidler
- Halvdelen af de lægemidler, der i dag anvendes til børn på de danske sygehuse, er ikke afprøvet på eller godkendt til børn.
- For spædbørn på neonatalafdelinger gælder det, at 90 % af de lægemidler, de behandles med, ikke er godkendt til denne aldersgruppe. Halvdelen af de spædbørn, der er indlagt på neonatalafdelingen, får mere end fem forskellige lægemidler på én gang.
- Kilde: Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.