Skip to main content


BREAKING: Patienter med æggestokkræft overlever længere

Patienter med arvelig æggestokkræft kan se frem til længere overlevelse med lægemidlet Lynparza (olaparib), som begejstrer patientforeningen.

{snippet alle}

For snart to år siden fik kvinder med arvelig æggestokkræft mulighed for at få et nyt lovende lægemiddel Lynparza (olaparib). Der er tale om en såkaldt PARP-hæmmer, der i lang tid kan være med til at hindre tilbagefald af sygdommen, og som sjældent giver bivirkninger.

Lynparza viste i forsøgsbehandlinger, at det gav kvinderne fem gange så lang tid at leve i uden tilbagefald, og på den baggrund blev Lynparza tilbudt som standardbehandling.  

Nu har man færdiggjort endnu et forsøg, fase III studierne, hvor man har sammenlignet Lynparza i doser på 300 mg tabletter to gange dagligt med placebo.

Her viste Lynparza en progressionsfri overlevelse, der var tre en halv gang større end placebo - 19,1 mod 5,5 måneder.

Resultaterne af fase III studierne blev præsenteret på Society of Gynecologic Oncology Annual Meeting on Women’s Cancer i National Harbor, Maryland, og giver ifølge producenten AstraZeneca nyt håb til patienter med recidiverende æggestokkræft.

Forsøget afviger fra det tidligere forsøg, fase II på flere punkter. Der indgik kun patienter med BRCA-mutation, altså 20 procent af ovariecancerpatienterne, og de fik tabletter i stedet for de 16 kapsler dagligt patienterne hidtil har skullet kæmpe med. Det fortæller Mansoor Mirza, overlæge på Onkologisk Afdeling, Rigshospitalet, der også var manden bag ansøgningen, som fik Lynparza godkendt.

"I Danmark opnåede Lynparza godkendelse efter fase II studiet. Det var tilstrækkeligt. Men nu viser fase III studiet endnu bedre resultater med en progressionsfri overlevelse på 19,1 måneder mod 5,5 måneder i placebo-armen. Normalt vil man forvente at fase III studierne viser lidt ringere resultater, fordi studierne kan blive mere præcise. Men her skete det modsatte. Idet fase II studiet viste en forbedring af den progressionsfri overlevelse fra 4,8 måneder til 12,8 måneder. Bivirkningerne er milde, så kun 10,8 procent af patienterne var gået ud af studiet. Det er utroligt flot,” siger Mansoor.

Nyt håb for patienterne

Formanden for Kvinder med Kræft i Underlivet Birthe Lemley glæder sig på patienternes vegne.

”Jeg er ovenud glad for den gode nyhed. Resultatet af fase III studierne har allerede spredt sig i flere patientnetværk, og der er en udbredt begejstring over at der nu er bedre overlevelsesmuligheder. Og så er patienterne glade for, at de nu kun kan nøjes med at sluge to tabletter to gange dagligt fremfor 16 kapsler om dagen. Der er desværre patienter, som ikke kan tåle behandlingen og som må stoppe. De rapporterer om en ekstrem træthed, som de ikke kan leve med. Andre fortæller om bivirkninger i starten af behandlingen, men at de fortager sig efterhånden,” siger Birthe Lemley og håber på at patienterne hurtigt får den nye behandling tilbudt.

Patientforeningen arbejder desuden på, at kvinder der er diagnosticeret med æggestokkræft, automatisk får taget en gentest for mutation i BRCA1 eller BRCA2, hvis de ønsker det. På den måde kan man sikre at der straks bliver givet den rette behandling.

 

Visse kræftcellers evne til at reparere egne DNA-skader er ikke så velfungerende som almindelige cellers. Det udnytter man med PARP-hæmmere, der blokerer kræftcellers reparationssystemer. Det er det, som lægemidlet Lynparza kan gøre, og på den måde slå kræftcellerne ihjel.

Hvert år får ca. 600 kvinder diagnosen kræft i æggestokkene. Ca. 16 procent af dem har den arvelige form - altså fejl (mutation) i arvematerialet i to gener, der kaldes BRCA1 og BRCA2.

Kilde: www.cancer.dk

æggestokkræft