Skip to main content


Ny kyndig guide til sundt vægttab

BØGER. Vil man gerne tabe sig og blive en sundere udgave af sig selv i ét hug, så er en ny og kyndig bog om anti-inflammatorisk kost og livsstil et godt bud på, hvordan man kan nå frem til sit mål uden for megen gråd og tænders gnidsel.

Den anti-inflammatoriske kost er kendt for at modvirke gigtsmerter, hjertesygdomme og mange andre skavanker, som skyldes inflammation. Men en inflammatorisk kost og livsstil kan også blive en effektiv vej til et sundhedsbåret vægttab ifølge en ny og sundhedsvidenskabeligt båret bog ´Tab dig sundere´, skrevet af forfatter og ernærings- og træningsekspert Martin Kreutzer og madopskriftudvikler Simon Weisdorf.   

Martin Kreutzer er forfatter til en række tidligere bestsellere om ernæring og livsstil, herunder ´Velsmurt´ og ´Anti-inflammatorisk topform på 4 uger´, ´Den store antiinflammatoriske kostguide´ og ´Anti-inflammatorisk kost – sluk branden´, der hærger kroppen indefra. Bøger som Simon Weisdorf også har kreeret antiinflammatoriske madopskrifter til gennem årene. 

 I ´Tab dig sundere´ bidrager Simon Weisdorf med 57 nye opskrifter, der alle udover at være antiinflammatoriske også kan medvirke til, at man taber sig, hvis man har for meget fedt på især maven.

Alt sammen uden, at man dermed behøver at gå på kompromis med sin sundhed, mæthed og velsmag, lover forfatterne, der skriver, at deres mål med det anti-inflammatoriske vægttab primært handler om at reducere kroppens fedtdepoter til et niveau, hvor de ikke længere nærer sygdomme i kroppen.

Og vejen frem til mindre fedt på maven og en mindre inflammation er ifølge Martin Kreutzer og Simon Weisdorf brolagt med ikke mindst fede fisk, fjerkræ, nødder, grøntsager, kål, avocado, sunde fedtstoffer, bær samt, fem måltider om dagen, begrænsninger af visse typer fødevarer og som en særlig hjælp også motion og gåture i det omfang, man magter og kan tage sig sammen til.

Ifølge Martin Kreutzer og Simon Weisdorf fungerer overflødigt fedt i bughulen som en rugekasse for inflammation, der kan sprede sig til hele kroppen, hvorfor forfatternes særlige fokus da også er at hjælpe til, at man kan slippe af med mavefedtet uden at belaste og stresse kroppen med sult og afsavn og uden at tære på den vigtige muskelmasse, der ellers nemt kan fortabes ved de mere traditionelle slankekure, hvor fokus alene er på at tælle kalorier.

Principperne bag ´Tab dig Sundere´ er altså således ikke en decideret slankekur, men en måde at spise sundt på, hvor man først og fremmest bliver sundere, men også som en særlig sidegevinst kan opnå at befri sig fra det sundhedstruende bugfedt. Kreutzer og Simon Weisdorf interesserer sig derfor uendeligt lidt for, hvor meget man vejer, den generelle fedtprocent og hvor badevægtens pil befinder sig.  

Martin Kreutzer opfordrer faktisk til, at læseren sender såvel badevægten som BMI-kalkulatoren til storskrald, med mindre man lider af slidgigt:  

”Der er dog en enkelt undtagelse: Døjer du med slidgigt i hofter, knæ eller fødder, vil ethvert tab af overflødig vægt gavne dig, fordi du reducerer kiloenes overbelastning og tryk på leddene. Her giver det altså mening at interessere sig for vægt og BMI. I alle andre tilfælde er vægten sekundær, selvom den automatisk ryger nedad, når du følger retningslinjerne i bogen. Derimod er vi i den anti-inflammatoriske metode til vægttab optaget af mængden af kropsfedt og især af fedtets placering på og i kroppen. Undersøgelser viser nemlig, at det gør himmelvid forskel, hvor fedtet sidder henne. Mens fedt på nogle dele af kroppen er fuldstændig uskadeligt, kan fedt andre steder medvirke direkte til inflammation og sygdom i kroppen. Og det er derfor, jeg anbefaler, at du vurderer din sundhed og en mulig overvægt ud fra et andet kriterium end cifrene på badevægten,” siger Kreutzer, der fortsætter:

”Mavefedt – alene ordet klinger alt andet end charmerende, og de færreste synes om at bære synlige deller om livet. Ud fra et anti-inflammatorisk perspektiv handler mavefedt dog ikke om æstetik. Sundhedsmæssigt er der afgørende forskel på det fedt, som gemmer sig inde mellem indvoldene og viser sit grumme ansigt i form af en struttende mave, udspilet af en bughule fyldt med fedtvæv, og den håndgribelige pølse om livet eller elskovshåndtagene i siderne. Det er nemlig fedtet inde i maven, der for alvor fyrer op under inflammation i kroppen,” skriver Kreutzer, der anfører, at det er vigtigt sundhedsmæssigt at skelne mellem underhudsfedtet og det, som aflejrer sig i bughulen:

”Fedtet under huden ikke er særlig biologisk aktivt, men en mere eller mindre harmløs polstring, uanset om det sidder på maven, ryggen, lårene eller balderne. Fedtet mellem dine indre organer er derimod en tikkende bombe under helbredet, for det udskiller potentielt skadelige hormoner og enzymer, der via bughulens store blodårer vælter ud i kredsløbet og når hver eneste celle i din krop. Det kan sætte sig tydelige spor i form af øget inflammation og skabe en lang række trusler mod helbredet. Derfor er det vigtigt, at du afslører bughulefedtets tilstedeværelse – og lægger en plan for, hvordan du kommer det til livs,” fastslår Kreutzer. Han lærer herefter sine læsere at måle mængden af mavefedt, så man på den måde kan få en fornemmelse af, hvor lang tid man har, inden man er i mål. Uanset om man lige har brug for en kort, fokuseret indsats til at få taljemålet på plads efter en kalorierig juleferie, hvor de sunde hverdagsvaner har været sat på pause, eller gerne vil i gang med at tabe mange kilo over en længere tidshorisont.

´Tab dig sundere´ er en rigtig god, udogmatisk og solid guide til, hvad der givetvis vil kunne medføre både et sundere, skønnere og kønnere liv for rigtig mange mere eller mindre overvægtige og usunde danskere. Og der er ingen grund til at tro, at bogens rådgivning vil medføre mangeltilstande eller utilsigtede skadesvirkninger.

Hertil kommer, at Martin Kreutzer, der var én af de allerførste til at fortælle befolkningen om betydningen af anti-inflammatorisk kost, kommunikerer klart, præcist og renset for fanatisme. Han er ikke båret af lige at have set lyset, men har fulgt den videnskabelige litteratur på området i årevis og kan derfor den anti-flammatoriske kosts styrker og nuancer på sine udogmatiske fingerspidser. Og fortsætter tydeligvist med at updatere sin ellers allerede solide viden.

Bogens 57 opskrifter synes måske ikke umiddelbart af mange, men til gengæld er de inspirerende og bærer præg af at være forfriskende selvstændige. Og nok så vigtigt er råvarerne til at komme i nærheden af i et almindeligt supermarked – også uden at man skal til at investere i et hav af mindre eller mindre kostbare og måske senere i ens køkken ret så ubrugbare ingredienser.  

En yderlige styrke ved bogen er i denne sammenhæng, at den guider så konkret handlingsanvisende og pædagogisk til, hvordan man skal gribe sin kost an, at man nærmest slet ikke behøver et hav af nye opskrifter. Lidt inspiration som her er alt rigeligt, for som læser fatter man hurtigt vejen af hvilken, så med denne bog i hånden handler det herefter alene om at tage sig sammen og komme i gang.

En beslutning som burde kunne lettes af hvor enkel og overkommelig en kæmpe stor portion sund fornuft fremstår i Martin Kreutzers antiinflammatoriske, ikke spor komplicerede og ovenikøbet appetitlige univers.

Martin Kreutzer og Simon Weisdorf: ´Tab dig sundere´ er udkommet på Politikens forlag og koster 300 kroner

kultur, sundhedspolitisk