
Generne spiller en rolle for, om man udvikler hofteartrose og en beskeden rolle hos kvinder ved knæartrose.
Derfor får du slidgigt
Vi har altid troet, at hårdt fysisk arbejde og belastninger har været årsagen til slidgigt i hofte og knæ, men ny forskning tyder på at også gener spiller en rolle.
{snippet mavetarm}
På Gigtforeningens hjemmeside kan man læse om to nye studier, hvor man har undersøgt, hvor meget arv og miljø betyder for udviklingen af svær slidgigt (artrose) i knæ og hofter. Forskningen er baseret på data fra Det Danske Tvillingregister, som er et af verdens ældste og største.
"Undersøgelserne tyder på, at generne spiller en rolle for, om man udvikler hofteartrose. De viser også, at den genetiske faktor får større betydning med alderen – den slår typisk igennem i 60–75 årsalderen,” siger speciallæge og ph.d.-studerende Søren Glud Skousgaard, Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital og Klinisk Institut, Syddansk Universitet.
”Omvendt er det ved knæartrose – her ser det ud til, at generne spiller en beskeden rolle hos kvinder, og at de ingen målbar betydning har hos mænd. Desuden ser genernes indflydelse ud til at forsvinde med alderen."
Søren Glud Skousgaard og hans forskerkolleger arbejder på at offentliggøre et tredje studie, hvor de har undersøgt om arbejdsbelastninger, tidligere hofte-og knæskader, fedme og overvægt er en risikofaktor for at udvikle slidgigt.
"Resultaterne tyder på, at arbejdsbelastninger som tunge løft, stående/gående arbejdsprocesser og en kombination af begge dele øger risikoen for at få hofteartrose. Men det er ikke sådan, at du får slidgigt, fordi du i en kortere periode har et arbejde, som involverer tunge løft, eller hvor du går eller står meget af tiden," fastslår Søren Glud Skousgaard.
Risikoen for slidgigt i knæene er større blandt mennesker med meget knæliggende arbejde gennem mange år – f.eks. gulvlæggere og blikkenslagere. Men også her skal belastningerne være betydelige og strække sig over mange år.
Forskningen er støttet af Gigtforeningen.
Fakta om artrose
- Over 300.000 danskere er diagnosticeret med artrose.
- 150.000 danskere oplyser at de har artrose, er generet af smerter og har problemer med at gå eller bære.
- Yngre mennesker kan også have artrose, men det er hyppigst blandt ældre. Ca. 20 pct. af kvinder i alderen 65-84 år har artrose. Det gælder ca.16 pct. af mændene i samme aldersgruppe.
- Artrose er årligt årsag til 386.000 ekstra sygedage.
- Artrose koster årligt de offentlige kasser 11,5 mia. kroner.
Kilde: Gigtforeningen.dk
