Guide: Kvinde kend din behandling for æggestokkræft

Der er sket meget med mulighederne for behandling af æggestokkræft i de senere år. Her kan du blive klogere på, hvad du kan forvente, hvis du skal behandles for æggestokkræft.

{snippet alle}

Jan Blaakær, professor og overlæge, Dr. Med., Gynækologisk Obstetrisk Afdeling, Odense Universitets Hospital, deler her noget af den nyeste viden om, hvad du kan forvente, hvis du kommer i berøring med æggestokkræft.

Hvis mere end to nære slægtninge har bryst- eller æggestokkræft bør du få en en genetisk udredning.
Reglen er, at hvis mere end to førstegangsslægtninge – det vil sige mor, søster eller datter får konstateret æggestokkræft, så bør familiens andre kvinder også testes for, om de er bærere af BRCA1 eller BRCA2-genmutation, som har en tæt sammenhæng med potentiel æggestokkræft, fortæller Jan Blaakær. Konkret foregår det sådan, at patienten inviteres til at få lavet et stamtræ med data fra familiemedlemmer. To databaser udregner herefter risikoen for æggestokkræft. Hvis livstidsrisikoen for at få sygdommen ligger over 10 procent, tilbydes patienten en blodprøvetest, hvor det kan afgøres, om patienten er bærer af BRCA-mutationsgenet. Hvis man ikke er bærer af BRCA-mutationen, men har over en 10 procents livstidsrisiko for at udvikle æggestokkræft, tilbydes man en årlig rutineundersøgelse, fortæller Jan Blaakær.

Jan Blaakær

Bliv undersøgt fra 30 års alderen

Hvis man er i risikogruppen for at udvikle æggestokkræft, bør den gennemsnitlige kvinde begynde at blive fulgt tæt fra 30-års alderen, så sygdommen kan opdages, før den når at udvikle sig for meget, fortæller Jan Blaakær. For nogle kvinder skal de regelmæssige kontroller dog begynde før 30 års alderen. Jan Blaakær har set teenagere helt ned i 13-års alderen, som har behov for behandling for æggestokkræft, men det hører heldigvis til sjældenhederne. Tommelfingerreglen er, at man skal følges fra fem år før alderen på det tidligste familiemedlems debuttidspunkt for æggestokkræft. Det vil sige, at hvis din moster var 30 år, da sygdommen blev konstateret, skal man begynde de jævnlige kontroller, når man er 25 år, fortæller Jan Blaakær:

 ”Hvis man er i risikogruppen, skal man holde godt øje med symptomer, som eventuelt kommer snigende, selvom man er langt fra tidspunktet for kontrol. Bliver maven pludselig stor, får man uregelmæssige menstruationer eller uforklarlige mavesmerter, skal man henvende sig på det sted, hvor man plejer at blive undersøgt, så man kan få en scanning. Der er ingen grund til at se tiden an og gå og vente på den rutinemæssige undersøgelse, hvis man har mistanke om, at der er noget i vejen,” siger Jan Blaakær.

Få en god snak om mulighederne og ønskerne for behandlingen

For kvinder, som er opereret for æggestokkræft, er næste trin en god snak, hvor man taler om kemobehandling med sin læge. Under alle omstændigheder vil lægen gå ind og vurdere, hvad der er bedst for den enkelte patient, og herefter komme med sine anbefalinger, men i sidste ende er det op til patienten selv at vurdere, hvad hun ønsker at modtage af behandling. Helt konkret er der cirka 450 nye tilfælde at patienter med æggestokkræft, som kommer i kemo-behandling om året. Behandlingen indebærer seks omgange såkaldte to-stof kemoterapi med tre ugers mellemrum. Hvis patienten herefter får tilbagefald, tilbydes en gentest, så det kan afgøres, om patienten er bærer af BRCA1 eller BRCA2-mutationen, som blandt andet fortæller, om æggestokkræften er arveligt betinget eller, om kvinden har en såkaldt somatisk eller spontan mutation i selve kræftsvulsten. I så fald vil der være mulighed for behandling med en PARP-hæmmer som supplement, fortæller Jan Blaakær. I nogle regioner tilbydes gentesten ved den primære operation, da man i såkaldte protokollerede behandlinger anvender PARP-hæmmere som supplement, fortæller Jan Blaakær. Fælles for al æggestokkræft er dog, at gennemsnitspatienten lever længere med sygdommen, end hun gjorde for bare få år siden. Overlevelse efter fem år er nu på 40 procent for alle stadier af sygdommen, fortæller Jan Blaakær.

Kvinder bliver henvist til gynækolog alt for sent

Det vil redde liv, hvis den praktiserende læge sender kvinderne tidligere til udredning for æggest

Positiv BRCA1 eller BRCA2-test – hvad nu?

Hvis man får påvist en genfejl, og er bærer af BRCA1-mutationsgenet er forebyggende operation, hvor man fjerner æggestokkene, ofte et valg, man kan blive nødt til at tage, fordi risikoen for at udvikle æggestokkræft er helt op til 60 procent. Hvis man er bærer af BRCA2-mutationsgenet vil chancerne for at udvikle æggestokkræft være ca. 40 procent. Begge er altså høje tal – men hvis en kvinde har arvet et BRCA-gen – vil hun som oftest få anbefalet en forebyggede operation, når hun har fået de børn, hun ønsker. Forud for operationen ligger der altid mange samtaler med patienten, fortæller Jan Blaakær:

”Det kan være meget voldsomt for en ung kvinde på 35, hvis hun skal have fjernet sine æggestokke. Der er et etisk dilemma forbundet med det, da hun måske ikke har nået at stifte familie. Hendes knogler kan begynde at afkalke, og hun kan opleve nedsat kønsdrift, så det er aldrig en let beslutning at fjerne en kvindes kønsorganer,” siger Jan Blaakær.

Imidlertid kan afsløring af BRCA-mutationer ved hjælp af gentest hjælpe kvinderne til et længere liv uden æggestokkræft, fordi den afslører, hvilke kvinder, der er i højrisiko og dermed vil drage fordel af en forebyggende operation, så de undgår at få sygdommen. Kvinder som får fjernet kønsorganerne tilbydes hormonbehandling, så de undgår de værste gener. Der bliver i øvrigt udredt flere og flere bærere af BRCA1 og BRCA2-mutationsgenet, hvad der selvfølgelig er positiv i forhold til at fange flere kvinder tidligere i forløbet, men der er også udfordringer forbundet med at udrede kvinderne:

”Nogle kvinder vil helst leve livet på den måde, at de tager det hele, som det kommer. Hvis én eller flere i den tætte familie bliver testet positive i en BRCA1 eller BRCA2-test, kan det berøre både kvindens eget eller hendes børns liv, fordi det vækker mistanke om, at også hun eller hendes børn er i risikogruppen, så derfor er det naturligvis ikke uden dilemmaer, når man tester for BRCA-typerne,” siger Jan Blaakær.

PARP-hæmmere er gode nyheder for alle patienter med æggestokkræft

Indtil for ganske nyligt troede man, at patienter med æggestokkræft og mutationsfejl i de to gener BRCA1 og BRCA2, som fik tilbagefald efter behandling med platin, var de eneste, som havde glæde af olaparib eller niraparib, som er såkaldte PARP-hæmmere. Ganske nye undersøgelser viser imidlertid, at alle patienter med æggestokkræft har glæde af PARP-hæmmere. Derfor mener Jan Blaakær, at det højst sandsynligt allerede i løbet 2017 vil blive tilbudt alle æggestokkræftpatienter med tilbagefald at komme i behandling med PARP-hæmmere. Til gengæld falder standardtesten for spontane mutationer i kræftknuden højst sandsynligt væk.