Skip to main content


“Man når op på en øgning i progressionsfri overlevelse på halvandet år. Det er uhørt,” siger Christina Bjerre.

Paradigmeskifte i behandling af spredt brystkræft

ESMO: Behandling med lægemidlet Enhertu giver markant længere tid uden forværring end Kadcyla og baner vejen for et paradigmeskifte indenfor behandlingen af HER2-positiv brystkræft, som har spredt sig. Det vurderer danske forskere.

Paradigmeskiftende resultater. Sådan lød det fra ESMOs Præsident Solange Peters ved kræftkongressen ESMO2021´s top-præsentation.

Ordene er møntet på de nyeste resultater fra forskning (DESTINY-Breast03-studiet), der viser, at Enhertu som andenlinjebehandling giver en højsignifikant øgning af tid uden forværring (progressionsfri overlevelse) for patienter med HER2-positiv metastatisk brystkræft sammenholdt med Kadcyla.

Der er også begejstring at spore hos Christina Bjerre, afdelingslæge på Afdeling for Kræftbehandling på Rigshospitalet:

“Man når op på en øgning i progressionsfri overlevelse på halvandet år. Det er uhørt.”

Forskerne målte median progressionsfri overlevelse til 25,1 måneder ved andenlinjebehandling med Enhertu mod 7,2 måneder ved Kadcyla.

“Med de tal ser det unægteligt ud til, at T-DXd vil erstatte T-DM1 som andenlinjebehandling for disse brystkræftpatienter,” siger Christina Bjerre.

Også Signe Borgquist, professor og overlæge ved Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital er overbevist: “Det tyder på, at T-DXd (Enhertu, red.) har en plads endnu tidligere i behandlingsforløbet og kan rykkes frem i anden linje,” udtaler hun.

Resultaterne taler deres klare sprog, og det var da også en tydeligt rørt Javier Cortés, onkolog og ph.d. ved Vall d’Hebron Institute of Oncology i Barcelona, der præsenterede resultaterne på weekendens presidential-præsentation.

Der er allerede nu planer om yderligere fremtidige studier af effekten af Enhertu. Her kan særligt nævnes DESTINY-Breast09, der undersøger midlet som førstelinjebehandling mod ubehandlet metastatisk brystkræft.

Mellem 20 og 30 pct. af alle tilfælde af brystkræft er HER2-positiv brystkræft, og kvinder med HER2-positiv brystkræft har en øget risiko for tilbagefald af sygdommen.