Skip to main content


I Danmark er kvinder nu begyndt at opsøge privathospital, hvor de selv kan betale for Enhertu, oplyser Jesper Fisker.

Kræftens Bekæmpelse: Medicinrådet bør hurtigt evaluere middel mod særlig type brystkræft

Medicinrådet bør gøre hurtig proces i vurderingen af lægemidlet Enhertu som andenlinjebehandling til en særlig gruppe brystkræftpatienter. Patienterne må ikke vente urimeligt længe på vurderingen, mener Kræftens Bekæmpelse. Nogle kvinder køber sig nu til behandlingen på et privathospital.

Enhertu er siden december blevet benyttet i det offentlige behandlingssystem i Sverige som tredjelinjebehandling. Det samme i USA og Storbritannien. 

Når læger behandler patienter, anvender de lægemidler i en bestemt rækkefølge, hvor de anvender den bedste og måske billigste i første linje. Er det ikke effektivt nok, anvender de lægemidlet, som er i anden linje, så tredje linje.

I efteråret 2021 afviste Medicinrådet behandlingen som tredjelinjebehandling, da datagrundlaget på tidspunktet var for spinkelt, skrev rådet, som ikke havde fase III-resultater til rådighed. Som andenlinjebehandling ser evidensen dog anderledes ud. 

Fase III-studiet DESTINY-Breast03 viser, at andenlinjebehandling med Enhertu giver en median-progressionsfri overlevelse (periode uden tilbagefald) på 25,1 måneder, mens standardbehandling kun giver 7,2 måneder.

Disse patienter handler det om

  • Patienterne har brystkræft, der har bredt sig til andre dele af kroppen eller ikke kan fjernes ved operation
  • Patienterne er såkaldt HER2-positive. Mellem 20 og 30 pct. af alle tilfælde af brystkræft har HER2-positiv brystkræft, hvor visse gener ikke fungerer korrekt og producerer for mange HER2-proteiner, og så kan almindelige brystceller blive omdannet til kræftceller. 
  • Der findes potente behandlinger, som er rettet mod HER2

Nej fra lægemiddelkomité    

Siden marts 2022 har Medicinrådet dog også været i gang med at evaluere Enhertu som andenlinjebehandling. Men den proces tager tid, og der er endnu ikke sat en afslutningsdato for evalueringen.

Kræftens Bekæmpelse har kendskab til, at behandlingsansvarlige læger på offentlige sygehuse har indstillet patienter til behandlingen, men har fået nej til det i den regionale lægemiddelkomité, skriver foreningen.

I Danmark er kvinder nu begyndt at opsøge behandlingen på privatklinikker for at betale selv, skriver Kræftens Bekæmpelse. 

”Enhertu bruges til behandling af brystkræft, der har bredt sig til andre dele af kroppen eller ikke kan fjernes ved operation. Man befinder sig med andre ord i en utrolig vanskelig situation. Og man får så at vide, at man ikke kan få dette potentielt livsforlængende lægemiddel, som ens kræftlæge ellers har anbefalet, man får,” udtaler Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.

”Jeg har på Kræftens Bekæmpelses vegne rettet henvendelse til Medicinrådet og opfordret til, at man i rådet sikrer en hurtig proces ved vurderingen af Enhertu,” siger Jesper Fisker.

Enhertu

  • Enheru indeholder et antistof i kombination med kemoterapi, som infiltrerer og ødelægger kræftceller

I henvendelsen foreslår han, at Medicinrådet enten af egen drift revurderer den tidligere beslutning eller at rådet om muligt fremskynder processen med den igangværende ansøgning fra lægemiddelfirmaerne, så patienterne ikke skal vente urimeligt længe på vurderinger.

 

 

Relaterede artikler