Ny og veldokumenteret bog : Ældre med ADHD svigtes af sundhedsvæsenet

BØGER. Hvordan er det som voksen pludselig at indse, at man har levet hele sit liv uden at forstå, hvorfor nogle ting tilsyneladende altid går galt? Hvorfor andre mennesker gang på gang misforstår én, og hvorfor man ikke bare gør alle de ting, man ved, man burde gøre? Det spørger den svenske psykiater Lotta Borg Skoglund om i sin nye bog. Hun er blandt de første, som sætter fokus på det vanskelige liv som 50+ med ADHD.

At leve med ADHD uden at vide det handler ofte om at føle, at man er anderledes, men at man ikke helt ved hvordan. Det handler også om at vide præcis, hvad man burde gøre, men i praksis konstant er mislykkedes med. At mærke, men ikke forstå, hvilke kræfter man er oppe imod. Men manglen på forskning i og viden om, hvordan de, der har fået diagnosen ADHD som ældre, kan få den støtte og hjælp, de har ret til, er stadig skræmmende stor.

Det skriver den svenske overlæge i almen medicin og psykiatri og lektor ved Uppsala universitet Lotta Borg Skoglund i sin nye bog ´ADHD 50+´, der handler om at få sin diagnose sent i livet og blive ældre med ADHD. I bogen dokumenterer hbun, hvorfor det ikke kun er fair, men også vigtigt for de ramte og hele sundhedsvæsnet, at ældre med ADHD diagnosticeres og tilbydes behandling:

”På en måde kan vi faktisk tale om ren og skær diskrimination af en stor gruppe patienter, som er så usynlige og misforståede, både af dem selv og af sundhedsvæsnet. Men de findes, selvom de endnu ikke har fået en formel diagnose. Og de lider, i mange tilfælde unødigt, i stedet for at have adgang til effektiv behandling,” fastslår hun.

Ifølge Lotta Borg Skoglund er det ikke kun de udiagnosticerede ældre, der ville få mere livskvalitet og selvrespekt af at have en forklaringsmodel for deres vanskeligheder, også sundhedsvæsnet ville blive aflastet og få bedre redskaber til at møde en stor gruppe patienter, som i dag er hyppige gæster ved både ambulant behandling og indlæggelser:

”Selvom mellem to og tre procent af alle voksne over 65 år teoretisk set burde have en ADHD-diagnose, er virkeligheden, at kun en brøkdel af disse kæmpende mennesker er blevet udredt og behandlet. Men selvom disse mennesker ikke er synlige i statistikkerne, er de overalt blandt os. Og de fortæller ofte om et langt liv med lidelse, ikke kun for dem selv, men også for deres familier. Deres ADHD har kostet dem enormt meget. Og omkostningerne for samfundet på grund af alle de mennesker, der lever et liv i modgang, fordi deres ADHD ikke er blevet diagnosticeret, er enorme, fordi sundheds- og socialvæsnets indgreb er rettet mod de forkerte årsager,” skriver Skoglund i bogen.

Lotta Borg Skoglund, der grundlæggende mener, at det aldrig er for sent at blive diagnosticeret og behandlet, skriver veldokumenteret og rørende om de positivt livsforandrende betydninger, en diagnose har haft for hendes patienter, der på deres ældre dage derved blandt andet har fået mulighed for bedre at forstå sig selv, reparere brudte relationer, opnå en bedre kontakt til sundhedsvæsnet og se både sig selv og verden omkring dem med mere tilgivende øjne:

"Med den rigtige diagnose kan det pludselig blive muligt at passe bedre på sig selv, være mere involveret i sin egen pleje og sundhedstilstand og tilpasse sit liv efter sine egne forudsætninger og håb. Og med den rette forståelse for og forklaring af de individuelle ADHD-relaterede vanskeligheder kan sundheds- og socialvæsnet bedre tilpasse behandlingen og forbedre resultatet af den i forhold til både psykiatriske og fysiske tilstande,” skriver Skoglund, der påpeger, at det selvfølgelig er nemmere at følge sin læges råd om at tage sin blodtryksmedicin, møde op til sin aftale, holde op med at ryge og tabe sig, hvis man ved, hvorfor det tilsyneladende er så meget sværere end for de fleste andre – nemlig fordi man også har sin ADHD-diagnose at slås med.

For det faktum, at vi som samfund overser ældre med ADHD betyder jo ikke, at disse ældre ikke eksisterer, og Skoglund er eminent til få os til at forstå, at ikke alene slås hendes patienter med at få livet til at hænge bare nogenlunde sammen. De slås også helt uden forståelse for sig selv og uden forståelse fra andre.

Et vigtigt element i bogen er Skoglunds evner til at sætte sine patienters beretninger i perspektiv af den nyeste forskning og hendes egne kliniske erfaringer. En af hendes patienter forklarer for eksempel sit liv således:

”Mest af alt har jeg altid undret mig over, hvorfor jeg ikke bare kan gøre alt det, som alle andre gør? Det, der er livet. Det føles så simpelt og åbenlyst i mit hoved. Og hvorfor jeg, når jeg har fundet ud af, præcis hvad jeg skal gøre, går direkte ud og gør det stik modsatte. Jeg lægger mærke til det, mens det sker, men jeg kan ikke stoppe mig selv, kan ikke ændre retning. Det har været så utrolig smertefuldt at vide, præcis hvad jeg skulle gøre, men ikke være i stand til at gøre det. At fejle gang på gang i disciplinen ‘at leve livet’. For ikke at tale om hele tiden at få det at vide af andre og forsøge at finde på nye kreative måder at forklare, hvorfor det gik galt igen.

Nu, hvor jeg har fået min diagnose, seksogtres år gammel, kan jeg ikke lade være med at tænke, at jeg måske ikke havde behøvet at leve et liv fyldt med fiaskoer og skuffelser. Et liv præget af ødelagte relationer og dalende selvværd, og med en stadig hårdere skal omkring mig som beskyttelse mod skammen over inderst inde at være defekt. Det føles, som om så meget af det, jeg har kæmpet med, kunne have været undgået.”

Når kun meget få mennesker med ADHD over 50 år i dag er diagnosticerede skyldes det ifølge Skoglund, at læger og forskningen i mange år troede, at ADHD var en diagnose, som kun børn fik, og som de voksede fra. Men i dag ved vi, at disse antagelser er helt forkerte, og det mener hun, vi bør tage konsekvensen af:

”Vi er nødt til at begynde at se på ADHD i et livs- cyklusperspektiv og forstå, at små børn med ADHD bliver både voksne og ældre mennesker med ADHD. Selvom den synlige hyperaktivitet ofte aftager, betyder det ikke, at den indre rastløshed og angst er forsvundet. Dette perspektiv kan også give samfundet vigtig information, fordi familiehistorien hos både børn og børnebørn, såvel som tidligere generationer, giver et bredere billede af adfærdsmæssige og følelsesmæssige udfordringer.”

Lotta Borg Skoglund har tidligere udgivet de fremragende og banebrydende bøger om ADHD, ´ADHD på jobbet´, ´Hjernen, udfordringerne og strategierne´ samt ´ADHD hos piger og kvinder - Fra dygtig pige til udbrændt kvinde´. Og med sin nye ´ADHD 50+ Om at få sin diagnose sent i livet og blive ældre med ADHD´, er det lykkedes hende endnu en gang at bane vejen for nye forståelser og sætte berettiget lys på hjerteskærende forhold for ellers ofte oversete delpopulationer og aspekter af denne ellers ret så udbredte neuropsykiatriske lidelse, som fem til syv procent af os vurderes at være ramt af i en grad, så den gør livet ikke kun svært, men også kortere med op til 10-15 år.

Men så meget desto mere opmuntrende er det at høre, hvordan bogens omtalte og medvirkende patienter er lykkedes med at vende deres liv og få de kræfter, som de havde brug for til at foretage de ændringer, som de i årevis havde vidst var nødvendige, efter at de havde fået deres ADHD-diagnose og også selv om denne kom sent i livet. For som Skoglund skriver:

”En udredning og diagnose kan være meget helende og give trøst til mange. Det gælder også for pårørende, som har kæmpet, forsøgt at støtte, er blevet og har ryddet op efter et liv i konstant modvind. Så selvom din diagnose er kommet sent i livet, kan den give omgivelserne en mulighed for at forstå dig og forstå, at du har ønsket, men ikke altid har kunnet gøre visse ting."

Lotta Borg Skoglund: ´ADHD 50+. Om at få sin diagnose sent i livet og blive ældre med ADHD´ er udkommet på forlaget PressTo og koster 299 kroner