Min kræftsygdom er min egen skyld!

Kræftpatienter oplever fordomme om, at sygdommen er deres egen skyld, hvilket får dem til at føle skam over, at de er blevet syge.

{snippet alle}

Hvorfor blev jeg ramt af kræft? Var der noget jeg kunne have gjort anderledes? Sådan tænker mange kræftpatienter, når de får en kræftdiagnose.

”Det kommer ikke bag på mig, at det er nogle tanker, patienterne har. Generelt oplever jeg, at patienter har behov for at finde en eller anden form for mening, når de får en alvorlig livstruende sygdom. Spørgsmål som; ”hvorfor rammer det lige mig” og ”skyldes det noget, jeg selv har gjort – er det f.eks., fordi jeg har røget eller ikke fulgt kostrådene?” er meget almindelige hos kræftpatienter,” siger formand for Dansk Selskab for Klinisk Onkologi, Lars Henrik Jensen.

En undersøgelse udført af Medicinske Tidsskrifter, viser at det ikke kun er rygere der får lungekræft, som oplever fordomme om, at sygdommen er selvforskyldt. Cirka 30 procent af patienter, der får underlivs-, bryst- og modermærkekræft svarer, at de også møder fordomme.

Lars Henrik Jensen mener, at onkologer skal være sig bevidst, at det ikke giver mening at tale om patientens egen rolle i sygdomsudviklingen.

”Når man snakker om årsager til kræft, skyld og skam og meningen med det hele, tror jeg, det er meget vigtig at dele op, om man snakker om raske ude i befolkningen og forebyggelse af kræft, eller om man snakker med en kræftpatient. Det er sjældent konstruktiv at gå ind i en diskussion om, hvorvidt det er patientens egen skyld. Det er ikke kræftpatientens læges opgave at komme ind på noget med skyld og skam. Derimod er det lægens opgave at tage situationen, som den er, og se på, hvordan vi kan få det bedste ud af den,” siger Lars Henrik Jensen og uddyber:

”Rygning er nok det, som patienterne har mest dårlig samvittighed over. Men det skal man ikke fokusere på. Man skal i stedet fokusere på, hvordan man kan håndtere sygdommen, og at vi har god viden om, at det hjælper på generne ved kræft, hvis man får holdt op med at ryge.”

Lars Henrik Jensen mener til gengæld, at det er fint at snakke om mere eksistentielle spørgsmål med patienten.

”Vi skal ikke glide af på, hvis patienterne gerne vil kunne sætte deres sygdom ind i en ramme. Det hjælper dem i processen med at forholde sig til sygdommen og komme overens med den. Så den eksistentielle samtale omkring det at have kræft – det vil sige mere åndelige og religiøse aspekter – er meget konstruktiv i kræftforløbet. Det er ikke spørgsmål, vi har et lægevidenskabeligt svar på, men hvis vi giver rum til, at patienterne kan reflektere over det, kan det bidrage til et bedre forløb,” siger Lars Henrik Jensen.